BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Lars Skinnebach
Foto: Sara Galbiati
*Seneste udgivelse

Lars Skinnebach

Senest opdateret
  • Redaktionen
    oktober 2025
Hovedforfatter
  • Susannah Larrabee Sønderlund
    cand.mag., 2009

Intro

Lars Skinnebachs digte vækker altid opsigt. Om det er med skrig, vrede eller glimt af ømhed. I den ambivalente digters univers finder man sindssyge udsagn og hysteriske besværgelser, konstaterende tale og et tiltagende raseri i pludrende cut up format. Skinnebachs hidsige lyrik repræsenterer et særligt oprørsk engagement. Gennembruddet kom i 2004 med digtsamlingen ”I morgen findes systemerne igen”, hvori han i et aggressivt sprog vrængede af velfærdsstatens skyggesider. Og med sit fokus på global opvarmning og forholdet mellem natur og kultur har han siden 2010 bestridt posten som fader til den økopoesi, der er blevet populær blandt yngre digtere.

Baggrund

Lars Skinnebach er født i Galten ved Aarhus i 1973. Han boede under sin opvækst både i Egedesminde og Holsteinsborg i Grønland, indtil familien flyttede til en stationsby på Sjælland, da han var 15. Lars Skinnebach havde svært ved at omgås og tilegne sig sine jævnaldrendes sociale koder samt de gruppetilhørsforhold, som er indlejret i sproget. I stedet trak teenageren sig ind i sig selv og hev barndomshjemmets eneste digtsamling ned fra bogreolen – nemlig Ivan Malinowskis “Vinterens hjerte”. Digtenes viltre sprog, kritiske tænkning, eksistentielle overvejelser og sanserefleksioner chokerede Lars Skinnebach i en sådan grad, at han helt spontant skrev en lang række digte, der tilfredsstillede behovet for at sammenligne de to samfund, det utopiske Grønland og det depraverede, men dog attraktive Danmark.

”Vi reagerede ikke hurtigt nok på klimakrisen. De politiske systemer, demokratiet i de vestlige lande magtede ikke, de magtede det ikke, at erstatte grundlaget for deres egne privilegier (…)”

“Øvelser og rituelle tekster”, s. 7.

I 1993 blev Lars Skinnebach student fra et gymnasium i Roskilde, og allerede året efter blev han optaget på Forfatterskolen, hvor han blev uddannet 1994-96. Efter Forfatterskolen studerede han i en periode lingvistik på Århus Universitet og litteratur på Syddansk Universitet, men det har altid været digtningen, som har haft størst betydning for ham.

Portræt af Lars Skinnebach
Foto: Sara Galbiati
  • Født

    1973 i Galten.

  • Uddannelse

    Forfatterskolen 1994-96.

  • Debut

    Det mindste paradis. Gyldendal, 2000.

  • Litteraturpriser

    Rifbjergs debutantpris fra Det Danske Akademi, 2004. Gyldendals Boglegat, 2005. Montanas Litteraturpris, 2010. Statens Kunstfonds Livsvarige hæder, 2025.

  • Seneste udgivelse

    I ly. Gyldendal, 2025. Digte.

I 2003-2005 var Lars Skinnebach sammen med litteraten Tue Andersen Nexø redaktør for tidsskriftet Den Blå Port. De to efterlyste her ny litteratur, som turde sætte noget på spil (Den Blå Port # 63, 64 og 68/69, 2004-2005), og den litterære undergrund blev opfordret til – ud over at opsøge nye sproglige former – også at sammentænke menneske, socialitet og verden på en ny måde. Litteraturen burde konstruktivt bidrage til det omkringliggende samfund og ikke blot kredse om sin egen indforståede eksistens.

Denne aktivistiske ambition har Skinnebach siden selv forsøgt at leve op til, bl.a. da han omkring årsskiftet 2010/2011 udgav ”Øvelser og rituelle tekster” på mikroforlaget After Hand. For at få lov til at købe bogen skulle læseren underskrive en kontrakt om ikke at bruge penge på andet end mad i fem dage. For som der stod på bogens bagside: ”Kunst der ikke beskæftiger sig med klimakrisen er ikke værd at beskæftige sig med.”

Skinnebachs værker har modtaget både priser og positiv kritik. I 2010 vandt han Montanas Litteraturpris for ”Enhver betydning er en mislyd” med begrundelsen, at hans digtning var ”konstant overraskende, æstetisk provokerende, sætning for sætning gennemarbejdede, usikkert sikre, muligvis helt uopslidelige og på sin egen avancerede facon dybt samfundsrelevante genreblanding.” [5]Rasmus Bo SørensenSkinnebach vinder Montanas LitteraturprisInformation, 2010-10-15. Ud over at skrive har Skinnebach også undervist nye forfattertalenter, bl.a. på forfatterskolen i København. Han er bosiddende med sin familie på Fanø efter at have boet flere år i Bergen.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Karakteristisk for Lars Skinnebachs digte er hans fornyende og rendyrkede lyriske udtryk, hvor hver linie, hver ytring, hvert billede maser sig frem med stikkende intensitet. Han har et stramt greb om de sproglige virkemidler, han bruger, og metaforer, gentagelser og sammenligninger er med til at materialisere hans en radikale og sorte verdenssyn. Det er netop samspillet mellem de æstetiske kvaliteter og de politiserende elementer, det intime og abstrakte, som gør Skinnebachs lyrik så raffineret, afbalanceret og effektfuld.

Selv afviser Skinnebach digtenes flerstemmighed og fragmentering. Digtene er snarere et forsøg på at skildre et troværdigt jeg, udtalte han i 2004: “Et jeg der er noget større end man er vant til at se i poesien” (Martin Glaz Serup: “Skrøbelige voldsmænd”. www.nypoesi.net, februar 2005). Han afsøger altså grænserne for, hvad der ligger ud over digtningens inderlige, jeg-dyrkende funktioner. Og netop splittelsen og angsten kendetegner digtenes jeg, der med ét søger tilflugt i digtningen, kærligheden og naturen og i næste nu raser ud i voldsomme, aggressive vendinger med talrige opfordrende og direkte læserhenvendelser. Skinnebachs digte kredser både om en skrøbelig, problematisk identitets- og intimsfære såvel som om mere abstrakte og samfundskritiske forhold.

Cut-up teknikken med tilfældigt samplede udsagn fra dagligsprogets hverdagsklicheer til vilde metaforer fremstår som en tvetydig udtryksmåde og giver en stemning af både sammenbrud, vildskab og frustration, men også sanselig nærhed og øjeblikke med håb.

For som Mikkel Krause Frantzen ender med at konstatere i sin bog om forfatterskabet, er Lars Skinnebach, når alt kommer til alt: ”en ambivalensens forfatter, hvad enten det drejer sig om (u)tiltalende henvendelsesformer, affektive mønstre, sprogligt misbrug eller global klimakrise.” [6]Mikkel Krause FranzenLars SkinnebachArena, 2013..

Beslægtede forfatterskaber

Der er en tydelig traditionsbevidsthed i Lars Skinnebachs digte. Som inspirationskilder kan nogle af de politiske, modernistiske digtere som Ivan Malinowski og den sorte galskabs- og absurditetsdigter Jess Ørnsbo fremhæves. Sidstnævnte skriver digte med stort engagement om sociale problemer og opgør med borgerlige normer. Lars Skinnebach selv har udtalt, at han er inspireret og optaget af Jens August Schade, “fordi han er så berusende at stifte bekendtskab med." [1]Henning ThøgersenLars & Lars: Jeg afskriver kærligheden. Interview i Ekstra Bladet2000-02-20, men også forfattere som Charles Baudelaire, Comte de Lautreamont, Arthur Rimbaud, Walther Whitman, Ezra Pound, Wallace Stevens, Sylvia Plath, Edith Södergran, Gunnar Ekelöf, Jussi Björling og Paul Celan har gjort stort indtryk på den danske digter.

Lars Skinnebachs sanselige, kritiske og sociale engagement opleves også hos digterens samtidige lyrikerkolleger, blandt andet Ursula Andkjær Olsen, Martin Glaz Serup, Mette Moestrup, Lone Hørslev og Maja Lee Langvad. Den brændende interesse for omverdenen, afbildninger af velfærdsstatens skyggesider og de voksende sprækker i samfundets fællesskab er temaer, som også bringes på banen af blandt andet prosaisterne Lars Frost, Katrine Marie Guldager, Kirsten Hammann, Simon Fruelund og Pablo Llambías. Christina Hesselholdt, Hans Otto Jørgensen og Lone Aburas har endog skrevet smædedigtende agitprop og anser det som en moralsk forpligtelse at skrive om samtidens aktuelle politiske situation.

Endelig dannede Skinnebach i 2010 bandet Klimakrisen sammen med sin yngre kollega Theis Ørntoft for, med deres egne ord, at indspille et soundtrack til menneskets dumhed. Ørntoft er åbenlyst inspireret af Skinnebach, når han i sine anmelderroste ”Digte 2014” og i romandebuten ”Solar” fra 2018 beskæftiger sig med konsekvenserne af menneskets overforbrug, forurening og manglende ansvarsbevidsthed over for en natur, der er ved at bukke under på grund af hvad han opfatter som menneskeskabt idioti.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Værker af Lars Skinnebach

Det mindste paradis
Det mindste paradis

Lars Skinnebach

2000. Digte

Kærlighed til fædrelandet var drivkraften
Kærlighed til fædrelandet var drivkraften

Lars, Jeppe Brixvold, Lars Frost, Pablo Henrik Llambías Skinnebach

2001. Essays

I morgen findes systemerne igen
I morgen findes systemerne igen

Lars Skinnebach

2004. Digte

Din misbruger
Din misbruger

Lars Skinnebach

2006. Digte

Post it. Digte. Illustrationer af Cecilia Westerberg.
Post it. Digte. Illustrationer af Cecilia Westerberg.

Lars Skinnebach

Enhver betydning er også en mislyd. Genrer
Enhver betydning er også en mislyd. Genrer

Lars Skinnebach

Gyldendal, 2009

Digte 04-09
Digte 04-09

Lars Skinnebach

Gyldendal, 2011. Digte.

Øvelser og rituelle tekster
Øvelser og rituelle tekster

Lars Skinnebach

Edition After Hand, 2011.

Teotwawki
Teotwawki

Lars Skinnebach

Gyldendal, 2018. Digte.

Patriarken falder
Patriarken falder

Lars Skinnebach

Gyldendal, 2022. Digte.

I ly
I ly

Lars Skinnebach

Gyldendal, 2025. Digte.

Om forfatterskabet

MySpace

Lars Skinnebach på MySpace

Bag i Lars Skinnebachs bog “Enhver betydning er også en mislyd” er en henvisning til denne myspace-profil.

Lars Skinnebachs jazzprojekt

Her kan man lytte til Skinnebachs jazzprojekt

Artikler

En forlystelsespark for døende. Den Blå Port 67
En forlystelsespark for døende. Den Blå Port 67

Lilian Munk Rösing

Forlaget Arena, 2005

Betydninger taget med kejsersnit. Anmeldelse i Information

Erik Skyum-Nielsen

2004-03-25

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lars Skinnebach

Kilder citeret i portrættet

[1]

Lars & Lars: Jeg afskriver kærligheden. Interview i Ekstra Bladet

Henning Thøgersen

2000-02-20

[2]

Generationsmaskinen

Lars Bukdahl

Borgens Forlag, 2004.

[3]

Skrøbelige voldsmænd : om Lars Skinnebachs "I morgen findes systemerne igen" Bogens verden, Årg. 87, nr. 2

2005

[4]

Lars Skinnebachs desperado-digte

Henrik Vesterberg

Politiken, 2006-05-07.

[5]

Skinnebach vinder Montanas Litteraturpris

Rasmus Bo Sørensen

Information, 2010-10-15.

[6]

Lars Skinnebach

Mikkel Krause Franzen

Arena, 2013.