”På meget varme og vindstille junidage slæber mormor en zinkbalje midt ud på græsset. Hun fylder baljen med vand, så solen kan skinne på det. Det blinkende og solopvarmede vand er dejligt at bade i. Græs og små kviste flyder omkring i overfladen. Somme tider padler en mariehøne tværs over vandspejlet med et alvorligt udtryk i mariehøneansigtet. Man skal bare passe på ikke at røre metalkanten, der rager op over vandet. For den er gloende varm. Mens græsset uden om zinkbaljen er vådt og køligt.”
”Kastaniealleen”, s. 48-49.
Romanens anden del begynder til jul, hvor moren er med hjemme med de tre børn. Maja er startet i skole, men lider af rum-og-retningsforstyrrelse, der resulterer i ordblindhed, så hun skal blive på landet, indtil hun får plads på en ordblindeskole. Nu har hun endelig mormor for sig selv, og de to har det fineste parløb i en skæv dans med den lidt knarvorne forvaltermorfar, der nok synes, pigebarnet snart burde lære forskel på højre og venstre.
Portrættet af det ældre ægtepar og søskendeflokken er kærligt og detaljeret. Det lille husmandssted fremstår lyslevende i indretning, dufte og klamme senge med tunge dyner, og stemninger, lysfald og havens væsen er beskrevet nøje og præcist. I og med de retningsløse tableauer står tiden stille under læsningen. Romanen er også en fortælling om skaberkraft – når mormoren skriver eller cykler ud i det grønne for at male, har hun det bedst. Der – og kun der – skal børnene tie.
Tidens politiske strømninger præsenteres gennem moderen og hendes bror Lars – han holder af kapitalismen, hun af kommunismen; tidens mode vises frem af svigerinden Irene, der afholder sig fra at vælte rundt i udendørs leg, fordi hun har new look kjole på. Det gamle landbrugssamfund møder den moderne verden med mormor som den oplagte overgangskvinde, og alligevel er alting det samme til alle tider: glæder og sorger over børnene, lytten til vejrvarslerne og de daglige glæder slår igennem som eviggyldige værdier i et menneskeliv. Som mormor formulerer det ifølge Maja: ”Livets mening er den, at vi skal arbejde og leve og hele tiden sørge for at skaffe menneskene bedre kår her på kloden. Og så fryde os over alt det skønne.” (s. 156).
Romanen er illustreret af Dea Trier Mørchs egne linoleumstryk af udsigter, detaljer og børneansigter.
Dea Trier Mørch
Sympatiske portrætter af kvinder i alle aldre går igen i Dea Trier Mørchs romaner. Det store gennembrud fik hun med kollektivromanen ”Vinterbørn” i 1976, og siden fulgte en række bøger, der med soc...
Læs hele forfatterportrættet
