Junot Diaz

Genrer og tematikker

Junot Diaz har gjort det ganske særlige at skrive amerikansk fiktion om en gruppe emigranter fra Den Dominikanske Republik med en gennemført kulturel dobbelthed og samtidig insistere på, at USA’s historie ikke kan fortælles uden, at man kommer omkring Den Dominikanske Republiks historie. På den måde insisterer han på at inkludere USA’s militære såvel som kulturelle magtfaktor i verden i sine værker.

Såvel i novellesamlingen som i romanen er Diaz' skrivestil realistisk og billedskabende. Talesprog og slang inkluderes i det skrevne, som samtidig er varieret og velfungerende som skriftsprog betragtet. Både i “Drengenes By”, men især i “Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv” benytter han sig af spanglish – en blanding af engelsk og spansk – hvilket giver teksterne karakter af at være skrevet på dialekt og samtidig planter det sproglige meget præcist i forhold til indholdet.

Junot Diaz mestrer begge de valgte genrer; novellerne står stærkt hver for sig, men bindes smukt sammen – først og fremmest ved forskellige personer, der går igen gennem flere noveller.

Romanen er, som Politikens anmelder Kim Skotte skriver, en litterær bastard med “en særlig sult og gennembrudsstyrke”. En krydsning mellem genrer og stilarter, der stikker i mange retninger, men balancerer mellem alle sine komponenter [1]Kim SkotteJunot Diaz' bestseller er nu oversat til danskPolitiken, 2009-02-24..

Både i “Drengenes By” og i “Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv” er der såvel hudflettende som kærlige beskrivelser af moderskikkelsen. I “Drengenes By” hedder det: “Vi kunne aldrig få Mami til at lave noget efter fyraften, ikke engang aftensmad, hvis hun ikke først fik lov at sidde lidt i sin gyngestol. Hun ville ikke høre om vores problemer, de skrammer vi havde fået på knæene, hvem der havde sagt hvad. Hun sad på den bagerste patio med lukkede øjne og lod insekterne bide bjerge på sine arme og ben. Somme tider klatrede jeg op i guanabanatræet, og når hun åbnede øjnene og så mig smile ned til sig, lukkede hun dem igen, og så smed jeg småkviste ned på hende indtil hun lo”. (s. 69).

I “Oscar Wao” hedder det derimod: “I de sidste uger vidste jeg godt at jeg ikke skulle opholde mig i nærheden af min mor. Det meste af tiden gloede hun bare på mig med et ædende ondt blik, men nogle gange tog hun uden varsel fat om halsen på mig og blev ved med at klemme indtil jeg tvang hendes fingre væk. Hun gad ikke tale til mig medmindre det var for at fremsætte dødstrusler. Når du bliver voksen, vil du møde mig i en mørk gyde når du mindst venter det, og så slår jeg dig ihjel, og ingen vil vide at det var mig der gjorde det! Hun godtede sig bogstavelig talt da hun sagde det.”( s. 72).

Om sin moder-karakteristik i “Oscar Wao” siger Diaz: “Skildringen af Belicia er en ode, en hyldest til kvinder af min mors generation [...] Min mors generation var kvinder, der gennemstod indvandringens slid og genvordigheder. Men det var småting i forhold til, hvad de havde været igennem i hjemlandet. Jeg tilbragte de første 20 år af mit liv i selskab med min mor, og jeg anede ikke det mindste om, hvordan det havde været. Hun sagde aldrig et ord om det. Og alle de andre kvinder i mit lokalområde lignede min mor på det punkt – dengang syntes jeg, de lignede hinanden på næsten alle punkter, mødre var jo mødre, sådan nogle lyseslukkere, lidt nedrige, lidt overvægtige, en vorte her og der – og så begynder man først senere at se dem for alvor. Man begynder at forstå, at de her kvinder alle havde historier, der for længst ville have revet mig midt over.” [2]Joakim JakobsenMutanterne er vores bedste spejlWeekendavisen, 2009-02-12..

“Drengenes By” og “Oscar Wao” indledes begge af digte af henholdsvis Gustavo Pérez Firmat og Derek Walcott. Begge kredser de om nationalitet eller mangel på samme, om søgen og længsel efter et sted at høre til. Nærmest en slags indholdsfortegnelse over hovedtemaet i forfatterskabet. Et tema, der altid varetages med følsomhed, men uden sentimentalitet, og som rammer lige i hjertekulen, når det, med sin evige aktualitet, pakkes ind i Diaz' rørende historier.

Beslægtede forfatterskaber

Junot Diaz' forfatterskab er blevet sammenlignet med blandt andet J.D. Salingers. Således er “Oscar Wao” sammenlignet med “Griberen i rugen” (“The Catcher in the Rye”, 1951) (oprindelig oversat som "Forbandede ungdom"). En indlysende sammenligning, da begge bøger har slået direkte ned på strømninger i deres tid med et klart og ubarmhjertigt blik for samfundets såvel som det almindelige menneskes ømme punkter. For selv om et vigtigt tema i Diaz' forfatterskab er immigration, beskæftiger han sig hele tiden med almengyldige, menneskelige problemstillinger, som blot står klarere frem mod immigrantbaggrunden.

En anden forfatter, der også har beskæftiget sig med Den Dominikanske Republik og beskrevet Trujillo, er peruvianske Maria Vargas Llosa. I sin roman “Bukkens Fest” (2000) beskriver han i en realistisk stil diktatorens sidste dage. Det, Vargas Llosa og Junot Diaz er fælles om, er det to-sporede kulturelle udgangspunkt i henholdsvis historien og egne oplevelser.

En forfatter, der stilmæssigt har mere tilfælles med Diaz, er amerikanske Michael Chabon. Han blander genrer i rigt mål og lader hånt om konventionerne, når hans tekster får lov at stritte i forskellige genremæssige retninger. Derudover blander han også populærkultur ind i sine tekster, som i øvrigt har mere end et anstrøg af magisk realisme. Præcis som vi kender det fra Diaz og hans uendelige referencer til Sci-fi-kultur med mere.

Desuden sætter Diaz selv sit forfatterskab, især fortællingen om Oscar Wao, ind i en Rushdie'sk tradition med dens forsøg på at kombinere den konkrete fortælling med lange historiske linjer. Også idéen om, at den kulturelle bastard er flertallets sandeste og mest ubarmhjertige spejl, har han tilfælles med Rushdie. De evner begge at sætte en historie på spidsen ved at placere hovedpersonen midt i en kulturel smeltedigel, op ad hvilken bastarden som en anden fugl Phønix stiger som et uafviseligt billede på sin tid.

Men ellers er han varsom med at kategorisere for meget:“Selv om min roman er populær nu, og selv om det lader til, at den siger publikum noget, skal der gå en ti års tid, før vi overhovedet kan vurdere dens placering. Det, som er meget betydningsfuldt ved en bogs udgivelse, er aldrig det vigtigste, når man kommer ti år frem i tiden. Efter ti år lægger man ikke længere vægt på de aktuelle, spektakulære elementer, som til at begynde med tiltrak sig opmærksomhed. Hvis bogen holder, dukker der dybere lag frem.” (Joakim Jakobsen: “Mutanterne er vores bedste spejl”. Weekendavisen, 2009-02-12.

Relaterede forfattere