Jeppe Aakjær

Genrer og tematikker

Ligesom de fleste af tidens toneangivende kunstnere og intellektuelle var Jeppe Aakjær ateist. Et tydeligt ærinde for Aakjær var derfor også at skildre og udstille gammeldags og halsstarrig vanekristendom. Men det var en brydningens tid, og de mange bevægelser og ideologier, der sloges om at overtage den patent på folkesjælen, som kristendommen tidligere havde haft, manglede en forståelse for den natur- og menneskeopfattelse, som Jeppe havde fra sin opvækst. Derfor vedblev Jeppe Aakjær at bruge billeder og figurer fra den kristne arv, som – i en selverklæret rørstrømsk udgave af grundtvigianismen – omfavnede disse aspekter.

Jeppe Aakjær var optaget af at finde ind til skildringen af den urkraft og oprindelighed, som han mente, den jyske bonde og hans æt besad. På den måde var han på bølgelængde med åndsfæller som Johannes V. Jensen og Carl Nielsen, der begge søger ned i de vitale kræfter, der gennemstrømmer alt menneskeligt (også naturen og kosmos). Det er dette aspekt ved Jeppe Aakjærs forfatterskab (og navnlig hans lyrik), der har givet forfatteren ry som naturpoet, selvom det i virkeligheden var alt liv og dets sammenhæng, han var optaget af.

I forlængelse af vitalismen lægger Jeppe Aakjær sig også i slipstrømmen af de opdagelser, der blev gjort inden for den samtidige europæiske videnskab med navnlig Charles Darwin. Aakjær var erklæret darwinist, og han kredser i høj grad også om temaer, som er anslået heraf, nemlig arv og miljø. Aakjær søgte at finde forbindelsen mellem en egn og de karaktertræk, egnsbefolkningen har nedarvet fra slægtled til slægtled. Selvom mange af hans tekster er mere eller mindre dystopiske på i hvert fald den traditionelle hedebondes vegne, lå der imidlertid altid en latent tro på, at den moderne bonde kunne skabe et livsmønster, som kunne fungere som et alternativ til storbylivet. Han troede på en evolution, som gik mod noget bedre.

Beslægtede forfatterskaber

Steen Steensen Blicher var Jeppe Aakjærs helt store helt og foregangsmand, og i hans fodspor gik han, da han – ligesom Johannes V. Jensen i øvrigt – forsøgte at gøre sig til talsmand for en særlig jyskhed. Han redigerede således antologierne ”Jydsk Stævne” og ”Fræ wor Hjemmen” i 1902 og skrev i øvrigt ”Steen Steensens Livstragedie i Breve og Aktstykker”, et 3-bindsværk om helten, der udkom i 1903-04.

Tematisk lod Aakjær sig inspirere af Blichers ofte indviklede familie- og fortrængningshistorier, som blev iscenesat på baggrund af et miljøs inkompetencer, hvad angår følelsesudladninger. Formelt lod han sig inspirere af den kendte blicherske form, hvor et øjenvidne og en eksplicit fortæller – der tilfældigvis kommer forbi – bliver katalysator for hele dramaet.

Eftersom Jeppe Aakjær var barn af en så brydningsfuld tid, hvad angår nye samfundsformer og ny videnskab, skete der også en masse på den filosofiske front, som det var svært ikke at lade sig beånde af. Friedrich Nietzsche agiterede for Guds død, hvilket Jeppe Aakjær som nævnt langt hen ad vejen var med på, ligesom Sigmund Freud afslørede mennesket som et ufornuftsmenneske styret af drift. Navnlig sidstnævnte kan man finde inspiration fra i forfatterskabet.

Af nyere kunstnere, der har ladet sig inspirere af Aakjær, er Pia Juul værd at nævne. I sin digtudgivelse ”Avuncular” fra 2014 digter hun til og om sin poetiske forfader – eller onkel som alle inspirationskilderne går for – via citeringen af ”Stille, hjerte, sol går ned” på allerførste side, samt portrættet af ham på forsiden.

Derudover har der været tydelige dønninger i musikken, hvor så alsidige kunstnere som Savage Rose, Stig Møller og Lars Lilholt Band har lagt sange til hans digte.

Relaterede forfattere