Chimamanda Ngozi Adichie

Genrer og tematikker

Chimamanda Ngozi Adichie er en rigtig fortæller. Hendes romaner er plotdrevne historier, der skildrer hele livsforløb, hvor det at være immigrant og fremmed i et land er et bærende tema. Hendes noveller er også episke fortællinger, der rummer hele livsforløb, men de drives ikke i nær samme grad af plot. De er præcise psykologiske skildringer af mennesker, der står i kulturelt komplekse situationer.

Generelt gælder det for Adichies fiktive personer, at de fremstår levende og troværdige, og fælles for næsten alle hendes hovedpersoner er, at de har rod i Nigeria. Det er altså et forfatterskab med stærke afrikanske rødder, der kredser om identitet, race, længsel og køn. Hun skriver om uretfærdighed og ulighed, men uden at det bliver patroniserende og bittert. Forfatterskabet har generelt en humoristisk tone, som især er tydelig i romanen ”Americanah”.

Adichie skriver også om det at skrive. Det gælder f.eks. i novellen ”Jumping Monkey Hill”, men også hovedpersonen Ifemelu i ”Americanah”, der skriver en blog, reflekterer over betydning af at skrive og især over det at blive læst, at føle sig i live, fordi hun bliver læst.

Det er tydeligt i forfatterskabet, at Adichie trækker på en personlig erfaring med livet som immigrant, men hendes fortællinger er ikke selvbiografiske. Om det siger hun: ”Jeg skriver ikke om mit eget liv, men jeg prøver at skrive om en personlig sandhed.” [4]Kim SkotteNigeriansk succesforfatter: Religion får folk til at gøre forfærde…Politiken, 2009-05-18..

Beslægtede forfatterskaber

Chimamanda Ngozi Adichies forfatterskab giver et nuanceret og detaljeret billede af Nigeria. Samtidig kredser hendes bøger tematisk om splittelsen og skylden, der følger med immigration. De tager fat i de følelsesmæssige, sproglige og identitetsmæssige udfordringer, som et flerkulturelt liv medfører. Og netop den flerkulturelle problematik optager en gruppe andre forfattere, der også er vokset op i et postkolonialt Afrika, men som har levet det meste af deres voksne liv andre steder. Det er forfattere, der af den britiske forfatter med nigeriansk-ghanesiske rødder Taiye Selasi kaldes ’afropolitanere’. Det skriver hun om i essayet ”Bye-Bye, Babar, eller hvad er en afropolitaner?”. I sin debutroman ”Gå væk, Ghana” (2004) skriver Taiye Selasi netop om splittelsen mellem ude og hjemme, mellem livet i USA, og længslen hjem til Ghana. De to forfattere deler således interessen for migrationsproblematikken: Hvordan finder man vej i et nyt land uden at miste sin gamle identitet?

Den unge forfatter NoViolet Bulawayo fokuserer også på det flerkulturelle i debutromanen ”We Need New Names”, og som i Adichies ”Americanah” langer hun også ud efter USA, hvor racismen ulmer alle steder.

Adichie fortæller altså historier med rod i Nigeria og med et tematisk fokus på kultur, køn og race. I den forstand er det besnærende at kalde hendes bøger afrikansk litteratur, fordi det geografiske tilhørsforhold har så stor betydning. Men hendes historier er i lige så høj grad skildringer af problematiske familieforhold, af mennesker i krise med identitetskampe, af længsel, tab og skyld. Derfor er forfatterskabet meget mere end afrikansk. Adichie selv mener da også, at ”problemet med stereotyper er ikke at de er falske, men at de er ufuldstændige.” [3]Chimamanda Ngozi AdichieThe Danger of a single StoryTED-talk, 2009..

Relaterede forfattere