Claudia Rankine

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2021

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., maj 2018

Den jamaicanskfødte digter, essayist og dramatiker Claudia Rankine er ikke akademiker eller aktivist, men hendes politiske idealer og tanker er trængt langt ind i den amerikanske kultur. I sine seneste bøger blander hun essayistik med poesi og kuratorisk arbejde, og det der males frem er levende portrætter af det amerikanske samfund, som det ser ud i dag med henholdsvis depression og racisme i fokus. Rankine skriver tilsyneladende enkelt, men uhyggeligt smukt og præcist.

Baggrund

Claudia Rankine er født i Kingston i Jamaica i 1963. Hun er digter, essayist og dramatiker, og hun har skrevet for magasiner som Harper’s, Granta og The Kenyon Review, og hun har været redaktør på adskillige antologier med amerikansk poesi, bl.a. ”American Women Poets in the 21st Century: Where Lyric Meets Language”.

”Mine brødre er berygtede. De har ikke været i fængsel. De er blevet taget til fange. Fængslet er ikke et sted man træder ind i. Det er intet sted. Mine brødre er berygtede. De gør almindelige ting som at vente. (…)
Vores barndomsdage sammen var stejle skridt ind i sammenstyrtende sind. De så ud som om vi reddede os selv, blev reddet. Og så er der disse dage, hver dag af vores voksne liv. De kommer aldrig til at glemme vores vej igennem det, disse brødre, hver bror, min bror, kære bror, min kære bror, kære hjerte .”

”Statsborger”, s. 95.

Foto: Elisabeth Weinberg

Født
1. januar 1963 i Kingston, Jamaica.
Uddannelse
Williams College og Columbia University.
Debut
Nothing in Nature is Private. Cleveland St U Poetry Cntr., 1994.
Litteraturpriser
National Book Critics Circle Award (Poetry), 2014. PEN/Open Book Award, 2015. PEN/Center USA Poetry Award, 2015. Los Angeles Times Book Prize in Poetry, 2015.
Seneste udgivelse
Det hvide kort. Kronstork, 2021. (The White Card, 2019). Oversat af Liv Nimand Duvå.
Inspiration
James Baldwin, Zora Neal Hurston, Adrienne Rich, Robert Hass.

Rankine er vokset op i kvarteret Bronx i New York, hvor hun også gik i katolsk folkeskole. Hun har studeret på Williams College og på Columbia.

Rankine har skrevet fem bøger, og hun har modtaget adskillige priser. Særligt belønnet er hendes bog ”Citizen” blevet, for den har hun vundet National Book Critics Circle Award for Poetry, og både PEN Literary Award og PEN Open Book Award, samt Los Angeles Times Book Prize. Den er også blevet en New York Times Bestseller. I 2016 vandt hun et McArthur Fellowship, bedre kendt som et Genius Grant. For pengene medfølgende den pris har hun bl.a. startet et forskningsprojekt op under navnet The Racial Imaginary, hvor mange forskellige bidragsydere skriver om oplevelser og tanker om racialisering i USA. På deres hjemmeside står der: ”Vores navn ’racial forestillingsevne’ skal indfange den vedvarende sandhed om race: det er et opfundet koncept der ikke desto mindre virker med ekstraordinær kraft i vores liv, begrænser vores bevægelse og forestillingsevner. Vi forstår at vores vores opfattelser, ressourcer, rettigheder og selve vores liv flyder langs raciale opdelinger som gør at nogen af os bliver konfronteret med restriktioner og giver andre uimodsagt magt. Disse linjer er blevet optrukket af og er vedligeholdt af hvid dominans selv når både individer og fællesskaber bliver ved med at udfordre dem.” [1].

Claudia Rankine bor i Californien og underviser på Yale University. Hun danner par med filmskaberen John Lucas, som hun også laver en serie filminterventioner, der hedder ”Situations” sammen med.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Claudia Rankine om racisme og skrivning. Louisiana Channel, 2020.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Claudia Rankines seneste to bøger har begge undertitlen ”An American Lyric” (”Et amerikansk digt”). Hvis man holder sig til den engelske titel et øjeblik, så peger ”lyric” måske mere på poesiens rødder i mundtlig form. Ikke at der er fast metrik og bastante gentagelser hos Rankine. Formen er fleksibel og kan samle sig i længere og kortere tekster, som væves ind i hinanden til hvad man måske så må forstå som ét helt digt.

Selvom der ikke er fast metrik er der alligevel en mundtlighed, en videreførelse af den mundtlige fortælletradition til internettets tidsalder. Internettet fordi det også handler om at indsamle historier og viden, i det hele taget insistere på at flere forskellige former kan være der inden for det samme værk. Poesi og essays, værker der indsamler og organiserer funden tekst fra f.eks. TV-dækningen af Katrina-oversvømmelsen i New Orleans. Eller som beskrevet ovenfor hvordan hun indsamler historier om oplevelser af racisme fra venner og bekendte. Eller i nogle kollaborative værker med filmskaberen John Lucas, hvor hun f.eks. klipper en sekvens, hvor den algiersk-franske fodboldspiller Zinedine Zidane nikker en modspiller en skalle midt på banen, ind i sin poesi, så der er en dokumentation af det videoværk, som også findes på hendes hjemmeside.

Claudia Rankine er multimedial, men hele tiden med et formål: det er den brede, offentlige samtale, hun interesserer sig for, fordi den viser et bredt udsnit af de problematikker, hun er så interesseret i at beskrive.

Det hænger også sammen med det, at det er et portræt af det amerikanske samfund, og måske nogle mere usynlige systemer i det amerikanske samfund, hun hele tiden er optaget af at skrive frem. Samfundet trænger hele tiden igennem i de enkelte historier og viser, hvordan man er gennemløbet af ideologi og systemer, når man er et individ i det senmoderne samfund.

Men Rankine er for eftertænksom og nuanceret til at være direkte aktivistisk i sin skrift. Det hele bliver hele tiden drejet lidt rundt, så man til sidst får hele billedet, hvis man er en opmærksom læser. For det kræver hendes værk. Men det skaber også læserens opmærksomhed ved sin potente simplicitet.

Beslægtede forfatterskaber

Claudia Rankine citerer i sine værker en lang række forfattere og billedkunstnere, hovedsageligt sorte. Bl.a. citerer hun den amerikanske forfatter James Baldwin: ”Kunstens formål er at klarlægge de spørgsmål, som svarene skjuler” (”Statsborger”, s. 121). James Baldwin skrev i 1960’erne meget om borgerrettighedskampen som den så ud ledt af Martin Luther King, men også om The Nation of Islam og The Black Panther Party, de mere politisk sprængfarlige dele af bevægelsen. Baldwin skrev essays til de store magasiner i New York, men har også skrevet romaner. Arven til Rankine går dog mere i den essayistiske retning.

Rankine citerer også, som beskrevet ovenfor, den amerikanske forfatter og antropolog Zora Neale Hurston, som skrev om den sorte erfaring, bidrog til dokumentationen af den haitianske voodoo-religion.

Af forfatterskaber herhjemme kan man tænke på den politiske retning, samtidslitteraturen har taget, hvor man også digter med reelle og specifikke problemstillinger og viser nye tilgange til litteratur og aktivisme. Lone Aburas’ seneste bog ”Det er jeg der taler (regnskabets time)” fra 2017 undersøger i et højt sprogligt tempo den politiske monologs muligheder. Aburas er også tematisk motiveret af at være i en racialiseret krop, og hun er også hele tiden interesseret i at skabe rum, hvor ophobningen af de specifikke erfaringer tegner et billede af noget strukturelt i samfundet; racisme.

Det samme kan man sige, at Maja Lee Langvad gør, særligt i ”Hun er vred” (2014) og ”Find Holger Danske” (2006). I ”Hun er vred” skriver Maja Lee Langvad et konceptuelt stramt værk, hvor sætningen ”hun er vred” gentages igen og igen. Hele tiden er hun vred over forskellige aspekter, der knytter sig til transnational adoption. Det er personligt – Lee Langvad er selv adopteret – men også en slags forskningspoesi, et gennemresearchet vidnesbyrd. På den måde kan det minde om Claudia Rankines udvidede praksis som forsker og underviser, såvel som om hendes poesi.