”Håb hedder en veltrimmet
kærhøghan, som dræber alt,
den kommer i nærheden af.
Den trækker fortrinsvis
vejret, når der er frost i
luften, og har en døende mus
i næbbet, når den parrer sig.”
”Skoledage”, s. 21.
Hele samlingen er prosadigte med titel, og de er på en måde endnu mere fortællende end i det øvrige forfatterskab. Det er små, absurde historier, man ofte er i tvivl om, hvad man skal gøre med – og ofte er det naturen, der er svaret, man ikke kan nå. Som når ”Irettesættelsen” sammenlignes med en slank fisk, og billedet for mig i det mindste er uklart. Eller når det første digt ”Tidlig formiddag” indleder hele samlingen med en hængt indehaver af souvenirboden. De første kunder er ellers på vej: en flok grå maddiker, ”kåde som skolebørn på udflugt” (s. 13).
Selvom det er gakket og skørt, er det samtidig svært genkendeligt. Der er ét sted, hvor en lærer til digterens translokation fortæller, han skal undre sig. For uden undren bliver han som flammen, der brænder sig selv op; penslen, der ”kun kan male gråt i gråt” (s. 13). Der er også et sted, hvor en sneglesnedker holder foredrag om grædende snegle, og det er det eneste, digteren ”husker fra naturhistorietimerne” (s. 28). Modsat er der lærdommen, som var ”et særligt lem” (s. 47), som en lærer forsøgte at indføre i ”elevernes huller af uvidenhed” (s. 47). Man fornemmer foragten for autoriteten og opskrivningen af at turde se tingene, som de er. Og så er der stævnemøder, samtaler med kulturhistorien og én på kassen til ”Nikkedukkerne”, som digteren med en legetøjstrompet vil blæse støvet af ”med manér” (s. 48).
Eske K. Mathiesen
Forfatter og folkemindeforsker Eske K. Mathiesen er småtteriernes poet og historiefortæller. Han levede fra 1944 til 2021 og udgav en lang række digte, historier og børnebøger på bittesmå forlag og...
Læs hele forfatterportrættet
