BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Anders Abildgaard
Foto: Ida Marie Martensen i Tokyo i 2016
*Seneste udgivelse

Anders Abildgaard

Senest opdateret
  • Redaktionen
    april 2026
  • Andreas Eckhardt Læssøe
    cand.mag., august 2024
Hovedforfatter
  • Andreas Eckhardt Læssøe
    cand.mag., 2016

Intro

Den danske digter Anders Abildgaard kandiderer til prisen om at være den bedste digter, som færrest læser. Siden debuten Sætninger (2006) er det blevet til fire bøger i alt. Senest udkommet er Ibis (2016). Alle Abildgaards bøger arbejder sig frem som værker, projektorienterede sproglige undersøgelser, som bliver særligt tydeligt i Ibis, hvor det er forbandelsen og vreden, der undersøges. Alligevel er der noget, der binder dem sammen, og det er Abildgaards helt særegne skrift, han er simpelthen én af de stilistisk mest bemærkelsesværdige digtere, der skriver i dag.

Baggrund

Anders Abildgaard er født i 1977 og er vokset op i Klokkerholm ud for Brønderslev i Nordjylland. I 2002 startede han på Forfatterskolen i København, en uddannelse han færdiggjorde i 2004. Han har også taget en kandidat i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, hvor han blev færdig i 2010. Som sit speciale arbejdede han på sin oversættelse af den svenske digter Stig Larssons (ikke krimiforfatteren, men en svensk dramatiker, digter og romanforfatter) bog Natta de mina, der udkom på dansk i 2011 på Forlaget Basilisk med den danske titel Godnat til mine kære. I Abildgaards anden bog, Kære venner, findes der også en oversat tekst af Stig Larsson. Oversættelsesarbejdet har i det hele taget præget Abildgaards skrivende praksis. I 2015 udkom hans oversættelse af den tyske digter Friedrich Hölderlins Pindar-fragmenter på Forlaget Virkelig. Og hele anden del af Abildgaards tredje bog Din fjendes fest består af en oversættelse af den tyske filosof Ludvig Wittgensteins dagbøger.

”Hil for helvede, hil dig, lille kop, er det lille krop, hil i det hele taget alt det, I kan, jo mere desto bedre, dyrk/ vi ville stå trætte ved den slukkede lampe i vindueskarmen/ vi er ikke voksne, hundehvalpe ligger på hjørnet inde i byen, det ved de allerede/ Dürer sidder med raderpennen, lille hare i græsset, lille, lille hare, lille, lille, lille, lille hare/

jeget som en effekt af hjernen, holdt åbent af noget vådt, af hemmeligheder og stoffer”

”Din fjendes fest”, s. 25.

Fra 2005-09 var Abildgaard redaktør på det nu hedengangne tidsskrift Ildfisken med kollegerne Dennis Gade Kofod, Mads Eslund, Harald Voetmann og Anne-Louise Bosmans. Tidsskriftet udgav ny litteratur, både dansk og i oversættelse, og var toneangivende i sin samtid.

Anders Abildgaard
Foto: Ida Marie Martensen i Tokyo i 2016
  • Født

    20. december 1977 i Klokkerholm, Nordjylland.

  • Uddannelse

    Forfatterskolen, 2002-04. Litteraturvidenskab Københavns Universitet, 2010.

  • Debut

    Sætninger. Anblik, 2006.

  • Litteraturpriser

    Nomineret til Montanas Litteraturpris 2013. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 2026.

  • Seneste udgivelse

    Den ødelagte kilometer. Gyldendal, 2024.

  • Inspiration

    Stig Larsson, Ovid, Peter Seeberg, Gilles Deleuze og Felix Guattari.

Siden 2010 har Abildgaard været tilknyttet Testrup Højskole som underviser på skrivelinjen, og i 2015 startede han sammen med forfatteren Kristian Bang Foss Vesterbro Forfatterskole, hvor nu også Christina Hesselholdt underviser.

Med andre ord har arbejdet med litteratur i forskellige afskygninger, fra elevtekster til filosofiske hovedværker, fyldt, ja, det hele for Abildgaard. Det kan man spore i hans forfatterskab, forstået på den måde, at der gøres flittigt brug af citater, både skjulte og åbenlyse, fra alt fra tegneserier og film til fransk og tysk filosofi. Det betyder ikke, at man ikke kan læse værkerne uden at kende citaterne, det betyder, at der er en samtale med litteraturen som sådan i Abildgaards forfatterskab.

Anders Abildgaard er bosiddende i København, og kan nogle gange høres som tenniskommentator på Eurosport, og i de seneste to år som huspoet i radioprogrammet Wimbledon på Radio 24syv.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Abildgaard skriver en poesi, der gerne udfordrer vores tanker om, hvad poesi er, og hvordan det ser ud. Hvis man er vant til at tænke poesi som værende en stram form, så udfordrer de løsere tekster, der findes i især Sætninger og Kære venner, i den grad den forståelse. Man kan tænke på det, som en forfatter, der er fri af genre, men man kan også tænke på det som en udvidelse af det poetiske. Der arbejdes med tempo og rytme på et makroplan, lige så meget som der gør på et sætningsniveau. Det er simpelthen en poetisk organisering af stoffet mere end det er stramt metriske former, man møder hos Anders Abildgaard.

Abildgaard har en forkærlighed for oplistningen og katalogformatet, i det hele taget for skriftlige former, der giver en frihed til at kunne tage store spring i tid og rum. Inspirationen fra film gør sig gældende i hele forfatterskabet, fordi man inden for film kan foretage store spring uden at sætte seeren af. Listen fungerer også på den måde, man forstår som læser, at der foregår en opremsning, og kan acceptere store spring. Nogle gange bliver oplistningen til en regulær ophobning. Sådan gør det sig gældende for Ibis, der tager form som et langdigt og fungerer som et katalog af ubehageligheder, en strømmende forbandelse af et unavngivet du. Den tager udgangspunkt i et forlæg af den oldgræske forfatter Ovid af samme navn. Arbejdet med forlæg og citater er sigende for hele forfatterskabet. Både navngivne citater og skjulte citater optræder ofte i Abildgaards forfatterskab, og i Din fjendes fest er hele anden del af bogen viet til en oversættelse af den tyske filosof Ludvig Wittgensteins dagbøger. Rammerne for, hvad en bog kan indeholde, bliver på den måde skubbet til i Abildgaards forfatterskab. Det er eksperimentel poesi i den mest grundlæggende betydning; at der bliver eksperimenteret med, hvad litteratur og poesi er. Hele forfatterskabet tager form som sproglige undersøgelser. Hvad sker der med sproget, når man vier det vreden og til ondskaben som i Ibis. Hvad sker der med sproget, når man ikke kan læse efter faste individer, som i Din fjendes fest.

Beslægtede forfatterskaber

Anders Abildgaards forfatterskab er ét af de forfatterskaber, der på trods af sin kvalitet aldrig har fået den store opmærksomhed. Han placerer sig inden for en generation af forfattere, der er blevet voksne i løbet af 00’erne, hvor opmærksomheden omkring ny dansk litteratur, ikke var, hvad den er for tiden.

Det utroligt omhyggelige sætningsarbejde, gør ham desuden til en nær kollega med en del af de forfattere. Man kan nævne Majse Aymo-Boot, der med sine fire bøger, Venner og bekendte, Ødelæggelsen 1-11, Spørgsmålene og Over os hænger en vidunderlig sol, også har et ikke specielt omfangsrigt men utroligt godt forfatterskab bag sig, der også kan siges at opføre sig som sproglige undersøgelser. En anden man kan nævne er forfatteren og oversætteren René Jean Jensen. Han har to bøger, Jeg har planlagt at dagdrømme og Om april i maj, og utallige oversættelser bag sig, bl.a. af store tyske forfattere som Thomas Bernhard og Robert Walser. Fælles for Abildgaard og Jensen er et arbejde med det mere luftige sprog, det sprog der ikke umiddelbart kendes som poetisk i forstanden billedrigt og metrisk stramt, men i stedet vægter bevægelighed og luftighed i sætningerne.

Det er også nødvendigt at nævne den svenske digter, dramatiker og forfatter Stig Larsson, hvis værk Natta de mina Abildgaard har oversat til dansk med titlen Godnat til mine kære. I den bog går Larsson langt ud i nogle ubehagelige fantasier, og sproget er hele tiden hakkende, stammende og selvkorrigerende. Det er tydeligt at spore inspirationen fra Larsson i Abildgaards to første bøger.

Også den danske Peter Seeberg bør nævnes som en inspiration, særligt de sene af hans bøger, der består af mere eksperimentelle prosastykker, som f.eks. Rejsen til Ribe.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Digte

Sætninger. Anblik
Sætninger. Anblik

Anders Abildgaard

2006

Kære venner
Kære venner

Anders Abildgaard

Gyldendal, 2009.

Din fjendes fest
Din fjendes fest

Anders Abildgaard

Gyldendal, 2013.

Ibis
Ibis

Anders Abildgaard

Gyldendal, 2016.

Den ødelagte kilometer
Den ødelagte kilometer

Anders Abildgaard

Gyldendal, 2024.

Essays

Atami : Syv tekster | Tokyo | Februar-maj 2019
Atami : Syv tekster | Tokyo | Februar-maj 2019

Anders Abildgaard

Antipyrine, 2021.

Om forfatterskabet

Artikler

Wikipedia

Som at stå i en vammel udgave af ’Alice i Eventyrland’

Tue Andersen Nexø

Dagbladet Information, 2013-01-18.

Forbandelsens fest

Erik Skyum-Nielsen

Dagbladet Information, 3-05-2016.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anders Abildgaard

Kilder citeret i portrættet

[1]

Kort interview med forfatteren selv om biografiske detaljer.