Lone Aburas

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2023

Hovedforfatter

Carl Martin Faurby
journalist, 2009

Lone Aburas’ bøger handler om halvkedelige dagligdagsting som at sidde ved kassen i Føtex eller arbejde i en styrelse. Det kedelige er skrevet sjovt og rammende, men i både i ”Politisk roman” og ”Den frie verden” forekommer latteren mere grum end hjertelig. Her rettes det satiriske blik indad, mod alle os almindelige mennesker og vores manglende formåen.

Baggrund

Der er flere sammenfald mellem Lone Aburas (f. 1979) og hovedpersonen Lene i ”Føtexsøen”, og forfatterens egen opvækst har haft tydelig påvirkning på historien i debutromanen. Lone Aburas siger selv i et interview: ”Jeg har også en egyptisk baggrund, er uddannet på RUC, har søgt ind på forfatterskolen, min far har haft en grill og en pølsevogn, men alle episoderne er opdigtede.” [1]. Romanen er altså ikke i nærheden af at være selvbiografisk, men Aburas syntes, det var interessant at opfinde en person, der mindede om hende selv.

”Det er oplagt, at der her følger en sexscene mellem Kristoffer og Tea. For selvfølgelig har Tea ikke inviteret Kristoffer, for at de skal sidde og diskutere Hans Kirks forfatterskab (…) Sagen er, at jeg ikke bryder mig om at beskrive to mennesker have sex. Det gør jeg simpelthen ikke.
Føtexsøen, s. 182.”

”Den svære toer”, s. 182.

Foto: Sara Galbiati

Født
25. februar 1979 i Høje Taastrup.
Uddannelse
Dansk og Socialvidenskab fra RUC i 2009.
Debut
Føtexsøen. Gyldendal, 2009.
Litteraturpriser
Munch-Christensens Kulturlegat, 2009. Montanas Litteraturpris, 2017. Otto Gelsted-prisen, 2022.
Seneste udgivelse
Den frie verden (En first world-tragedie). Gyldendal, 2022. Roman.
Periode
Inspireret afMellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Da ”Føtexsøen” udkom, var der stor opmærksomhed på sammenfaldene mellem forfatteren og hovedpersonens liv. Lone Aburas er dog selv mere optaget af romanens litterære greb, frem for hvilke ting og hændelser der er virkelige.

I ”Det kommer til at ske” fra 2016 bruger den unge mand Henry sin dårlige barndom til at skrive en roman ud fra, og grebet med at omdanne personlige erfaringer til litteratur er Aburas ikke ubetinget begejstret for: ”Der er jo masser af mennesker, der har det dårligt, men det er, når de laver kunst og romaner ud af deres miserable fortid, at det ligesom bliver interessant og folk falder på halen over det – og det har jeg nok lidt lyst til at pille lidt ved eller rive folk i næsen med,” siger Aburas og fortsætter: ”Det giver ikke rigtig nogen mening, at en bog kan løfte sig over sine litterære mangler og nærmest blive god, bare fordi den er autobiografisk.” [2].

I det senere forfatterskab går Lone Aburas på ekskurs fra romangenren og kaster sig over hhv. agitprop og digte i de to politiske, vrede udgivelser ”Det er et jeg der taler (Regnskabets time)” fra 2017 og ”Den sorte bog (B-sider)” fra 2019. Med ”Den frie verden” fra 2022 vender hun med en dystopisk sci-fi tilbage til romanformen.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Tricket med at gå uden for litteraturen og kigge ind anvendes med stor effekt i Lone Aburas’ romaner. I ”Den svære toer” er historien omgrænset af to kapitler med metafunktion. I starten findes en læsevejledning, inklusive programerklæring for skriftet, og til sidst, efter romanfortællingens afslutning, er der indsat en række hjælpsomme spørgsmål, som skal gøre det lettere at få hul på en analyse af romanen. ”Det kommer til at ske” handler om at debutere med en autofiktiv roman skrevet på baggrund af en miserabel barndom og om forlagsbranchens greb om unge forfattere.

”Føtexsøen” er en gennemgående udfordring af identitetsbegrebet. Fortælleren har mange biografiske sammenfald med forfatteren. Lone Aburas fortæller om konstruktionen: ”Jeg har valgt at skrive romanen i den form, fordi jeg syntes det kunne være sjovt at leve sig ind i en Lone Aburas-lignende figur, som ikke var Lone Aburas. Det er som jeg har sagt, en leg jeg leger. Ligesom når man er barn, og man siger: ”så legede vi, at du var moren og jeg var faren.”” [1].

I ”Føtexsøen” har Lene vanskeligt ved at passe ind. Enten er det, fordi hun læser på RUC og er flov over at arbejde i Føtex, ellers er det, fordi hun har en synlig arabisk baggrund på grund af sin hudfarve, uden at have et synderligt stærkt forhold til den. Det er ofte hendes identitet, og andres syn på den, der står i vejen for at være en del af en specifik situation – hvis man er det ene, kan man ikke også være det andet. Hvis man er araber, kan man ikke også være dansker, hvis man går på universitet, kan man ikke også være kassedame osv. Mens Aburas skildrer disse identitetskonflikter, viser hun samtidig en interessant vej ud: muligheden for at genopfinde sin identitet gennem at fortælle historier – gennem litteraturen.

Hvor Lene i ”Føtexsøen” kæmper med en følelse af utilstrækkelighed, lider fortællerne i ”Den svære toer” og ”Politisk roman” af, hvad man kunne beskrive som en mangel på engagement i omverdenen. De er dog påvirket i forskellig grad. Mens Kristoffer i ”Den svære toer” lejlighedsvis er ude af kontakt, når han fortaber sig i passiv underholdning, kommer Rebecca i ”Politisk roman” aldrig rigtig følelsesmæssigt på bølgelængde med sine medmennesker. Til gengæld for den manglende indlevelsesevne er Rebecca udstyret med kynisk klarsyn i forhold til sine medmenneskers motiver, hvilket er et effektivt satirisk virkemiddel, der også findes i romanen ”Den frie verden”. I ”Det er et jeg der taler” er der til gengæld konkret samfundsengagement for alle pengene.

For alle romanerne gælder det, at de har et spraglet karaktergalleri, som der både bliver gjort grin med og som tages alvorligt. Det er historier uden hverken helte eller skurke. Om at have både firkantede og mere runde karakterer siger Aburas: ”(…) jeg mener, at man gerne må gøre grin med nydanskere på samme måde, som vi gør grin med småborgeren, og skabsracisten, som Silles far fx. er udtryk for. (…) Omvendt er Lenes far skildret meget lidt indvandreragtigt. Han bruger for mange penge, har dårlig forretningssans osv., men det er der jo også mange, der har. Han er altså ligeså almindelig/ualmindelig som så mange andre fædre (…)” [1].

Beslægtede forfatterskaber

Et centralt værk, der beskæftiger sig med identitet i krydset mellem fakta og fiktion, er Claus Beck-Nielsens fiktive selvbiografi, ”Claus Beck-Nielsen (1963-2001)”. I bogen beskriver forfatteren, hvordan han påtager sig identiteten af en hjemløs mand hjemvendt fra Tyskland. Denne nye identitet overtager dog mere og mere hans eget ”rigtige” liv, og til sidst mister han så meget af sin egen identitet, at han holder op med at eksistere.

Derudover kan man også finde et slægtskab med forfatteren Pablo Henrik Llambías. I romanen ”De elskendes bjerg” behandler Llambías også temaet om identitet, men på en helt anden måde end Lone Aburas. Hvor det i ”Føtexsøen” er en jegfortæller, der fortæller sin egen historie om de problemer, omgivelsernes fordomme medfører, er det i ”De elskendes bjerg” en række personers udlægninger af en fortælling, der til sidst udgør læserens forståelse af, hvem hovedpersonen er.

I et interview med Sentura nævner Lone Aburas også Knud Romer, der i erindringsromanen ”Den der blinker er bange for døden” beskæftiger sig med fordrejningen af erindringen. Aburas har desuden fundet inspiration hos den tyske forfatter Thomas Mann, der levede fra 1875-1955, og er kendt som et af det 20. århundredes vigtigste forfattere. En af Manns mest kendte romaner er ”Buddenbrooks” fra 1901, og ligesom i ”Føtexsøen” og ”Den svære toer” er der komedie og mismod på hver side af denne forfaldshistorie.

I ”Det kommer til at ske” sender Henrys gymnasieven Leo Henrys dagbogstekst ind til en forlagsredaktør, der får Henry til at skrue op for dramatikken i sit autofiktive værk. I den svenske forfatter Klas Östergrens megalomane ”Gangsters” (1980) står de to brødre Leo og Henry Morgan centralt i den fortælling, som forfatteren ”Klas Östergren” er ved at skrive i romanen. Uden sammenligning i øvrigt er begge romaner rundet af konstruktionen mellem forfatter, fortæller og værk, der er spundet ind i hinanden.

De to jævnaldrende forfatterkolleger Maja Lee Langvad og Christina Hagen skriver også på en indædt vrede; Langvad i ”Hun er vred” (2014), der omhandler transnational adoption, og Christina Hagen i ”White Girl” (2012) og ”White Girl 2” (2017), der bider den politiske korrekthed i haserne.