Knud Sørensen

Kaffekanden og sproget

I den første del af forfatterskabet var Knud Sørensen først og fremmest lyriker. I essaysamlingen ”Danmark mellem land og by” (1988) skildrede han, hvordan han som ung fik øje på sprogets evne til at fastholde virkeligheden i læsningen af modernistisk digtning.

Knud Sørensen debuterede i 1961 og udsendte sin første selvstændige digtsamling ”Den røde kaffekande” i 1965. Men det var med samlinger som ”Revolutionen i Tøving” (1972), ”Drømmen om græskar” (1974), ”Om vinteren hænger jeg Fur op på væggen” (1980) og ”Bondeslutspil” (1980/1985), at han indtog sin særlige plads som en solidarisk og kritisk betragter af livet i industrilandet Danmarks "udkant".

I den senere del af forfatterskabet har prosaen størst vægt. Han udsendte sin første novellesamling ”Slutsedlen” i 1977 fulgt af romanfragmentet ”Historie om Martin” (1979), og den humoristiske radioroman ”En landsbyhistorie” (1986). Så fulgte en række novellesamlinger, der fangede den særlige tone og sproglighed, som knyttede sig til livet på landet. Det er det uudtalte, det tavse, det fælles underforståede og derfor antydningens kunst, som demonstreres i ”Marginaljord” (1987), ”Historier fra engang” (1989), ”Naboskab” (1991) samt ”Rundt omkring” (1993).

Genrer og tematikker

Knud Sørensen var en folkelig beretter, der placerede livet på udkanten centralt i sit forfatterskab. Det moderne overflodssamfunds plov har endevendt en traditionel fællesskabsstruktur og en kultur, der sameksisterede med naturen og landskabet. Det handler Knud Sørensens forfatterskab om, men uden at romantisere fortiden. Han så fremad med en viden om fortiden som bagage. Styrken i hans tekster er, at han tror på ‘den indre bonde’, de grønne værdier og på at værdierne i et traditionsvågent livsmønster også i fremtiden vil have betydning.

Da Sørensen fyldte 90 i marts 2018, skrev Carsten Andersen i sit fødselsdagsportræt i Politiken: ”Når man har hørt ham tale stille og afdæmpet med den diskrete, men alligevel tydelige, nordjyske sprogmelodi, ved man også, hvordan han skriver. Og nærmest også, hvad han skriver om.” [1]Carsten AndersenDen milde stemmePolitiken, 2018-03-10.. Knud Sørensen skrev om det, vi ser hver dag. De dagligdags gøremål og observationer – alt det som kan forekomme som småting, men som egentlig er ret store, hvis man giver sig selv rum til at betragte dem – får lov til at være netop det i Sørensens tekster: små, store begivenheder og fænomener, skildret diskret af en opmærksom iagttager.

Den lille bog ”Fodtur til det nordlige Mors” fra 1976 refererer til en tradition fra Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen. Læseren bliver i det fortællende digt taget med på travetur nordpå fra Nykøbing. Den vandrende panorerer over marker og enge, standser op, blikket hviler på Limfjorden og hæves mod Furs bratte knuder og klinter: ”Der var stille og gråt i Hesselbjerg/ og solen var gået ned og jeg/ havde allerede gået langt… ” (se citatboks øverst). Sådan ligger landet, fysisk og konkret, sådan former Mors’ melankolske landskabslinjer sig i muld og moler. Men den lyriske fodtur til det nordlige Mors er mere end en fysisk rejse. Knud Sørensen skildrer den samhørighed, som består - eller burde bestå - mellem menneske og landskab, men som ofte spoleres, fordi vi gør os selv og hinanden fremmede og hjemløse.

Den stil, Knud Sørensen praktiserer i romanerne om Jakob og hans tavse historie, er i dyb forbindelse med jysk fortælleskik. Knud Sørensen har da også i biografier peget på f.eks. Steen Steensen Blicher som et litterært forbillede. ”Digter og samfundsborger” (1984) samt ”Op over den lave jord. En bog om Johan Skjoldborg og hans tid” (1990). Knud Sørensen har udgivet flere udvalg af sine egne tekster, for eksempel ”Samhørighed. Udvalgte digte 1965-1993” (1994) samt ”Som man ser det – udvalgte noveller” (1998).

Beslægtede forfatterskaber