Christina Hagen

Emneord:

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., januar 2024

Hovedforfatter

Susanne Nørgaard
stud.mag.

Christina Hagen udfordrer i sine konceptuelle værker nogle af de menneskelige og samfundsmæssige strukturer, som ikke er alt for kønne: racisme, sexisme og den hvide middelklasses dårlige smag. Med en vedholdende interesse for forholdet mellem sprog og magt skriver hun på dialekt, på dårligt engelsk og med masser af fejl, når hun uden skyggen af politisk korrekthed kigger nysgerrigt på fordomme og blege selvindsigter. I den hjerteskærende digtsamling ”POW POW POW” fra 2024 er en underbemidlet underklasse rugekasse for svigt og vold.

Baggrund

Christina Hagen kom til verden i 1980 i Herning med en mor, der var sundhedsplejerske og en far, der var advokat. Da forældrene tidligt blev skilt, pendlede Christina Hagen mellem deres hjem i henholdsvis Gjellerup og Tørring: “Når jeg var hos min far boede jeg på et idyllisk landsted, der lå lige ned til Gudenåen. Huset var hvidkalket, havde sprossede ruder, og der var Victoriablommer i haven. Når jeg var hos min mor, boede jeg i de gule blokke, hvor folk var duknakkede af undertrykkelse og underskud. Der råbte man: “Rend mig i røven!” efter hinanden, reparerede knallerter og klippede halerne af kvarterets katte. Det var også der, jeg gik i skole. Historierne der ligger mellem de udadtil perfekte glansbilleder og den kyniske råhed, der hersker i de gule blokke, er nok dem, jeg skriver nu.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008).

”(…) Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: Goddag, goddag og hvordan du har det? som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!”

”White Girl”, s. 9.

Christina Hagen flyttede hjemmefra som syttenårig og startede på HF i Aarhus, men havde svært ved at samle sig om undervisningen og drømte sig i stedet væk til varme lande og skrev artikler til On!Magazine. Senere rykkede hun til København og ind på sociologistudiet, som hun dog hverken havde koncentration til eller interesse for. I 2004 opdagede hun Forfatterskolen, som appellerede til hende med sine frie rammer, interesse for teksten for tekstens egen skyld og avantgardistiske præg. Hun søgte ind med en samling tekster skrevet i kærestesorg. Christina Hagen regnede med, at nu ville Forfatterskolen få sig et billigt grin af de tårevædede tekster, men en dag i toget på vej mod Herning ringede rektor Hans Otto Jørgensen med beskeden om, at hun kunne starte efter sommerferien: “Forfatterskolen var en chokerende oplevelse. Jeg var vant til at høre George Michael og tage på charterrejser. Her hørte man Nick Cave og Leonard Cohen og drak øl på hverdage. Alle havde et voldsomt temperament og et voldsomt talent. Jeg kunne ikke identificere mig med rollen som kunstner og følte mig aldrig helt hjemme. Der, hvor jeg kom fra, læste vi ugeblade, og så skulle jeg pludselig læse Joyce og Dostojevskij og Virginia Woolf. Mine tekster havde jeg ingen komplekser over, men i forhold til at diskutere den læste litteratur, følte jeg mig altid dum. Det var for langt fra der, hvor jeg kom fra. Til gengæld er Forfatterskolen det undervisningssted, der har lært mig mest.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, november 2008).

Foto: Chrysa Paraskeva, 2023

Født
2. august 1980 i Herning.
Uddannelse
Uddannet fra Forfatterskolen i 2006.
Debut
Sexdronning. Gyldendal, 2008.
Litteraturpriser
Albertineprisen, 2012. Montanas Litteraturpris, 2014. Otto Gelsted-prisen, 2019.
Seneste udgivelse
POW POW POW. Gyldendal, 2024. Pistoldigte.
Inspiration
Jan Sonnergaard,Lone Hørslev,Kristina Nya Glaffey.
Genre
Hybrid

Christina Hagen blev færdiguddannet fra Forfatterskolen i 2006, og i 2008 debuterede hun med tekst- og novellesamlingen “Sexdronning”. I 2010 udkom ”71 breve til M”, som er en række breve til indsatte i danske fængsler. I 2012 udkom digtsamlingen ”White Girl”, og i 2014 ”Boyfrind” med både tekst og fotografi. ”White Girl 2” og ”Jungle”, begge fra 2017, arbejder videre med koncept og udtryk fra ”White Girl” og ”Boyfrind”.

Hagens forfatterskab består udover de fysiske værker i lige så høj grad af den iscenesættelse af forfatteren og dennes rolle, som hun aktivt påvirker. I 2014 ansatte hun for eksempel en body double, fordi hun ville gøre op med den ensidige fokusering på den flotte kvindelige forfatter, og denne stod i en periode for oplæsninger og interviews i Christina Hagens navn.

Efter ”Korrekthedsbibelen” i 2019 holdt Hagen en længere udgivelsespause, inden hun vendte tilbage med såkaldte pistoldigte i ”POW POW POW” fra 2024.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Christina Hagen i Lyrikporten, 2016.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Der er noget fandenivoldsk over Christina Hagens bøger. I “Sexdronning” er teksterne tabukonfronterende i deres indhold og samtidig eksperimenterende og vildtvoksende i deres form. De forskellige jeg-fortællere fremstår forskruede, beregnende og iskolde, og blandt disse ‘fucked up’ fortællere hersker der væmmelse, fremmedgørelse, had, magt, dobbelthed, fantasier, illusioner og dumhed. På samme tid er det også fortællinger om ‘ægte’ mennesker, om menneskelige relationer, om kvindelighed og om forskruet kærlighed.

Christina Hagen interesserer sig for det, der er imellem det vi siger, og det vi føler: ”Jeg tror, jeg interesserer mig for at teste det, der normalt betragtes som det rigtige, det gode, det sande. Da jeg skrev “Sexdronning” var motoren vrede. Jeg var irriteret over, at den litteratur jeg mødte, der beskrev sex set fra en kvindes synspunkt, altid var så pussenusset og fin og poetisk. I mine tekster vil kvinderne oftest bare kneppe en model, fordi han er lækker, have pik, fordi det har de lyst til, eller spille uskyldige udelukkende for egen vindings skyld. Jeg er træt af kvinders offerrolle i litteraturen. Jeg er træt af, at vi er så vrede på mænd, der gør os ondt. Hvis kvinderne i mine historier er stakkels, så er det som regel deres egen skyld.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008).

Brevromanen ”71 breve til M” er en undersøgelse af menneskelig ondskab, en uendelig privat og tabuiseret egenskab. Om bevæggrunden til at skrive om ondskab siger Hagen: ”Det, som vi kalder ondskaben, er en naturlig del af os alle, som vi kun nødigt vil stå ved. Andre uønskede menneskelige drifter og træk trives jo også godt i litteraturen – jalousi, hævngerrighed, perversiteter, depression etc.” (Mikkel Fyhn Christensen og Kasper Schütt-Jensen: Ondskaben bor i os alle. Jyllands-Posten, 2013-01-26).

Et andet fikspunkt i forfatterskabet er forholdet mellem magt og sprog og spørgsmål om, hvilke magtfaktorer, der ligger i sproglige handlinger. Hagen er interesseret i, hvordan den danske middelklasse taler om minoriteter, hvordan kultureliten taler om kriminelle, og hvordan man i det danske samfund taler om udlændinge og indvandrere. I et interview i Weekendavisen sagde hun om ”White Girl”: ”Sproget fungerer som et rum, hvor vi låser alle de tabuer inde, som vi ikke kan håndtere i vores samfund. Jeg føler lede ved sproget og vil straffe det ved ikke at bruge det eller ved at ødelægge det. Jeg har følelsen af, at det akademiske, korrekte dansk er et beskidt sprog. Et sprog, der er blevet brugt for meget til at manipulere med.” [3].

I forbindelse med udgivelsen af ”Jungle” påtalte Christina Hagen i et interview i Information, at mange mennesker ikke står ved deres grimme og politisk ukorrekte holdninger, og det affødte en debat mellem forfattere, litterater og kritikere om, hvad kunst skal og må, og hvor grænsen går mellem forfatterens holdning og værkets eget udsagn. Har kunsten frit lejde til at sige og skrive, hvad den vil, eller har kunsten og kunstneren en forpligtelse på at gøre op med f.eks. sexisme og racisme? Med ”POW POW POW” griber Hagen tilbage til en barndom i et miljø præget af utryghed og vold, og som hun siger i bogens pressemeddelelse, så er det en bog om ”at blive så fortrolig med vold og uforudsigelighed i et barndomsmiljø, at man som voksen trives bedst i netop det.” I den bog forener hun sin sociale indignation med sine sproglige undersøgelser af magt og identitet.

Beslægtede forfatterskaber

Christina Hagen vader hen over tabuer i “Sexdronning”, og der er ingen moralsk opbakning eller redning til de minoriteter, som hun trækker ind i sine noveller. Hendes egen første inspiration er Jan Sonnergaard: “Det var Jan Sonnergaards “Radiator”, som ændrede alt. Jeg havde aldrig før læst en hel bog, og jeg var vanvittigt fascineret af manden, der, som jeg så det, formåede at smøre virkeligheden ud med ord. Han havde ikke det litterære filter, som er så dræbende kedeligt, men samtidig så svært at undgå. Jeg følte, at jeg havde fundet min soulmate – et lige så kynisk og dumt svin som mig selv. “Radiator” handlede om ondskaben og elendigheden og ensomheden. Alle de ulovlige ting, der optog mig mere, end de burde” [2].

Hos Christina Hagen er grumheden og grimheden eksplicit og udtalt. Hun vover sig ud i stil- og formmæssige eksperimenter, hendes sprog er sprudlende, og hun beskriver personer og situationer nøgternt, skarpt og råt på en måde, som får tankerne hen på Christina Hesselholdt og de næsten modbydeligt uhyggelige skildringer og stemninger i Marlon-trilogien.

De mange små “Jeg husker...” sekvenser, som er lagt ind som små mellemstykker i “Sexdronning”, og opskrifterne til de fattige og sultne afrikanere kan minde om Peter Seebergs “Dinosaurusens sene eftermiddag”, hvor han eksperimenterer med lister, remser, opskrifter, nekrologer og så videre. De små tekster beskriver ikke virkeligheden, men er selv dele af den, som lægges tilsyneladende ubearbejdet frem for læseren.

Christina Hagen nævner selv Forfatterskolekollegerne Kristina Nya Glaffey og Lone Hørslev som talentfulde forfattere, og deres værker “Lykkejægerne” og “Naturlige fjender” som nogle, der har gjort indtryk på hende, og som hun har respekt for. Nya Glaffeys ”Padder og krybdyr” (2012) fremviser satirisk lesbiskes fordomme om såvel andre lesbiske som om heteroseksuelle og tydeliggør, hvor meget vi som mennesker opererer med meget smalle kategorier af ’dem’ og ’os’, og at der trods ligheder mennesker imellem altid vil være store og definerende forskelle også.

Den vrede, som ”White Girl” og ”White Girl 2” udtrykker, ligner lidt den vrede, som Maja Lee Langvad gav los for i ”Hun er vred” (2014), og som Lone Aburas adresserer i sin agitpropudgivelse ”Det er et jeg der taler” fra 2017. Maja Lee Langvad har i lighed med Hagen udgivet to bøger, der ligner hinanden betragteligt i form og indhold: ”Find Holger Danske” (2006) og ”Find Holger Danske Appendix” (2014).

I ”POW POW POW” skriver Christina Hagen ikke-dømmende fra og om en dansk underklasse, som man også kan møde hos en forfatter som Thomas Korsgaard. Rasmus Theisen skriver i sin gyserroman ”Molbohistorier” (2023) også om molboer og den tunge del af Danmark, hvor svigt og fattigdom er udbredt.