Taiye Selasi

Emneord:

Hovedforfatter

Birgitte Duelund Pallesen
cand.mag., 2014

Selvom den romandebuterende forfatter Taiye Selasi går for at være britisk, er det på ingen måde en selvfølge, hvis man kigger på hendes livshistorie. Faren er fra Ghana og moren fra Nigeria, hun er selv født i London, har boet mange år i Brooklin, USA og er nu bosiddende i Rom og New Delhi. Selasi er med egne ord en vaskeægte ”afropolit”. Og en afropolit er ikke rodløs, men har tværtimod rigtig mange rødder. Hvad man så vælger at gøre med disse rødder, er de vigtige for Selasi i både ”Ghana must go” og hendes noveller. For selvom man ikke kan undsige sig sit ophav, behøver man heller ikke tage hele traditionen på sig.

Baggrund

Taiye Selasi blev født i London i november 1979. Hendes nigerianske mor var børnelæge og formåede at redde både Taiye og hendes tvillingesøster Yetsa, selvom fødslen gik i gang en måned for tidligt. Selasis ghanesiske far, også læge, forlod dem kort efter fødslen og flyttede til Saudi Arabien. Den lille familie flyttede herefter til Brooklin, Massachusetts, hvor Selasi gik i skole og på gymnasium.

”Han blev vist rundt i huset og smertede af længsel, efter slægt, efter en fornemmelse af at nedstamme fra ansigter i rammer. At hans familie var gennemsigtig på bagerste række var foruroligende; det syntes at antyde, at det hele var et stort bedrag, at det var falsk. En rigtig familie ville have fotografier på trappen. I det mindste have bedsteforældre”

”Gå væk, Ghana”, s. 284.

Foto: Nancy Crampton

Født
2. november 1979.
Uddannelse
Har en bachelorgrad i amerikanske studier fra Yale, 2005 og en kandidatgrad i interne relationer fra Oxford, 2007.
Debut
Ghana must go, 2013.
Litteraturpriser
Det britiske litteraturtidsskrift Granta udnævnte i 2013 Taiye Selasi til én af de 20 bedste unge britiske forfattere og ”Ghana must go” blev samme år valgt som en af de 10 bedste bøger af The Economist og The Wall Street Journal.
Seneste udgivelse
Gå væk, Ghana, Gyldendal 2014. Oversat af Juliane Wammen.
Inspiration
Toni Morrison, Penelope Lively, Alessandro Baricco, Roberto Bolaño, Arundhati Roy.

De udviklede et stærkt bånd de tre kvinder imellem, og Selasi forklarer selv, hvordan familien betød og stadig betyder alt for hende, og navnlig hvor vigtigt forholdet til tvillingesøsteren altid har været: ”At være tvilling, og at være min søsters tvilling, er en så definerende del af mit liv, at jeg ikke ville vide, hvordan jeg skulle være mig selv, inklusiv som forfatter, hvis ikke det på en eller anden måde stod i centrum.” [3]. Ifølge Selasi kan hun og hendes tvillingesøster føle og mærke, præcis hvad den anden føler og mærker – også selvom det er på den anden side af jorden. Det er også et tema, Selasi er meget optaget af, når hun skriver.

Som ung dame begyndte Selasi på Yale, hvor hun fik en bachelor i amerikanske studier. Hun klarede det med bravour og begyndte derpå en kandidatgrad i internationale relationer på Oxford. Selasi var en mønsterelev, hun fik gode karakterer og vandt priser. Ifølge forfatteren var det imidlertid ikke så meget af lyst som af nød, eftersom familien var dybt afhængig af dydsstipendier for at kunne betale hendes uddannelse. Derfor skulle hun altid præstere i top – og derfor er hun blevet opfostret med en angst for ikke at gøre det godt nok. ”Vi blev altid nødt til at gå ud på en virkelig stor scene og at spille virkelig godt, så vi kunne fortsætte med programmet” [3], fortæller Selasi.

Selvom Selasi hævder at have haft en forfatterdrøm, siden hun var fire år gammel, var det først som kandidatstuderende, at hun satte pennen til papiret. Herefter gik det imidlertid hurtigt. Selasi skrev et skuespil og opsatte det sammen med en veninde, der tilfældigvis var den amerikanske nobelprisvinder Toni Morrisons niece. Hun blev hurtigt spottet af den kendte tante, der kunne se potentiale i den unge Selasi og gerne ville have hende til at skrive mere. Morrison gav også en deadline og et år efter stod hun med novellen ”The Sex Lives of African Girls”. Den blev hurtigt udgivet, og Selasi begyndte nu på romanen ”Gå væk, Ghana”, som blev antaget på Penguin, allerede mens den var halvt undervejs.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Gå væk, Ghana
Familien Sai er nexuspunktet i den semi selvbiografiske roman ”Ghana must Go” (”Gå væk, Ghana”, 2014), der er henlagt til byen Brooklin. Familien består af en ghanesisk far, Kweku, en nigeriansk mo...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Taiye Selasis førsteudgivelse på dansk, ”Gå væk, Ghana”, er det, man kan kalde en familiesaga, og den opererer i en hertil passende realistisk – somme tider socialrealistisk – stil. Som læser oplyses man om konkrete stednavne, om den konkrete og tidsmæssige kontekst – og i øvrigt er den meget optaget af motiver som arv og miljø. Hvorfor handler karaktererne, som de gør? Er de styret af en social arv, som det er umuligt at undslippe? Eller er der udveje? Det er spørgsmål, som er evigt præsente i romanen, og som bindes sammen med forskellige ophavsmotiver.

I forlængelse heraf kan man sige, at Selasi er optaget af navnlig to emner. Det første er familien. Hvordan familiens medlemmer internt forholder sig til hinanden, og hvordan familien udadtil forholder sig til sin historie og sine omgivelser. Selasi skildrer familien som en form for økosystem, der på den ene side kører efter en intern logik, der afgøres af forhandlinger, aftaler og mere eller mindre prekære kærlighedsbånd medlemmerne imellem. På den anden side influeres familien af alle mulige udenoms-omstændigheder. Sagt med andre ord er familien både en stærk enhed, der besidder en utrolig styrke i kraft af dens medlemmer, og en skrøbelig enhed der er påvirkelig overfor omverdenen. Det sidste ser vi eksemplificeret med Kweku, der ikke kan finde ud af andet end at opløse familien, når han bliver fyret fra sit arbejde og mærker den brutale ikke-familiære virkelighed.

En tydelig pointe er, at familieskrøbeligheden kun bliver større, når det drejer sig om migrantfamilier, der bærer på en ofte tung slægtshistorie. Som Selasi påpeger: ”Hvad jeg havde følt […], var skamfølelse over for min egen familiesaga med dens fattigdom, polygami og hele stereotype mønster af afrikansk dysfunktionalitet” [2]. Her er vi fremme ved det andet emne, som Selasi er optaget af. Nemlig slægt. I forfatterens udlægning bliver slægt sat lig en form for arvesynd, som det er værd at tage afstand fra for som enkeltindivid at kunne realisere sin egen person. På samme tid er det imidlertid vigtigt at omfavne den som del af sig selv, så man ikke bliver et splittet menneske. I forlængelse heraf er det vigtigt for Selasi at illustrere, at man selv kan bestemme, hvad man vil tage med sig fra sin slægtshistorie, og hvad man vil lade ligge – og videre, hvad man vil videregive til sine børn. Ifølge Selasi kan man bryde den sociale arv, hvis man kæmper for det.

Beslægtede forfatterskaber

Når Taiye Selasi skal svare på, hvem hendes litterære idoler er, har hun svært ved at begrænse sig: ”Åh, der er så mange. Jeg forguder Penelope Lively, Alessandro Baricco, Roberto Bolaño, Toni Morrison, Arundhati Roy. Men de er mere mine helte end mine rollemodeller.” (Yuka Igarashi: Interview. Granta, 2011-06-10. Egen oversættelse). Hun fremhæver, at det mere er idoler end folk, der har lært hende at skrive. Her vil hun hellere hive fat i sine forældre og gamle skolelærere.

Kigger man på Selasis udgivelser, er det da også lidt vanskeligt at se, hvor hun henter inspiration henne. Som sort kvindelig forfatter bliver man ofte slået i hartkorn med andre sorte og kvindelige forfattere – uanset stil og emnefelt. Det er på mange måder uretfærdigt i forhold til Taiye Selasi, der meget er sin egen. Mange har skrevet om slaveri, racisme og vanskeligheder forbundet med at migrere – men det er ikke det, Selasi skriver om. Hun skriver om vanskeligheden ved at have flersporede rødder, at klare det godt, men stadig at have en trist historie, der hager sig fast i én. På den måde er en forfatter som Toni Morrison imidlertid ikke helt gal at sammenligne med, eftersom hun udover at være Selasis mentor og ”opdager” også stil- og emnemæssigt er beslægtet med Selasi.

Først og fremmest er de begge meget optaget af slægt og arvesynd. I Toni Morrisons ”Beloved” hjemsøges hovedpersonen således af sit afdøde barn – på rigtig spøgelsesmaner – og hun får ikke lov til at lægge sin fortid bag sig. Morrison tager udgangspunkt i slaveriet og tiden omkring de amerikanske borgerkrige, men hvis man kigger bort fra kulissen, har de to forfattere samme ærinde i forhold til slægt og skyld og skam.

Derudover kan man om dem begge sige, at de skriver på en temmelig formeksperimenterende vis, hvor der leges med den gængse historiefortælling. Det kommer bl.a. til udtryk i brugen af direkte tale, som hos begge konsekvent blandes sammen med indirekte tale, på en måde så læseren må gætte ud fra konteksten, hvad der siges og tænkes. Det samme kan siges om tegnsætningen, som er meget mere kunstfærdig end hos de fleste romanforfattere. Tegnene bruges hos begge til at angive mening (ikke grammatik) og slå en rytme an, som formidler en stemning eller følelse hos de forskellige karakterer, det være sig en tung og dreven sorg eller en hurtig og hektisk panikstemning.