”Dette er Danskerloven: 1. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er født i Danmark. 2. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du snakker flydende dansk. 3. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er dansk statsborger. 4. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du bor i Danmark. 5. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du respekterer de danske love. 6. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi dine bedsteforældre tror det. 7. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du hejser Dannebrog i din have. 8. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du kalder nogle for nydanskere. 9. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du vil dø for Danmark. 10. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du føler dig dansk.”
”Find Holger Danske”, s. 46.
Langvad udvander f.eks. faste sproglige udtryk ved at skifte ord ud. På side 7 står der: ”Blod er tykkere end vand/ blæk er tykkere end vand/ mælk er tykkere end vand/ tykmælk er tykkere end vand”, og på denne næsten fjollede måde udfordrer hun vante forestillinger om familietilhørsforhold. Ved at udskifte blod med andre ord (alt muligt er tykkere end vand) mister udtrykket sin oprindelige betydning og bliver komisk. Langvad peger på sprogets utilstrækkelighed og tanken om, at biologisk slægtskab skulle være stærkere end andre slægtskaber. De familiære bånd i en adoptivfamilie er netop ikke forbundet af blod. Samme greb bruges i teksten ”pæredansk/ æbledansk/ blommedansk/ banandansk” (s. 48) m.fl.
I tre sessioner stilles 20 spørgsmål til hhv. ”min biologiske mor”, ”min adoptivmor” og ”mig selv”, og det er nærgående og tabubelagte spørgsmål om identitet, skyld og skam forbundet med adoption. De er stillet op med valgmuligheder som et multiple choice spørgeark, og gabet mellem formaliseret spørgeskema og psykologisk udfordrende spørgsmål virker næsten voldsomt.
En sekvens er optaget af den såkaldte madkasseordning, der blev sat i værk i 2004 for på ”humanistisk” vis at opfordre afviste asylansøgere til at rejse hjem. Danske politikere sammensatte en viktualiekasse med de mest fornødne madvarer, så asylansøgerne ikke behøvede at modtage kontante ydelser. På denne køligt fremvisende måde har Langvad fremstillet et tiltag i dansk politik som inhumant, nedværdigende og komisk.
Langvad sætter spørgsmålstegn ved vores sprogbrug, når vi omtaler minoriteter og ”fremmede”. Sprogets magt er enorm, og når et begreb først er indoptaget i sproget, bliver det det også hurtigt i en fælles mentalitet. Den internaliserede racisme, der ligger i udtryk som negerpik og kinesersnot – hentet fra Politikens Slangordbog, bliver her tydelig i sammenhængen.
Maja Lee Langvad
Adoption og identitet er det gitter, som Maja Lee Langvads forfatterskab er bygget op om. Med indignation og humor udfordrer hun fastgroede forestillinger om danskhed, kultur og national identitet ...
Læs hele forfatterportrættet
