Toni Morrison

Emneord:

Hovedforfatter

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., januar 2021

Da Toni Morrison i 1993 vandt Nobelprisen i litteratur, lød det i begrundelsen fra Det Svenske Akademi, at Morrison havde givet afroamerikanere deres historie tilbage. Morrison er den eneste afroamerikanske forfatter, der har vundet prisen, og en af meget få kvinder, og hele sit liv forsøgte hun at skrive en oplevelse og erfaringsverden frem med en stil, fortællestruktur og musikalitet, som er specifikt afroamerikansk i tonen. I et interview til New York Times i 1987 sagde hun blandt andet: ”Min verden er ikke blevet mindre af, at jeg er en kvindelig, sort forfatter. Den er kun blevet større.”

Baggrund

Toni Morrison (f. 1931) voksede op i en lille by i Ohio, i et sammensat arbejderklassekvarter omgivet af østeuropæiske immigranter, mexicanere, tilflyttere fra sydstaterne og mange andre. Der var kun én kirke i byen og én highschool, hvor alle gik. Morrison var den eneste med sort hudfarve i sin klasse, men det var først, da hun kom på Howard University og flyttede til Washington DC, at hun for alvor mærkede den diskrimination og raceadskillelse, der stadig prægede USA i fyrrerne.

”Det andet problem var selvfølgelig sproget. At fastholde det foragtelige blik, samtidig med, at jeg saboterede det, var vanskeligt. Romanen forsøgte at ramme den racebestemte selvforagts rå nerve, blotte den, og så dulme smerten, ikke med narkotika, men med sprog, som gengav den kraft, jeg opdagede, første gang jeg oplevede skønhed. Fordi det øjeblik også var mættet med racebevidsthed (min voldsomme reaktion på det, min skolekammerat ønskede sig: meget blå øjne til meget sort hud; det skår, hun slog i min opfattelse af skønhed), var dét, jeg kæmpede for at skrive på en måde, der var ubestrideligt sort. Jeg ved endnu ikke helt præcist, hvad det er, men hverken det eller et forsøg på at diskvalificere bestræbelser på at finde ud af det, afholder mig fra at prøve at nå frem til det.”

Efterord til ”Blå, blå øjne”, s. 199.

Busserne var raceopdelte, og på Howard University, som var et sort universitet, havde man noget, der blev kaldt ”the paperbag test”, som gjorde et uudsletteligt indtryk på Morrison: ”På campus var de studerende selv meget engagerede i denne rangorden, og ens hudfarve gav adgang til forskellige ting. Der var noget, der hed ”papirspose-testen” – var ens hud mørkere end en papirspose, så blev man placeret i én kategori, havde man samme farve som posen, sat i en anden, og var huden lysere, kom man i en tredje og mere privilegeret kategori.” [1]. Denne hierarkiske opdeling efter hudfarve, som blev udøvet internt i sorte miljøer, er noget, Toni Morrison er vendt tilbage til mange gange i sine romaner.

I Toni Morrisons hjem blev der sunget og fortalt historier, ofte uhyggelige historier, som Morrisons mor havde fået fortalt af sin mor og tante hjemme i Alabama. Toni Morrison kom til at elske spøgelseshistorierne og de jazzballader, som hendes mor gik og sang derhjemme, hvilket, ifølge Toni Morrison selv, har været med til at præge hendes tekster i en mundtlig og musikalsk retning. Som barn læste hun alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, fra Jane Austen til Mark Twain, og hun vidste tidligt, at hun gerne ville på college og være omgivet af sorte intellektuelle.

Foto: Don Emmert / AFP / Ritzau Scanpix

Født
18. februar 1931 i Lorain, Ohio, USA.
Død
5. august 2019 i New York.
Uddannelse
Bachelor i engelsk fra Howard University, 1953. Master i engelsk litteratur fra Cornell University, 1955.
Debut
The Bluest Eyes, 1970 (Blå, blå øjne, 1993).
Priser
Blandt andet Pulitzer-prisen for romanen “Beloved”, 1987 og Nobelprisen i litteratur, 1993. The Presidential Medal of Freedom v. Barack Obama, 2012.
Seneste udgivelse
Forestillingen om de andre. Information, 2023. (The origin of others, 2017). Oversætter: Lotte Follin.
Inspiration
Ralph Ellison, William Faulkner, Virginia Woolf, afroamerikansk folklore og musik.

Senere, som fraskilt og enlig mor, fik Toni Morrison ansættelse som redaktør på forlaget Random House, og det var her, hun selv begyndte at skrive fiktion. Hun savnede bøger, der henvendte sig til læsere med samme baggrund som hendes egen, og som redaktør var hun i 1970’erne med til at udgive andre sorte kvinder som Angela Davis og Gayl Jones. Hun stod også bag udgivelsen af ”Black Book” i 1974, en samling af fotografier, breve, sange og tegninger, der dokumenterede sorte amerikaneres historie fra slaveriet og frem til moderne tid. Senere sagde Toni Morrison, at det at lave den bog og danne sig et nyt blik over afroamerikansk historie var som at vokse op som sort én gang til.

Mange af de kvinder, Toni Morrison arbejdede sammen med, var alenemødre som hun selv, og de blev hendes nære venner og kolleger. Kvinderne hjalp hinanden økonomisk og passede hinandens børn, så de hver især kunne stjæle sig tid til at skrive. Toni Morrison begyndte at skrive en historie om en pige, som hun huskede fra sin barndom, der så brændende ønskede sig blå øjne. Det blev fem år senere til hendes første og mest autobiografiske roman, ”The Bluest Eye” (1970). Efter to romaner mere turde Morrison sige sit job som redaktør op og begynde at skrive på fuld tid.

Toni Morrison vandt Nobelprisen i litteratur i 1993. I sin tale ved overrækkelsen sagde hun blandt andet: ”Undertrykkende sprog betegner ikke blot vold; det er vold; det betegner ikke blot grænserne for viden; det begrænser viden.”

Toni Morrison døde i New York den 5. august 2019, otteogfirs år gammel.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Toni Morrison’s powerful words on racism. The Guardian, 2019.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Toni Morrison sagde ved flere lejligheder, at det, der drev hende til at skrive, var tavshed. Alle de historier, der ikke var blevet fortalt, og som hun mente burde fortælles. Det store tomme gab i litteraturhistorien, hvor der burde have været historier fortalt af afroamerikanske stemmer, som hun forsøgte at sætte ord på ved at skabe en kalejdoskopisk fortælleform, der gjorde brug af myter, spirituals, jazzsange og slavehistorier. Nogle af hendes romaner kan næsten beskrives som et græsk kor, der beskriver begivenheder fra amerikansk historie med et væld af forskelligartede stemmer.

I begyndelsen af sin forfatterkarriere fik Morrison ofte skudt i skoene af anmeldere, at hun begrænsede sig som forfatter, fordi hun mest skrev om afroamerikanere, og det tog et godt stykke tid, før hun for alvor fik sit litterære gennembrud. Om dette sagde hun: ”Jeg accepterer de båse, jeg bliver sat i, for det at være en kvindelig og en sort forfatter er ikke et overfladisk, men et dybt sted at skrive fra. Det begrænser ikke min forestillingsevne; det udvider den. Det er mere mangfoldigt end at være en hvid, mandlig forfatter, for jeg ved mere, og jeg har oplevet mere.” [1].

I ”Blå, blå øjne” (1970) og ”Sula” (1973), de første to romaner, forholder Morrison sig mere traditionelt til romanformen, men med ”Salomons sang” (1977) er det, som om hun løsriver sig og finder ind til en mere flerstemmig og musikalsk måde at fortælle på med en bred vifte af stemmer og historier; hendes stil bliver nonlineær og cyklisk på en måde, der kan minde om et jazznummer.

Humor fylder meget i selv de mest grusomme af Morrisons bøger, den ligger som en undertone i alle dialoger og som et generelt livssyn hos de fleste af Morrisons romankarakterer. Morrison selv har beskrevet, at humoren blandt sorte under slavetiden var noget af det, der kunne bære dem igennem. Det at gøre grin med de hvide og med sig selv var en måde at tage ansvar for sit eget liv, for sin egen skæbne.

Netop dialogerne i Morrisons romaner står som noget særligt. Om det at skrive dem, har hun sagt: ”Jeg ville bare tage det sprog, som for mig var så stærkt billedskabende, økonomisk, vanvittigt og intelligent på samme tid – bare de her korte sætninger eller udviklinger af idéer, som var min families og vores naboers og sprog. Uden at gøre det eksotisk eller komisk eller ghettoagtigt.” [1].

Beslægtede forfatterskaber

I sine romaner lykkedes det Toni Morrison at kombinere dyb psykologisk indsigt med en levende og vital kritisk af amerikansk historie. Hendes afroamerikanske forfatterkollega James Baldwin forsøgte sideløbende at undersøge, hvordan en blodig og fortrængt historie påvirkede hans egen generation af amerikanere. I romaner, essays og teaterstykker gav han en stemme til virkeligheden ved at vokse op som sort og homoseksuel i 1940’ernes og 1950’ernes USA. Hans selvbiografiske essaysamling ”Notes of a Native Son” (1955) er blevet en nyere amerikansk klassiker, og romanen ”Giovanni’s Room”, 1956, (”Giovannis værelse”, 1957) er blevet nyoversat til dansk af Pia Juul og omhandler kærligheden mellem mænd i 1950’ernes Paris.