Joakim Vilandt

Genrer og tematikker

Sproget træder helt i forgrunden i Joakim Vilands debutbog ”Cassandra”. Det er ekspressivt: Et blødende vansprog, fordi den verden, det beskriver, er i opløsning. Og det er performativt. Som læser opleves det som en obskur tekst fra gamle dage, og når der så en sjælden gang pludselig optræder genkendelige elementer fra en nutidig københavnsk hverdag, f.eks. cykelstier, Fælledparken eller en metro, opstår et sammenstød, der kaster læseren ud af sin egen tid. Den syndflod med bål, brand, afrevne kropsdele og vrede ærkeengle, foregår nu, ikke i en gammeltestamentlig fortid, og her, i København.

I lange passager er teksten så uigennemtrængelig, at den bliver til musik eller larm. Forfatteren bliver til en DJ, der frit spoler op og ned i eksistensniveauerne, fra et ”jeg” til et ”vi”, til slet og ret et fravær af fortæller, og frem og tilbage i tid, som i TREDIE BOG, der gentager undergangen igen og igen. Bogen er næsten i lige så høj grad en komposition og en performance, som den er litteratur.

Tematisk spiller ”Cassandra” på en dobbelttydighed mellem sindssyge og samfundskritik. Kassandras højsang er en rablende vision, som indledes med en ung jegfortællers gang på en psykiatrisk klinik. Det, at fortællerpositionen er vanviddets, gør dog ikke samfundskritikken mindre, og bogen er også en reaktion på en samtid i krise, ikke mindst i klimakrise. Joakim Vilandt siger, at han med ”Cassandra” ønsker at omfavne det irrationelle. Omfavne, at virkeligheden er diffus og mangetydig, og fremmane den kompleksitet, som reduceres bort i en rationel verdensanskuelse. Bogen er et ”opgør med en vestlig fornuftstankegang og et opgør med et samfund, hvis logik leder lige lukt i undergangen” [2]Madeleine SaunteInterview til ForfatterwebOktober 2018.. Følger man argumentationen til ende, er det samfundet, der er sindssygt, og de, der bliver vanvittige af det, der har ret.

Endelig er religion, tro og overtro er tydeligt spor i ”Cassandra”, stærkt knyttet til hyldesten af det irrationelle. Teksterne er kalkeret over åndelige skrifter, og den gud, der skrives frem, er både skaberen og ødelæggeren, en mørk og hævngerrig figur.

Beslægtede forfatterskaber

Joakim Vilandt er noget ganske for sig selv. I sin anmeldelse af ”Cassandra” skrev kritiker Lars Bukdahl, at han er en af de debutanter, der ”hinsides genregrænser taler helt og aldeles splinternyt på deres helt eget sprog, det er de færreste, og de ser ikke dagens lys hvert eller hvert andet år.” [1]Lars BukdahlSkrækken i mundenWeekendavisen, 2017-08-25..

Skal man alligevel kategorisere det unge forfatterskab, kan man dels indplacere det blandt de forfattere, der i deres værker er ekstraordinært - og ofte konceptuelt - eksperimenterende med sprog, stemme og form. Eksempelvis Harald Voetmann, Anders Abildgaard, Glenn Christian, Cecilie Lind, Rasmus Halling Nielsen, Andreas Vermehren Holm og Ursula Andkjær Olsen.

Især er parallellen til Harald Voetmann interessant, fordi der, ud over det fælles arbejde med at dramatisere og uselvfølgeliggøre sproget, også tematisk er sammenfald i litterær strategi: Både Harald Voetmann og Joakim Vilandt punkterer nutidens rationalitet og fornuftstankegang med tankegods fra tidligere epoker og skriver med stemmer, der synes at tale fra en anden tid og fra en meget ældre krop end penneførerens.

Dels kan Joakim Vilandt indplaceres i den litterære strømning af økodigtere, som blandt andet Theis Ørntoft er bærer af. For selv om klimakrisen ikke er eksplicit i ”Cassandra,” er den dystopiske samfundskritik nærværende som en konstant understrøm, ja selve årsagen til den igangværende dommedag. Menneskeheden har begået hybris, og nu er vi, via Kassandras beretning, vidne til den hævngerrige Guds velfortjente nemesis.

Relaterede forfattere