Jan Sonnergaard

Genrer og tematikker

Da Jan Sonnergaards debutbog “Radiator” udkom i 1997, blev den hurtigt kåret til at være et slags opgør med den øvrige halvfemserlitteratur, og Sonnergaard var klar til at tage kampen op mod den blodfattige litteratur, der ifølge ham ellers dominerende årtiet: “I starten af halvfemserne blev jeg bare så træt af denne her litteratur, der er så anæmisk og ikke vil andet end sig selv. Der ledes fortvivlet i det her land efter meninger og sammenhænge, og så hjælper det ikke at snakke udenom.” (Mads Kastrup: “Jeg er ikke så rasende på alt og alle.” Berlingske, 2003-03-30).

Sonnergaard ville gøre op med poesiens indtog i prosaen og skrive litteratur, der brokker sig. Radiator-trilogien kan derfor læses som et samfundskritisk indspark til debatten, og de tre bøger tager på sin vis fat i tre samfundsklasser: det nye proletariat, middelklassen bag ligusterhækken og et kynisk overklassedanmark. Det er historier, der forholder sig konkret til den virkelighed, de beskriver, og nogle af novellerne er sågar direkte henvendelser til konkrete personer – som f.eks. “Lille Skat” fra “Sidste søndag i oktober”, der indledes med en tilegnelse til “Karen Jespersen fra Socialdemokratiet”.

Alle novellesamlingerne er præget af Sonnergaards halvrå og kyniske tone, der oser af sort humor, og hvor credoet: “overdrivelse fremmer forståelsen” synes at være et af forfatterens mest brugte litterære greb. Det samme gør sig gældende i de to romaner “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom” og ”Frysende våde vejbaner”. Det er stadig de store linjer og tidsbeskrivelser, der interesserer Sonnergaard, og han er stadig ikke bange for at kritisere samfundsudviklingen eller at lægge sig ud med den litterære inderkreds herhjemme.

Som da han ved et interview i forbindelse med udgivelsen af sin første roman brokkede sig over alle de danske bøger, der handler om den danske provins og almindelige menneskers almindelige liv, i stedet for storpolitik og samfundskritik, som han synes mangler i det litterære landskab: “Se på Helle Helle. Det kunne da efterhånden være rart at læse en bog, der ikke foregik blandt banalt dumme mennesker, der boede banalt grimme steder og foretager sig forudsigelige og banale ting. Der har også været vældig mange biografiske ting, hvor man ikke tror sine egne øjne. En fuldkommen ukendt Knud Romer skriver om sin opvækst. Hvad fanden rager det mig? Næh, han skriver endda om sin mor, og hvad rager hun mig, hvis hun ikke har bedrevet et eller andet? Og det har hun mig bekendt ikke, og så går bogen gud døde mig hen og bliver en bestseller”. [4]Carsten AndersenHvad fanden rager Romer mig? Artikel i Politiken2009-10-06.

I 2006 debuterede Jan Sonnergaard som manuskriptforfatter på teaterstykket “Liv og død på Café Olfert Fischer”, der blev opsat på teatret Kaleidoskop, og han har også fået udgivet “Gamle Historier” fra 2009, der indeholder nyere og ældre noveller, der tidligere har været trykt i magasiner og dagblade.

I forbindelse med udgivelsen af novellesamlingen ”Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer” understregede Jan Sonnergaard, at han gerne ville være lidt rarere ved sine læsere, end han tidligere har været: ”Jeg har virkelig været ondskabsfuld, men læserne er blevet ved med at købe mine bøger og komme til mine foredrag. I den roman, jeg også har skrevet, sprænger jeg sågar hele kloden i luften. Så tænkte jeg, at denne gang vil jeg være flink og give læserne noget, de gerne vil have. Jeg forhørte mig hos forlag og i nogle boghandler.” [6]Kristen BjørnkjærMarsmand-testen og dogmerneInformation, 2013-03-27.. Det viste sig, at læserne gerne vil have tykke bøger, kærlighed og mad.

Beslægtede forfatterskaber

Tonen hos Jan Sonnergaard er rå, og han bruger et talenært sprog, der gør at han stilistisk er blevet sammenlignet med Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og ikke mindst Dan Turéll der også optræder som biperson i romanen “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom”. Selv mener Sonnergaard at være inspireret af alt fra Proust til det tyske band Kraftwerk, og musikken spiller da også en stor rolle i stort set alle Sonnergaards tekster, især soundtracket fra hans egen coming of age i 1980’erne, ligesom den politiske og punkagtige undergrundsscene også sætter sine tydelige spor i hans tekster. Som forfatter og litteraturanmelder Lars Bukdahl skriver om Sonnergaards litterære inspirationskilder i “Generationsmaskinen” (2004): “Firserdigterne har han intet til fælles med eller til overs for (for slet ikke at tale om halvfemserdigterne), det er musikken og selve den kulturelle (og politiske) undergrundsscene, hans firsernostalgi retter sig imod.” (s. 334).

Man kan sige, at Sonnergaard indvarslede en ny rå tone i litteraturen, der i 00´erne også kom til udtryk i Jakob Ejersbos socialrealistiske og kritikerroste “Nordkraft” (2002) og Jeff Matthews’ fragmenterede og frenetiske bevidsthedsstrøm af en debutroman, “Halality” fra 2001.

Det er også nærliggende at sætte Sonnergaard i forbindelse med en anden og nyere novelleforfatter, Martin Kongstad, der i sin novellesamling “Han danser på sin søns grav” (2009), også tager fat på en beskrivelse af sin egen generation. Begge forfattere beskriver usentimentalt om den tid, de lever i, og krydrer fortællingerne med en konkret detaljerigdom, der vidner om et nært kendskab til de miljøer, de skriver om.

En af mange udenlandske forfattere, der kan drages paralleller til, er canadiske Douglas Coupland, der blandt andet i sin debutroman ”Generation X” fra 1991 giver et samfundskritisk portræt af virkeligheden for generationen, der bliver voksen i 1980’erne.

Relaterede forfattere