”De færreste træer i skoven kommer ud at rejse.
Engang blev en ask dog fældet, kom ud
i verden og vendte tilbage
som skaft på en økse.
Velkommen hjem, susede og hviskede det fra træerne.
Hug! lød svaret”
”Herbarium”, s. 6.
Også i digtsamlingen her er Mathiesens poetiske karakteristika til at få øje på, men den satiriske spidning af magten er næsten forsvundet, mens de stille, oversete eksistenser skubbes frem med ligefrem omsorg og stille, usentimentalt vemod. Man hører et sted om ham, der med afmålte og rutinerede bevægelser skiller ”motoren i jollen ad” (s. 10), og om jollen, der danser desto mere iltert, jo mere ”oprejst fiskeren står” (s. 14). Digteren ved kun lidt om både, men det er alligevel jollen, hans øje bliver fanget af. Håndens arbejde er mere værd end åndens, fornemmer man.
Det er nemlig i håndens arbejde, der er poesi, ligesom natur kommer før kultur. Planterne kender for eksempel ikke deres navne, og alligevel er de fulde af vitalitet og erotik. De strækker stilken og drikker af lys og luft; de blomstrer nøgne ”som under kærtegn” (s. 13). Det gør de ikke på grund af de navne, de har fået, men bare fordi. Derfor kan man kalde dem alt muligt uden at nå dem. Se også på drengen, der fortæller, at han har fundet et mågeskelet; mågeskelettet derimod mumler: ”Se, hvad jeg har fundet … og løber videre med drengen” (s. 15). Deri er også det drillende, sproglige tvist, ligesom der er nogle væsener, der bare ”nægter at blive tømt for kraft” (s. 9), og ”de bliver (naturligvis, red.) vipstjerter” (s. 168) i stedet. Og andre gange igen er naturen usentimental som hejren, der står og venter på ”at jage næbbet ned i øjet på sit bytte” (s. 9).
Eske K. Mathiesen
Forfatter og folkemindeforsker Eske K. Mathiesen er småtteriernes poet og historiefortæller. Han levede fra 1944 til 2021 og udgav en lang række digte, historier og børnebøger på bittesmå forlag og...
Læs hele forfatterportrættet
