”Han kunne ikke længere helt huske at han engang havde givet mig det navn som han ærede hos sin velgører farbror Jens. Han havde naturligvis ikke svedt ud at jeg var hans søn, og han modtog mig på det hjerteligste når jeg kom på besøg, men han kunne altså aldrig straks igen komme på hvad det var jeg hed.”
”Jens. En fortælling”, s. 74.
Drengen fra bondegården i Staun bevæger sig da også væk fra sine forældres verden mod universitetet, et liv som forfatter tilknyttet forlaget Arena og et længere udlandsophold i Luxembourg. Et ophold væk fra Danmark, der i skildringen af hjemkomsten til fædrelandet også leder til politiske pointer om bl.a. en ny nationalismes fremhævelse af relativt få muslimske tilflytteres påvirkning af den såkaldte sammenhængskraft: ”Jeg er så i øvrigt ikke i tvivl om at de globale folkevandringer vil fortsætte, og at vi må indstille os på at bruge væsentligt mere af vores rigdom – både her og der – for at vi ikke skal miste meget mere.” (s. 147).
Med sin titel og undertitel markerer Smærup Sørensen, at der både er tale om en erindringsbog og om fiktion. Han kalder den også en mindetro fortælling og understreger hermed, at den er tro mod hans erindring om de givne begivenheder, som også kan anskues anderledes fra et andet menneskes perspektiv.
I ”Jens” er der tale om en jeg-fortæller, som gør op med sit ophav, men som også samtidig har en oplevelse af fortsat at være så rundet af sin opvækst, at den bliver en vigtig del af forfattergerningen. Ligesom i resten af forfatterskabet er et af omdrejningspunkterne erindringen om det gamle bondesamfund, dets forsvinden og en erkendelse af både det frigørende ved det nye, og det der gik tabt i processen mod det moderne.
Jens Smærup Sørensen
Hos Jens Smærup Sørensen står en eksperimenterende modernisme side om side med gengivelse af den sociale virkelighed. Udgangspunktet er ofte det, der rører sig i figurernes bevidsthed, og fortætted...
Læs hele forfatterportrættet
