”SOLENS SIDSTE STRÅLER
slår smut hen over havets bølger
ind imod den sandstrand
hvor klitten efter en storm forleden
frigav en ellers glemt bunker
som nu bringer en smule historie
ind i billedet.
Et par børn leger derinde i mørket
og går glip af solnedgangen
tror vel stadig
at verden derude er lysfyldt.”
”Inden så længe”, s. 39.
Jeget i de tre digtsamlinger er registrerende og eftertænksomt. Han går ture og observerer ændringer i landskabet. Han tillægger naturen betydning og spørger sig selv, hvad der skal blive af alle de ord, han sætter på naturen, når han selv er væk.
Årstiderne skifter, og selvom tiden indimellem kan synes at stå stille, er det meget tydeligt, at den går og går – og at jeget ikke er klar over, hvad eller hvor meget mere der er i vente. Det smukke ved tidens gang – måske særligt, når man iagttager den i en høj alder – er, at årstiderne kommer igen. Solen kommer tilbage, bladene grønnes år efter år. Også Sørensens digte, jegets registreringer, kommer igen med små variationer, bog for bog. I ”Mere endnu” skrev Sørensen: ”PLUDSELIG ER DET/ at jeg fornemmer/ at der lige under den jord/ jeg går på/ er en kæmpehånd/ der begærligt/ strækker sine sorte fingre/ iklædt grønt løv/ op mod den fjerne himmel. (”Mere endnu”, s. 39). I ”Inden så længe” skriver han: ”PLUDSELIG ER DET/ jeg fornemmer/ at der lige under den jord/ jeg går på/ er en kæmpehånd/ der har strakt sine fingre op/ i rummet/ og ladet dem springe ud/ i grønt.” (”Inden så længe”, s. 16). Jeget tager naturens rytme ind. Naturen er stærk. Den vågner op igen og igen. Den er større og stærkere end jeget og giver håb om, at der er lidt mere i vente endnu.
Knud Sørensen
Knud Sørensen var dansk litteraturs lyriske landmåler. I hans omfangsrige forfatterskab i mange genrer skildres hverdagsliv, rytmer og menneskeskæbner i det åbne land. Han gjorde om noget landboens...
Læs hele forfatterportrættet
