Teju Cole

Genrer og tematikker

Forfatter Teju Cole er i læsninger af ”Åben by” ofte blevet forvekslet med bogens fortæller og hovedperson, men Cole nægter, at hans roman skal læses som autofiktion. Alligevel er der mange elementer, som er inspireret af forfatterens eget liv. At have ét ben i Afrika og ét i USA er et af dem. I ”Åben by” er fortællerens rodløshed et tematisk omdrejningspunkt, som understreges af hans flakken omkring i byen. Med en nigeriansk far, en tysk mor og en amerikansk universitetsuddannelse har fortælleren Julius ikke hjemme et bestemt sted.

Netop denne erfaring fra to verdener, mener Teju Cole, er en af årsagerne til den succes, som han oplever med sin bog, og som kendetegner mange andre succesfulde afrikanske forfattere. På mange måder skriver de en litteratur, som indfanger samtidens globale bevidsthed: ”Det er jo sådan, folk lever deres liv i dag. Folk kan tage et fly og pludselig være et helt andet sted i verden. Man kan ikke sige, at globaliseringen er ny. Allerede for flere hundrede år siden begyndte Europa at have handelskontakt med Fjernøsten, Østen og Afrika. I folks hjem kunne man finde ting fra Indonesien eller Angola. Men globaliseringen har ændret karakter. Selv om vi ikke har ting fra fjerne lande stående, når resten af verden os alligevel i form af nyheder konstant.” [2]Carsten AndersenAfrikansk bølgePolitiken, 2014-08-25..

Et andet fællestræk er de mange gåture i New York. Ligesom fortælleren Julius holder Teju Cole også af at gå. I et interview til Kristeligt Dagblad fortæller han om en ti kilometer lang gåtur fra Houston Street til Columbia University: ”Det føltes som en episk rejse at gå forbi husblok efter husblok med hver sin særlige karakter. Den slags vandringer sent om aftenen uden et bestemt mål, som kendetegner mange af mine gåture, kan føre til en slags hallucination, der bare fortsætter” [3]Benjamin KrasnikJeg går, derfor skriver jegKristeligt Dagblad, 2014-09-23..

De lange vilkårlige vandringer i byen beskriver den paradoksale måde, hvorpå vi er i verden i dag: At vi er forbundet med verden på kryds og tværs af tid og geografi og alligevel kan føle os komplet rodløse. Teju Cole beskriver altså ikke kun eksistensen for outsideren og immigranten, men også virkeligheden for den globale verdensborger som sådan.

Udover at skrive og undervise på universitet er Teju Cole også fotograf – nærmere bestemt streetfotograf, som er betegnelsen for en fotograf, der skildrer livet i byens gader og stræder. Det fornemmer man i hans skrivestil. Blikket på byen og dens arkitektur, detaljer og mennesker er centralt i ”Åben by”. Fortælleren affotograferer på sine vandringer byen og kommenterer og diskuterer samtidig det, han ser, og som ligger bagved. F.eks. er et monument for en tidligere begravelsesplads for sorte ikke blot et fysisk monument på et gadehjørne på det sydlige Manhattan, men indebærer også en større og bagvedliggende fortælling om USA's fortid som centrum for menneskehandel. På grund af denne stil er Teju Cole blevet sammenlignet med den franske digter Charles Baudelaire, som med sine beskrivelser af storbyeksistensen i 1800-tallet grundlagde flanørgenren, hvori forfatteren eller en lignende skikkelse går rundt og observerer og kommenterer sine omgivelser.

Beslægtede forfatterskaber

Teju Coles forfatterskab er både blevet forbundet med den afrikanske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie og den store modernistiske franske forfatter Charles Baudelaire. Ligesom Cole er Adichie nigerianer og har tilbragt en stor del af sit liv i Nigerias hovedstad Lagos. Begge trækker på deres erfaringer som immigranter i USA og bruger litteraturen til at reflektere over race, kultur og religion, men uden at deres litteratur bliver selvbiografisk.

Fortælleteknisk er Teju Coles stil blevet sammenlignet med Charles Baudelaire, som i slutningen af det 19. århundrede skrev om livet i Paris. Begge har de ”flanøren” til fælles – den ensomme skikkelse, som vandrer rundt i folkemængden og med et kalejdoskopisk blik betragter livet omkring sig. Kalejdoskopet er en anordning, hvor man igennem et kighul kan observere farvede glasstykker og sten, som danner forskellige mønstre alt efter hvilket lys, man retter det mod. Brugt inden for litteraturen betyder det således, at digteren eller forfatteren formår at fange verdens nuancer og flertydighed.

Flanørlitteraturen er en stor og markant genre i litteraturhistorien og begynder allerede før Charles Baudelaire med de romantiske digtere, der vandrede rundt i landskabet og lod sig inspirere i deres skrift af naturen. Et nutidigt og skandinavisk eksempel er den norske forfatter Tomas Espedal, som i flere af sine værker skriver inden for genren, blandt andet i den essayistiske roman ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” fra 2007, hvor han går sine egne veje rundt i Bergen og i andre store forfatteres fodspor rundt i Europa. Som modsvar til de fysiske strabadser fylder han sit sind med refleksioner over livets store spørgsmål som døden og kærligheden.

Et amerikansk eksempel på flanørgenren kunne også være Paul Austers ”By af glas”, hvor hovedpersonen Quinn får til opgave at lede efter en mystisk Kasper Hauser, og hvor hans søgen leder ham rundt på lange vandringer i New York.

Relaterede forfattere