Majse Aymo-Boot

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
august 2026

Hovedforfatter

Ida Holmegaard
uddannet fra Forfatterskolen, 2014

Fælles for Majse Aymo Boots prosalyriske tekster er et højt tempo og det faktum, at ingenting er helt stabilt – både fortælleren, rummet og stilen er sammensat og foranderlig i hendes sproglige univers. Hun arbejder med at bryde magtens og de glittede blades sprog ned med et nuanceret blik for, at også det bløde, behagesyge og selvfremstillende kan være magtfuldt. I alle hendes bøger kan der genfindes et ærinde med identiteten og en understregning af det komplekse forhold, at man som menneske ikke blot udgør én sammenhængende helhed, men et flimmer af stemmer, sprog og fællesskaber.

Baggrund

Majse Aymo-Boot er født i 1974 og er bosat i København. Hun blev uddannet fra Forfatterskolen i år 2000 og i samme år debuterede hun med ”Venner og bekendte”, en samling af digte, kunst og fotografier, som hun udgav sammen med kunstneren Anna Fro Vodder. Siden har hun udgivet de prosalyriske samlinger ”Ødelæggelsen 1-11” i 2009, som blev nomineret til Montanas Litteraturpris, ”Spørgsmålene” i 2012, som hun vandt Albertineprisen for og romanen ”Over os hænger en vidunderlig sol” i 2014. Derudover har Aymo-Boot udgivet tekster i diverse litterære tidsskrifter, blandt andet Hvedekorn og Victor B. Andersens Maskinfabrik. Hun har desuden modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og Leo Estvads legat.

”Min tanke er andetsteds, tanken boltrer sig just på det grønne græs jeg står her og drømmer om. Tanken om noget stort og grønt og spændende, som man kan kærtegne længe. Indtil det er glemt. Ønsket om at se en ræv. Indtil det ikke betyder noget længere. Et eller andet jeg snart skal udforske. En idé om noget ved synet af en græsplæne. En opløftet fornemmelse. En foresvæven. En eksplosiv struktur, som pisker gennem rummet. Jeg myldrer op gennem mig selv.”

”Over os hænger en vidunderlig sol”, s. 40.

Foto: Lærke Posselt

Født
1974.
Uddannelse
Forfatterskole, 2000.
Debut
Venner og bekendte. Basilisk, 2000.
Litteraturpriser
Albertineprisen, 2013.
Seneste udgivelse
Tingene. Gyldendal, 2026.
Inspiration
Thomas Bernhard,Gustave FlaubertogSusan Sontag.

Ud over sin forfattergerning er Majse Aymo-Boot redaktør på forlaget Basilisk, som udgiver både ny litteratur og oversatte eller nyoversatte værker af forfattere som for eksempel Robert Walser, Thomas Bernhard og Anne Carson. Hun har også arbejdet med radio; i 2005 tilrettelagde hun udsendelsen ”Swingers”, der handler om sexklubber, for DR-programmet Ultralyd.

Søger man at lave en klassisk biografisk læsning af Majse Aymo-Boots forfatterskab, kommer man til at søge længe – hendes dynamiske og omskiftelige skrift lægger bestemt ikke op til at blive læst i forlængelse af hendes biografi. Selvom hun er meget optaget af spørgsmål om identitet, lægger hun samtidig bevidst afstand til ideen om den personlige biografi som noget fremadskridende med individet som det afgrænsede og logiske centrum; i dette interview i Politiken forklarer hun for eksempel om sit syn på biografien og om tilblivelsen af ”Over os hænger en vidunderlig sol”:

”Faktisk kom det med folkeskolen sig af, at hun (Majse Aymo-Boot, red.) blev bedt om at skrive en hjemstavnsnovelle. »Og så skrev jeg en anti-hjemstavnsnovelle. I stedet for at se hjemstavnen som det varme, det biografiske, det, man kommer fra, det stedbundne, ville jeg se den i generelle strukturer, nærmere bestemt folkeskolen, som alle pløjer igennem som en hjemstavn. Jeg ville gerne finde en tekst, som ikke havde det der blik på individet som dannet af noget positivt fremadskridende, noget personligt biografisk. Jeg har været tiltrukket af, hvordan man kan tænke identitet som noget, der ikke nødvendigvis er privat, men som findes i det her mærkelige mellemsted, skolerammen er. Man er måske mere en funktion ...«.” (Tine Maria Winther: Folkeskolen som hjemstavn. Politiken, 2014-06-08).

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

”Bryd dine grænser for at forsvare dem.” Sådan står der i den første tekst i ”Ødelæggelsen 1-11”, og det er netop på den måde, at grænserne, eller manglen på samme, er besværlige i Majse Aymo-Boots forfatterskab. Du kan godt opgive at opretholde en grænse mellem dig selv og verden, den vil gennemtrænge dig med alle sine sprog og regler og underligheder. Men bryder man selv sine egne grænser, hvad er det så, man forsvarer? Paradoksale udsagn som dette er ikke ualmindelige i hendes bøger, som alle befinder sig et sted mellem prosa og poesi og låner sproglige strategier fra begge genrer.

Der er en tydelig bevægelse gennem hele Aymo-Boots forfatterskab mod, at man ikke kan skelne det individuelle eller private fra det fælles. Eleven i ”Over os hænger en vidunderlig sol” har ikke noget eget ophav, vi ser ikke en klasse med forskellige typer elever fra forskellige baggrunde repræsenteret, men derimod et fælles sprogligt og institutionelt felt, som jeg'et ikke kan skelnes fra. Aymo-Boots sprog er da også hele tiden gennemtrængt af forskellige former for fællessprog som f.eks. ministerielle bekendtgørelser, selvhjælpsformuleringer eller teoretiske begreber. Dette sproglige fællesgods indoptager teksterne fuldstændig i deres sætninger, i en erkendelse af, at man ikke kan træde uden for normsproget, men at man kan destabilisere det og ødelægge det, gøre nar af det. Netop denne sammenglidning af forskellige sprogtoner, hvor der ofte peges fingre af eller leges med floskelprægede og tomme udsagn, er samtidig med til at gøre hendes bøger virkelig sjove. Sætningerne bærer præcise og ofte opfindsomme udsagn, som her på side syv i ”Ødelæggelsen 1-11”: ”Skrab alger af skinnebenene når du dukker op af det skummende hav, løft munden op over smovsehøjde”. Det kan føles, som om teksterne ligefrem boltrer sig i sprogets mange muligheder, hvilket både giver dem fart og dynamik og til tider skaber en slags overgjort stil, som peger på sig selv som pyntet og selvfremstillende.

Det jeg, som udtaler sig i Aymo-Boots tekster, er sjældent et jeg med en stabil krop eller identitet. Man kan snarere kalde det en art retorisk jeg, en sproglig figur, som bruges til at udsige forskellige udsagn. Det synes karakteristisk for hendes forfatterskab, at jeg'et i sproget selvfølgelig laver grimasser, men der er tale om mere end blot et maskespil, mest af alt fordi der ikke er noget bag ved masken. Det er ikke nogen essens, kerne eller krop, der skjuler sig bag attituder, for der er ikke noget at skjule – hver gang sproget forandrer sig, forandrer jeg'et sig også fuldstændig og bliver dermed en sært fluktuerende størrelse, der okser derudad gennem splittede og ofte drømmeagtige landskaber, der flyder med rester og reminiscenser fra hverdagssituationer.

Beslægtede forfatterskaber

Ligesom Aymo-Boot har den schweiziske forfatter Max Frisch udgivet et værk kun bestående af spørgsmål. Det hedder ”Spørgeskemaerne” og udkom første gang i 1972. Frischs spørgsmål, som er henvendt til læseren, er mangeartede og ofte komiske, og har derudover det til fælles med Aymo-Boots ”Spørgsmålene”, at der ikke spørges for svarenes skyld, men som del af en fortsat undren over verden og som en undersøgelse af spørgsmålets væsen.

En anden dansk, samtidig forfatter, som beskæftiger sig med spørgsmål, er Maja Lee Langvad i ”Find Holger Danske” fra 2006 og et appendiks til bogen, der udkom i 2014. I disse bøger benytter hun sig af spørgeskemaer til at præsentere mange svære, nogle gange ubesvarlige, spørgsmål, som adoption kan stille. Samtidig mimer spørgeskemaerne de bureaukratiske formularer og blanketter, som er knyttet til adoptionen.

Den gammelkloge, fabulerende barnefortæller fra ”Over os hænger en vidunderlig sol” har et slægtskab med hovedpersonen Fritz i Robert Walsers ”Fritz Kochers skolestile” fra 1904. Fælles for de to værker er en blanding af en humoristisk og kategorisk stil, en imponerende dynamik og hastighed i sproget og masser af overvejelser om skolen der – sådan er det jo når man er barn – forekommer at være et på en gang dybt mærkværdigt og fuldkommen naturligt miljø.

Majse Aymo-Boot skriver en litteratur, der ikke minder om meget af det der udkommer i hendes samtid. Men skal man lede efter kolleger, hvis stil bærer nogle af de samme karakteristika som hendes, kan Anders Abildgaard nævnes. I sin seneste bog ”Din fjendes fest” arbejder han også med en slags kakofoni af stemmer, der taler fra et foranderligt og til tider meget ubehageligt sted. En anden er Lars Skinnebach, der ligesom Aymo-Boot skriver tekster, som bevæger sig med høj fart gennem omskiftelige, ustabile rum, og hvor jeg'et som fast instans undergraves. Desuden har forfatterskaberne det til fælles, at de arbejder med destabilisering af et magtsprog, blandt andet ved at blande og krydsbestøve det intime sprog med det politiske og institutionelle.