”jeg var alene og lod som om/ jeg kiggede videre/ på ingen verdens ting/ der ville komme til sig selv/ ved endestationen”
”Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale”, s. 20.
Digtets jeg definerer sig selv som et blåblikket væsen, der beskuer verden med skeptiske briller. Ligesom bluesmusikken var slavernes middel til at udtrykke deres elendige sociale vilkår og arbejdsforhold, bruger Larsen lyrikken til at påpege uretfærdighed, forstillelse og falskhed. Den vestlige verden – eller ’jordens skævt hængende venstre mundvig’, som det hedder i digtet – påvirker jeget og det mestendels negativt. Jeget har et kritisk syn på sine omgivelser og medmennesker: Landbruget er kommet på museum, landskabet er et handelslandskab, og identitet er noget, man tager på sig som en frakke bestilt via postvæsenet. Mennesker spiller roller, og virkeligheden ligner mere en teaterforestilling end noget andet. Drøm og virkelighed smelter sammen, og heller ikke mørket er en entydig størrelse. Hverdagen inkluderer den teknologiske udvikling, der er repræsenteret ved sms-beskeder, smileys og computere.
Stemningen er modløs og melankolsk, men i sproget blomstrer fantasien og opfindsomheden. Larsen giver nyt liv til sproget ved at skabe nye ord. Ved at sætte ord sammen dannes nye og overraskende betydninger: sønderforvåget, tilbudsbetændelser, sjælestalkers, fortovskode, ønskemennesker og smadderhjertebankende. Ord, der ikke minder om dem, vi almindeligvis hører og bruger.
Marianne Larsen
Med en særskilt sproglig bevidsthed har Marianne Larsen skrevet over fyrre digtsamlinger. Selv ser hun sit forfatterskab som en lang fortløbende proces, hvor den ene bog er en forudsætning for den ...
Læs hele forfatterportrættet
