Roberto Bolaño

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
august 2026
Christian Baun
cand.mag., 2014

Hovedforfatter

Katrine Sekjær
cand.mag. og journalist, 2011

Roberto Bolaño er en moderne myte og et fyrtårn i spansksproget litteratur. Hvis man ikke kender forfatteren Roberto Bolaño og forsøger at finde ud af, hvilket menneske, der gemmer sig bag navnet, skal man ikke grave længe for at finde ud af, at rygterne og historierne om manden er lettere at finde end nøgne fakta.

Det virker, som om Bolaño selv er blevet en mystisk om ikke fiktiv figur. Hans død i en alder af 50 år har absolut medvirket til, at han fremstår uudgrundelig, en drilsk kunstnersjæl og et fjernt geni. Hvad den virkelige historie om manden bag myten er, er svært at afdække.

Baggrund

Da General Pinochet styrtede den socialistiske Salvador Allende ved militærkuppet i Chile i 1973, flygtede den unge Allende-sympatisør Bolaño til Mexico City, hvor han også havde boet med sine forældre, da han var barn. Lidt efter vendte han tilbage til Chile for at blive en del af revolutionen. I flere år levede han en lidt tumultarisk tilværelse i både Mellemamerika og Europa, indtil han i 1977 flyttede til Spanien. Han døde i 2003 af leversvigt, og fik efter sin død fænomenal succes, specielt ved hjælp af den posthume ”2666”.

”Og jeg forestillede mig også María i seng med Alberto. Og Alberto der klaskede María på balderne. Og Angélica i seng med Pancho Rodríguez (eks-realvisceralist, gudskelov!). Og María i seng med Piel Divina. Og Alberto i seng med Angélica og María. Og Alberto i seng med Catalina O´Hara. Og Alberto i seng med Quim Font.”

”De vilde detektiver”, s. 105.

Foto: Jerry Bauer

Født
28. april 1953, Santiago.
Død
15. juli 2003.
Debut
La Pista de Hielo. 1993. Roman.
Litteraturpriser
Rómulo Gallegos Prize, 1999. National Book Critics Circle Award, 2008.
Seneste udgivelse
Nazilitteratur i Amerika. Lindhardt og Ringhof, 2026. (La literatura nazi en América, 1996). Oversat af Iben Hasselbalch.
Inspiration
Franz Kafka – og derudover hans nærmeste venner, forfatterne Rodrigo Fresán og Enrique Vila-Matas, som formodentlig har været Bolaños litterære diskussionspartnere.

Bolaño er en mand, om hvem meget er blevet sagt, men hvor stadig lidt er kendt, og dermed er han ifølge William Skidelsky, bogredaktør ved The Observer, blevet en magnet for alle former for fremstillinger og udlægninger.

Magasinet The New Yorker bragte på et tidspunkt en historie om, at den sagnomspundne forfatter var heroinmisbruger, og selvom det tilsyneladende ikke var tilfældet, blev selv kendte fakta om forfatterens liv til mytestof: Han var en ung revolutionær i Allendes Chile, han grundlagde en ”punk-surrealistisk” poetisk bevægelse og levede i mange år som ”digter-landstryger”. Og så har Roberto Bolaños besynderlige fiktioner, der ifølge William Skidelsky mesterligt sidestiller kunstnere og kriminelle og flirter frækt med tanken om sandheden, også bidraget til at sikre, at Bolaño forbliver en kultfigur, selv som hans arbejde efterhånden er blevet mainstream.

Bolaño gav sjældent interviews, og når han endelig gjorde, havde han en tendens til at lege med intervieweren og til at svare afledende og drillende. I interviewbogen ”Roberto Bolaño – the last interview and other conversations” fremgår dette blandt andet af det sidste interview, som forfatteren gav til mexicanske Playboy: Intervieweren spørger her, hvorfor forfatteren altid har en modsat opfattelse af tingene, hvortil Bolaño svarer: ”Jeg har aldrig en modsat opfattelse af tingene”.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Berlingske Tidendes Kristoffer Zøllner skriver i sin anmeldelse af ”De vilde detektiver”, at værket ”først og fremmest (er) en hyldest til litteratur som selve raison d’etre (eksistensberettigelse), og på mange måder er den også et opgør med den etablerede, sydamerikanske mainstreamlitteratur, repræsenteret ved ”magiske realister” som Gabriel Garcia Márquez og Octavio Paz. I ”2666” føler man bl.a. denne hyldest ved de mange fiktionsrammer at Bolaño benytter – som drømme, breve, telefonsamtaler og de skjulte optegnelser efterladt af Anskij i Ukraine. De modernistiske træk i hans litteratur er signifikante med manglende svar, åbne slutninger og meningsløse mord. ”De vilde detektiver” er inspireret af dels dadaisterne og dels beatdigternes hyldest til landevejen og vildskaben, som Bolaño skriver om med digterens fine pen, der breder et metafysisk skær over teksten. Poesi og ironi på én gang.” [5].

Da kun ”De vilde detektiver” og ”2666” indtil videre foreligger på dansk, er det ikke muligt at sammenligne romanerne med Bolaños poesi. I ”De vilde detektiver” fylder det at skrive, kunsten, passionen og magien i bohemelivet meget. Form og tema smelter sammen og gør bogen til et værk, der så at sige ”bliver sit eget emne”: Det er et litterært, eksperimenterende værk, der forholder sig til digtekunsten på kunstens præmisser. Det er ikke en analyse, men en indlevet og nærmest ekspressionistisk fremstilling.

Nick Gadd beskriver på bloggen ”crimespace” romanen “2666” som ”en intimiderende bog”, fordi Bolaño insisterer på at bryde alle regler og konventioner i traditionel forstand. Nick Gadd mener hverken, at man skal forvente plot, der bliver forløst, karakterudvikling eller morale, så længe Bolaño er på banen. Tværtimod fremstår det, som om Bolaño vil skrive en ny slags roman, der udtrykker forfatterens idé om det kaotiske, ufærdige og mangesidede i livet. Med det som udgangspunkt er det svært at kategorisere Bolaño. Han er med sin modvilje mod autoriteter og konventioner, sin grundlæggende revolutionære indstilling og sit venstreorienterede engagement i en kategori for sig. Alligevel aner man, at der under den bidende sarkasme og humoristiske ironi i fiktionen er en voldsom indignation i Bolaños person – over såvel samfundet som den litterære kunst. Det mest gennemgående tema i Bolaños romaner er litteratur: Det den beskæftiger sig med, dem, der læser den, og de forfattere, der skaber den.

Beslægtede forfatterskaber

Da Roberto Bolaño nærmest satte en ære i at bryde de litterære normer og vægrede sig ved at blive kategoriseret, falder det ikke lige for at sammenstille ham med andre sydamerikanske forfattere. Men det er ikke ved siden af at sammenligne ham med spanske José Saramago og tyrkiske Orhan Pamuk, som begge leverer underspillede værker med filosofiske islæt. Kristoffer Zøllner skriver som nævnt, at der er træk fra dadaismen i Bolaños forfatterskab, og selvom det ikke er en tosset sammenligning, trækker Bolaños flirt med for eksempel punk forfatterskabet ind i en anden og mere nutidig virkelighed end dadaismens.

De mange spring og drømmelignende træk hos Bolaño kender man også fra for eksempel den surrealistiske filmkunst, blandt andet Luis Buñuel og Salvador Dalís film ”Den andalusiske hund” fra 1928. Her er billedsproget poetisk, voldsomt, drømmelignende – et værk, der i sin samtid sprængte rammerne for, hvad der var ”film”. Den stærke jeg-fortæller, man møder i Juan García Maderos-karakteren i ”De vilde detektiver”, kan med lidt god vilje lede tanken hen på en del af Henry Millers bøger, hvor jeg-personen lever et seksuelt frigjort bohemeliv i Paris, og hvor dagene går med udskejelser, en konstant vekslen mellem skrivearbejde, psykoanalytiske eksperimenter, sult, hor, druk og drift. Appetit på livet, på kvinderne og på den litterære kunst findes hos både Millers og Bolaños jeg-personer, der drives frem af begær, nysgerrighed og risikovillighed. Livet er en rejse, hvor målet er rejsen i sig selv.