BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Jakob Ejersbo
Foto: Morten Holtum
*Seneste udgivelse

Jakob Ejersbo

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2015
Hovedforfatter
  • Tim Lissauer
    journalist, 2010

Intro

En historie om misbrugere og pushere i Aalborg lyder ikke umiddelbart som en bestseller. Alligevel lykkedes det Jakob Ejersbo at besnære læserne med sine nuancerede og realistiske beskrivelser i romanen “Nordkraft”, der indgav ham De Gyldne Laurbær. I sommeren 2008 gik den kun 40 årige forfatter bort. Han efterlod sig et 1.600 siders manuskript, som han sammen med Gyldendalforlægger Johannes Riis havde arbejdet på i lidt over et år. Efter hans død udkom bøgerne “Eksil”, “Revolution” og “Liberty”, der tilsammen udgør Afrika trilogien. De tre bøger er Ejersbos beretning om et kontinent præget af rodløshed, identitetsproblemer, brutalitet og ren og skær overlevelse. Samtidig binder trilogien en sløjfe om et forfatterskab, der med både kølighed og indlevelse konstant kommer på skudhold af virkeligheden, uden nogensinde at forfalde til hverken blødsødenhed eller kynisme.

Baggrund

Jakob Ejersbo blev født i 1968 i Rødovre. I 1974, da Ejersbo var seks år gammel, rejste familien til Tanzania, hvor han og storesøsteren Ea startede på Den Internationale Skole i byen Moshi (ISM). I 1976 flyttede familien tilbage til Danmark og bosatte sig i Frejlev uden for Aalborg, hvor Ejersbo begyndte i 3. klasse. Men da faderen igen fik job i Tanzania, tryglede Ejersbo om at komme med, og som 13-årig rejste han atter til Tanzania med sin far, hvor han blev genindskrevet på ISM. I slutningen af 80’erne rejste Ejersbo tilbage til Danmark, hvor han påbegyndte efterskole og senere HF, mens forældrene rejste tilbage til Tanzania uden børn.

”Hunden snerrer. Hjørnetænderne er blanke af savl, og kæbernes snappen sender et luftryk mod mit skød. Jeg står med 300 gram hash tapet fast til mit maveskind.”

“Nordkraft”, s. 11.

Jakob Ejersbo afsluttede sin HF-eksamen i 1988, og efter forgæves at have forsøgt sig med en række universitetsuddannelser i Aalborg, startede han på Danmarks Journalisthøjskole i Århus og dimitterede i 1995. Efterfølgende arbejdede han primært med radio, men forfatterdrømmen blev ved at trække i ham. Han har desuden været isolator, opvasker, piccolo, fabriksarbejder, brolægger og arbejdsløs.

Jakob Ejersbo
Foto: Morten Holtum
  • Født

    6. april 1968 i Rødovre.

  • Død

    10. juli 2008.

  • Uddannelse

    Uddannet journalist ved Danmarks Journalisthøjskole 1995.

  • Debut

    Fuga, Tiderne skifter, 1998. Brevroman (sammen med Morten Alsinger).

  • Litteraturpriser

    De Gyldne Laurbær, 2003. DR Romanprisen, 2010.

  • Seneste udgivelse

    Nedrullede persienner og andre begyndelser. Gyldendal, 2015. Noveller.

  • Inspiration

    Kerstin Ekman, Hans Kirk, Hans Lucht, Ernest Hemingway, John Steinbeck, Erich Maria Remarque og Aleksandr Solsjenitsyn.

  • Periode

    Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

  • Genre

    Autofiktion

  • Dokumentar om Jakob Ejersbo i DR 2

I 1998 debuterede Jakob Ejersbo med brevromanen “Fuga”, som han skrev sammen med Morten Alsinger, en ven fra universitetsmiljøet i Aalborg. Efterfølgende skrev han novellesamlingen “Superego”, der blev afvist af flere forlag, indtil Gyldendal til sidst antog bogen. “Superego” udkom i 2000 til et splittet anmelderkorps, der enten elskede eller hadede Ejersbos skildring af tidsånden omkring årtusindskiftet.

I 2002 fik Ejersbo sit litterære gennembrud med romanen “Nordkraft”, der beskriver et barskt ungdomsmiljø i Aalborg. “Nordkraft” fik en overvældende modtagelse af både anmeldere og publikum. Den blev filmatiseret i 2005, og i årene, der fulgte ventede litteraturredaktioner og den brede fanskare spændt på, hvad den unge, talentfulde forfatter havde i ovnen.

I september 2007 fik Jakob Ejersbo stillet diagnosen ondartet kræft i spiserøret. Siden foråret samme år havde han og Gyldendals forlagsredaktør Johannes Riis minutiøst gennemgået et 1.600 siders langt manuskript, der var baseret på Jakob Ejersbos tid i Afrika. Efter at have fået konstateret sygdommen, skrev Ejersbo en mail til Johannes Riis med en brugsanvisning på det videre arbejde med manuskriptet. Ti måneder senere, i juli 2008, døde han.

I 2009 genoptog Johannes Riis arbejdet med manuskriptet, og med hjælp fra venner og familie udkom romanerne “Eksil”, “Revolution”, “Liberty” – med et par måneders mellemrum i 2009. Romanerne udgør tilsammen Ejersbos Afrika-trilogi. I 2010 modtog han posthumt DR Romanprisen for det sidste bind i serien.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Dokumentar om Jakob Ejersbo i DR 2:**

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Jakob Ejersbos forfatterskab er først og fremmest præget af en intens realisme. Fra “Fuga”s mandeskildring over “Superego”s generationsportræt, til “Nordkraft”s socialrealisme og Afrika-trilogiens civilisationskritik: Alle er de båret af et forsøg på at skildre virkeligheden så tæt, ærligt og indlevende som muligt. Ejersbo føler med sine karakterer, om det så er kvinden, der bruger sin krop til at få det hun vil have (dansk såvel som afrikansk) eller manden, der snyder sig selv og andre for at opfylde sin egen drøm. Alle bliver de forsøgt fremstillet som mennesker, der tager konsekvensen af deres situation – og gør, hvad de kan, for at sikre deres egen tilværelse, selv om truslen mod den kan svinge fra begrænset til ekstrem. Frem for egentlig socialrealisme kan man hos Ejersbo tale om empatisk realisme.

Kendetegnende for forfatterskabet er desuden de mange stemmer, der kommer til orde i værkerne. Allerede i “Fuga” sætter han en klar dagsorden. Det er faktisk kun i “Eksil”, der tales med én tydelig stemme, nemlig Samanthas. Dette hænger både sammen med “empatisk realisme” – Ejersbos ønske om at komme hele vejen rundt om sine personer - men også, som Carsten Jensen gør det, sammenlignes med at surfe på nettet, hvor “hvert link fører til hundrede nye links, der igen fører til hundrede nye links som et tæppe, der breder sig uendeligt i alle retninger, indtil det dækker hele kloden i en 1:1 gengivelse.” [2]Carsten JensenDer findes ikke bipersonerDagbladet Information, 2010-01-28.

Ejersbos forfatterskab kan desuden læses som personligt stof. Samtlige værker er betegnet “fiktion” og bør også læses som sådan. Men derfor kan man alligevel godt hævde, at den fiktive Christian i Afrika-trilogien ligger tæt op ad Ejersbo selv. Ligesom Christian boede Ejersbo alene med sin far i Tanzania i 80’erne og gik på Den internationale Skole i Moshi. Han blev ven med en jævnaldrende tanzanianer ved navn Ali, der ligesom Marcus i “Liberty” arbejdede for en svensk familie. De hørte musik og gik på Liberty sammen, det diskotek, der optræder i og har lagt navn til, bogen. Og hans første store kærlighed Teri “Hot” Shott, led en skæbne, der ligner den Samantha møder i “Eksil”/”Liberty”. Det er samme Teri “Hot” Shott, som “Nordkraft” er dedikeret til, og selvom den udkom et godt stykke tid før Afrika-trilogien, kæder dedikation deres universer sammen. Og således kan man også læse skildringen af Aalborgs narkomiljø I “Nordkraft”, som det Christian oplevede efter han forlod Afrika, også selv om en Ejersbo-lignende jeg-person ikke umiddelbart kan identificeres. Forfatterskabet bindes sammen i både tid og rum på trods af udgivelsernes omvendte kronologi.

En af de centrale tematikker, der udfoldes i forfatterskabet, er forholdet mellem børn og forældre. Den væsentligste er portrættet af ungdommen, der fylder meget i bøgerne. Men også forældregenerationen, dens hykleri, eller som der står skrevet bag på pocketudgaven af “Nordkraft”, “…fortabte forældre, som alle sammen kun lige akkurat kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage.” Forældrene er ofte enten svage, moralsk korrumperede eller nogle selvfede hyklere, som man for en hver pris ikke vil komme til at ligne. Således portrætteres ungdommen ofte i modsætning til forældregenerationen: De unge vil bare være “sig selv” i stedet for at gøre som forældrene, der har opgivet deres drøm og nøjes med at polere facaden. Måske af samme grund falder figurerne igennem, når de træder ind i de voksnes verden. De nægter at spille spillet, så i stedet tromler spillet hen over dem. De unge tabes i mangel på stærke forbilleder – det er for eksempel først, da Christian mister troen på sin fars moral, at det for alvor begynder at gå galt for ham i “Liberty”.

Afrika-trilogien har desuden mange kommentarer til temaer som globalisering og postkolonialisme. Førstnævnte kommer i “Liberty” til udtryk i forskellen på mobilitet mellem Christian og Marcus. Globaliseringens nedbrydning af grænser betyder kun noget for dem, der har det rigtige pas. De, der hverken har råd eller visummuligheder, er stadig borgere i traditionelle nationalstater. Også postkolonialisme, altså de omstændigheder, der knytter sig til forholdet mellem tidligere kolonimagter og tidligere kolonier, bliver behandlet i Afrika-trilogien. Nogle figurer, som svenskeren Jonas i “Liberty”, behandler Afrika som et tag-selv-bord, mens andre, så som Christians far, ønsker at give afrikanerne metoder til at leve et bedre liv. Begge er udsendt af hjælpeorganisationer, men deres dagsorden er forskellig, og begge bliver i større eller mindre grad udpeget som koloniherrer, som nogle der føler sig bedre end de primitive afrikanere. Det er denne holdning, som Samantha er præget af, som Christian tager afstand fra, og de begge bliver ofre for. Christians tanzanianske venner ser ham som en guldfugl, og de kæmper indbyrdes om deres “mzungu” (swahili: ‘hvid mand/europæer’), som de hver især tror vil gøre dem rige og i bedste fald tage dem med til Europa.

Beslægtede forfatterskaber

Med “Superego” skrev Jakob Ejersbo sig ind i en bølge af ny dansk realisme i slutningen af 1990’erne, der især blev repræsenteret ved Jan Sonnergaard. I novellesamlingen “Radiator” (1997) behandlede Sonnergaard underklassen, og fulgte siden op med “Sidste søndag i oktober” (2001) og “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen” (2003). Men hvor Sonnergaard i høj grad bruger det realistiske stof til at sige noget om samfundet, så vil Ejersbo hellere sige noget om menneskene. Alligevel har Sonnergaard og Ejersbo det til fælles, at de portrætterer den moderne kynisme – det at vide noget er forkert, og så gøre det alligevel. Bret Easton Ellis, den amerikanske forfatter til bl.a. “Under Nul” (1985) og “American Psycho” (1991) kan siges at være et litterært forbillede for Ejersbo, ligesom det er det for Sonnergaard. Bret Easton Ellis tilskrives så flotte titler som én af de største postmodernistiske forfattere samt talerør for Generation X – den generation som Ejersbo skriver om i “Superego”. Ellis skriver sig så tæt ind i sindene på sine personer, at det bliver helt uhyggeligt – et projekt som Sonnergaard også forsøger, og som Ejersbo først perfektionerer senere i forfatterskabet.

En tidligere amerikansk forløber for Ejersbo er forfatteren Charles Bukowski, hvis personer ofte er fordrukne antihelte, hvis ydre kynisme dækker over en kerne af følelsesfuldhed og moral. Bukowski er eksponent for en litterær retning ved navn “dirty realism” (beskidt realisme), der på mange måder ligner den, som Ejersbo udfolder i “Nordkraft”. Den beskidte realisme hos Ejersbo er som tidligere nævnt empatisk betonet, men den har også til formål at fremvise nogle af de randeksistenser, som samfundet normalt ikke kender som andet end junkier og alkoholikere.

Jakob Ejersbo har tillige en forbundsfælle i den amerikanske forfatter J.D. Salinger, hvis hovedperson i romanen “Forbandede ungdom” (1951, da. 1953) den 17-årige Holden Caulfield, afskyr de voksne og al deres falskhed. Holden ønsker at beskytte sin lillesøster mod voksenverden, så hun ikke bliver endnu en af de forlorne voksne. Som Jens Kistrup er citeret på bagsiden for at sige: “Hvad har vi at tilbyde den opvoksende generation andet end en uforstående opdragelse og en industrialiseret civilisation”. Citatet er rammende i forhold til Ejersbos forfatterskab, om end “industrialiseret” skulle udskiftes med “globaliseret” – med Afrika-trilogiens globaliseringskritik in mente.

Afrika-trilogien har desuden en historisk forløber i Karen Blixens “Min Afrikanske Farm” (1937). Blixen skriver memoirer (erindringer), Ejersbo skriver fiktion, Blixen boede i kolonien Britisk Østafrika (det nuværende Kenya), mens Ejersbos bøger foregår i det nu afkolonialiserede naboland Tanzania. Men lighedspunkterne ligger netop i disse forskelle: Blixen skrev om afrikanerne som mere oprindelige og ægte – Ejersbo skildrer dem som kæmpende for overlevelse med alle midler, skruppelløse fordi de intet har. Afrika-trilogien er, hvad der er blevet af Blixens Afrika Opvækst fra stammesamfund til moderne stater er hæmmet af kolonitiden, dens udnyttelse og dårlige vaner.

Endelig kan man trække en fortælleteknisk linje til den dominikansk-amerikanske forfatter Junot Diaz, der med romanen “Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv” (2007, da. 2009) fortæller historien om en generation, en nation og i særdeleshed en person, nemlig den overvægtige science fiction-nørd Oscar Wao, en overvægtig dominikansk dreng, der vokser op i den amerikanske stat New Jersey. Historien bliver fortalt af hans eneste ven og af hans storesøster, og flerstemmigheden gør det samme for historien, som den gør for Ejersbos værker: Læseren kommer hele vejen rundt om karaktererne, vi oplever ikke bare, hvordan de ser sig selv, men også hvordan andre ser dem. Samtidig er sproget præget af domikansk slang, der på samme måde som i “Liberty” er med til at stille skarpt på den dominikanske kultur og sprog.

Derudover er Oscar fanget mellem sit dominikanske ophav og sin amerikanske opvækst – på samme måde som personerne i Afrika-trilogien er fanget mellem det konventionelle, men rige Europa, og det eksotiske, men fattige Afrika.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Bibliografi

Fuga
Fuga

Jakob og Alsinger, Morten Ejersbo

1998. Brevroman

Superego
Superego

Jakob Ejersbo

Gyldendal, 2000. Noveller.

Nordkraft
Nordkraft

Jakob Ejersbo

Gyldendal, 2002. Roman.

Eksil
Eksil

Jakob Ejersbo

Gyldendal, 2009. Roman.

Revolution
Revolution

Jakob Ejersbo

Gyldendal, 2009. Fortællinger.

Liberty
Liberty

Jakob Ejersbo

Gyldendal, 2009. Roman.

Nedrullede persienner og andre begyndelser
Nedrullede persienner og andre begyndelser

Jakob Ejersbo

Gyldendal, 2015. Noveller.

Film

Nordkraft

Kan ses på Filmstriben.

Ejersbo

Den afdøde forfatter Jakob Ejersbos to bedste venner kæmper sig op mod toppen af Kilimanjaro for at sige endeligt farvel og i al hemmelighed opfylde Ejersbos ønske om at få spredt sin aske netop dér. Kan ses på Filmstriben.

Om forfatterskabet

Web

Introduktion til “Nordkraft”.

Litteratursiden.

Information om Ejersbos værker

Gyldendal.

Artikler

Tag tiden. Ekstra Bladet

Christina Hammer

2000-07-29. Interview Jakob Ejersbo i forbindelse med udgivelsen af “Superego”

Provinspusher. Ekstra Bladet

Rod Ivan

2002-08-31. Portrætinterview med Jakob Ejersbo. Bjørnkjær, Kristen: Først får man succes – og så dør man. Information, 2008-07-12. Portræt af Jakob Ejersbo i forbindelse med hans død

Alt det, Jakob nåede
Alt det, Jakob nåede

Søren Kassebeer

Berlingske Tidende, 2009-03-28. Portræt af Jakob Ejersbo i forbindelse med udgivelsen af “Eksil”.

Indeni er jeg helt… grå

Lasse Horne Kjældgaard

Politiken 2009-04-01. Portræt af Jakob Ejersbo i forbindelse med udgivelsen af “Eksil”.

Interview: Førstelæser for Ejersbo
Interview: Førstelæser for Ejersbo

Carsten Andersen

Politiken 2009-11-08. Interview med vennen Christian Kirk Muff, der var Ejersbos sparringspartner gennem hele forfatterskabet.

Jacob Ejersbo skrev om det virkelige Afrika

Mikala Satiya Rørbech

Politiken, 2010-01-20. Portrætinterview med Jakob Ejersbos mor Hanne Ejersbo.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jakob Ejersbo

Kilder citeret i portrættet

[1]

40 år i dag: Ikke så meget udenomssnak

Carsten Andersen

Politiken, 2008-04-04.

[2]

Der findes ikke bipersoner

Carsten Jensen

Dagbladet Information, 2010-01-28.

[3]

In at være trendy

Jens Kistrup

Weekendavisen, 2000-05-31.