”Dette trætte legeme dog stadig / drevet frem i uvished om alder og / det rette sprog, tindingpinen / voksende gennem dagtimers tomgang. / Irritationskurven fuldbyrdet i / skumring. Halvmånen kaster masken / sender snærrende ondskab / gennem gardinsprækken, borer / en hvid negl i hjertet.”
”Brudlinier”, s. 79.
Hvor samlingens tre første afdelinger – ”Sommersansning”, ”Ventevækster” og ”Italia” – rummer både helt korte, klokkeklare digte og længere, ligesom pulsende forløb, består den afsluttende suite ”Du –” af 13 digte af næsten identisk format. Her er både borende smerte, larmende længsel og en enorm bevægelse fra ”kromosom” til ”kosmos,” hvor natur, bevidsthed og ubevidsthed løber sammen i et skyggeflor. Sansningerne er sproglige, og sproget er sanseligt. Formen er langt mere selvstændig og selvsikker end i forfatterskabets tidlige digte, og Tove Meyer lader ”Du”-digtets dele løbe som en frise eller et poetisk billedrelief over siderne, både mildt og monumentalt.
Digtsuiten kan læses som én lang henvendelse – på samme tid en meditation og et testamente – til et ”du”, der ikke blot er en anden person, en elsket. Digtets ”du” skal måske nærmere opfattes som alt det, der rækker udover individet eller måske endda som selve sproget og den enorme kraft, digteren finder i det (Anne-Marie Mai: Södergrans danske døtre. Nordic Women's History, 2011-01-04).
Ligesom i ”Havoffer” er sproget nøgternt og nærmest køligt eller lufttørret, men samtidig er digtene tydeligt personlige, intime og bevægede, de åbner sig spørgende og søgende mod verden, men knuger samtidig et mørke i sig, slipper aldrig skyggeverdenen.
Tove Meyer
Tove Meyer er en markant, men ofte overset, skikkelse i moderne dansk lyrik. Hendes smalle forfatterskab – kun seks digtsamlinger på mere end 30 år – rummer kosmiske følelser og store erkendelser i...
Læs hele forfatterportrættet