Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

*Seneste udgivelse

Katrine Marie Guldager

Emneord:

Senest opdateret

Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., november 2025

Hovedforfatter

Ida Blinkenberg Lidell
stud.mag.

Katrine Marie Guldager begyndte sit forfatterskab som lyriker, men har siden skrevet både digte, romaner, noveller, børnebøger og hørespil. I sin seks bind store Køgekrønike har hun skrevet et kapitel til den moderne danmarkshistorie med særligt fokus på individets realisering og familiens strukturelle udfordringer. I 2021 fortalte hun sin egen historie i ”Det samme og noget helt andet”, mens de følgende tre romaner gav stemme til kvinder, der er trætte af pis og nu tager bladet fra munden. Hendes seneste bog, ”Først når jeg siger til” fra 2025, er en kærlighedsroman om jordemoren Signe.

Baggrund

Katrine Marie Guldager er vokset op i Hillerød som datter af en skovbrugskandidat og en landskabsarkitekt. Fra hun var tre til seks år, boede hun med sine forældre i Zambia, hvilket måske har vakt den interesse for Afrika, som indgår på forskellige måder i Guldagers forfatterskab – mest markant med titlen på hendes novellesamling ”Kilimanjaro”.

”Jeg forstår ikke helt, at et barn vil gå gennem ild og vand for at bevare forestillingen om de gode forældre, jeg forstår det ikke, og jeg forstår det godt. Jeg forstår, at det er en forestilling, der er vokset i mig, længe før jeg fik sprog. Er det en forestilling, alle børn bliver født ind i? Så de ikke skal mærke deres egen ensomhed? Så de ikke skal føle sig forladte?”

”Det samme og noget helt andet”, s. 429.

I løbet af teenageårene skrev hun digte, og i 1985 blev hun student fra Gentofte Statsskole. Derefter gik der nogle år, før hun genfandt interessen for litteraturen, for hendes far døde i en togulykke, da hun var 21 år. Trafikulykker finder man behandlet i rigt mål i Guldagers forfatterskab, f.eks. titlen på hendes gennembrudsværk ”Styrt”, som refererer til et cykelstyrt, eller novellen ”Sammenstødet” i novellesamlingen ”København”, som handler om en kvinde, der kører en anden kvinde ned.

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
29. december 1966 i Ordrup
Uddannelse
Forfatterskolen, 1992-94. Cand.phil. i dansk, Københavns Universitet, 1994.
Debut
Dagene skifter hænder. Gyldendal, 1994. Lyrik.
Priser
Klaus Rifbjergs Debutantpris for lyrik, 1996. Jeanne og Henri Nathansens Fødselsdagslegat, 1996. Peder Jensen Kjærgaards og Hustrus Legat, 2001. Holger Drachmann-legatet, 2003. Kritikerprisen, 2004. Beatrice-prisen, 2010. Odd Fellow Ordenens Litteraturpris, 2012. Statens Kunstfonds Livsvarig ydelse, 2016. Søren Gyldendal-prisen for skønlitteratur, 2024.
Seneste udgivelse
Først når jeg siger til. Gyldendal, 2025. Roman.
Inspiration
Fjodor M. Dostojevskij, Franz Kafka, Gabriel García Márquez.

I 1994 blev Guldager cand.phil. i dansk fra Københavns Universitet. Studiet inspirerede hende til at skrive, da hun brugte det som metode til at lære litteraturanalyse. Samme år afsluttede hun Forfatterskolen.

I 2010 påbegyndte Katrine Marie Guldager en stort anlagt krønike om en familie fra Køge. Den første bog i serien, ”Ulven”, lagde ud med at præsentere romankaraktererne i årene omkring Anden Verdenskrig, og de senere fem bind følger familien op gennem anden halvdel af det 20. Århundrede, til den slutter i 1988.

Efter at have skrevet fortællinger om fiktive karakterer i hele sit forfatterskab gik Katrine Marie Guldager i 2019 ombord i sin egen historie, der er præget af et kompliceret forhold til hendes nærmeste og ikke mindst af to pludselige dødsfald, da hun var ganske ung. Det blev til romanen ”Det samme og noget helt andet”, der udkom i 2021.

Dette portræt omhandler Katrine Marie Guldagers skønlitterære værker for voksne.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Katrine Marie Guldager taler med Litteraturformidler Sarah Hvidberg om "Birgithe med th". Januar 2023.

Udvalgte bøger

Blank og Det grønne øje

Katrine Marie Guldager kastede sig ud i romangenren med ”Blank” fra 1996, som er en indre monolog på 59 sider fremført af Helene Brostrøm, som bor på en bondegård med sin mand. Helene er ‘blank’, altså dum, og psykisk er hun ved at gå op i limningen. Der er en dobbelthed i fortællerstemmen, idet den på den ene side virker som en umiddelbar gengivelse af tankestrømmen (også kaldet ‘stream of consciousness’). På den anden side er den bevidst om sin formidling: ”Jeg gør det, jeg præsenterer mig selv, jeg hedder Helene, Helene Brostrøm.” (Den indledende sætning).

Fortællerstemmen er dominerende i ”Blank”, og det er også tilfældet i Katrine Marie Guldagers næste roman ”Det grønne øje” fra 1998, som er betydeligt længere. Her er det fortællende jeg en engelsk overklassekvinde, som kommer ud i en konflikt med sin eksmand, da han vil have urnen med asken af deres afdøde datter med sig til Canada. Umiddelbart ser sproget i ”Det grønne øje” temmelig normalt ud, men så sker der ting og sager: Flere og flere fabulerende fortællinger, som tilsyneladende ikke har noget med hovedfortællingen at gøre, skydes ind i tide og utide. Netop som man tror, hovedfortællingen drukner i anekdoter, ser man, at de i stedet understreger og tilføjer nye dimensioner til fortællingen. Det sker for eksempel i afsnittet ”Hemmelige transporter”, hvor hovedpersonen opholder sig i Zambia med sin mand. Der modtager hun et brev, som er en lille historie om en aldrende dame i Afrika, som bliver vidne til en smuglertransport og får lov til at se den smuglede vare. Det viser sig, at det er en gipsafstøbning af en hånd, som holder en blyant. Genstanden fra den lille fortælling bliver symbolsk for alle anekdoter, der udgør den store fortælling: ”Den forekommer mig at være et billede på den hånd der nu nedskriver nogle af alle de anekdoter der har passeret gennem Pinton…” (s. 97).

Katrine Marie Guldager har senere kaldt ”Det grønne øje” for en skriveøvelse, et nødvendigt trin på forfatterskabets trappe. Hun udtaler, at hun var blevet træt af den megen attitude i romanen og mente, det spærrede for stoffet. [3].

Andre udgivelser

Siden debuten i 1994 har Katrine Marie Guldager konstant udviklet sit forfatterskab. Hun har overrasket anmelderne, hver gang hun har udgivet en bog, og er bl.a. blevet kaldt ‘formkamæleonen’.

Hørespillet ”Rejsen til Kicdolqimikk” fra 2002 minder om et læsedrama med fortællerstemme og drømmesekvenser og kan dermed betegnes som en genrehybrid. Værket handler om en togrejse til det mystiske Kicdolqimikk. Ved ankomsten skal passagererne interviewes, og hvis de er for normale, får de ikke adgang til det forjættede Kicdolqimikk. Hørespillet er absurd i sit ‘setup’, men ligefrem i samtalerne om store emner som samfundsforhold, politik og identitet.

Børnebogsgenren var det næste felt, Guldager udforskede, og det bl.a. med den omfattende serie om ”Frøken Ignora i Vandtårnet” fra 2002-2019, ”Petrine Petruskas ABC” fra 2004 samt de seks bøger om Peter Prik (2009-11).

I 2003 udgav Guldager fire noveller i samlingen ”Konflikt i Familien”.

Udover de skønlitterære værker har Katrine Marie Guldager udgivet bogen ”Lysgrænsen” (2007), der er en beretning om forfatterens ni år i psykoanalyse.

Genrer og tematikker

Katrine Marie Guldagers bevægelse fra lyrik til prosa har indebåret genrehybrider som den prosaiske form i digtene i ”Styrt” og de lyriske elementer i ”København” og ”Kilimanjaro”. Denne bevægelse væk fra faste former peger på en postmoderne æstetik, som også understøttes af Guldagers brug af humor – især i form af ironi og sarkasme.

Selv om forfatterskabet spænder vidt, er der mange røde tråde. Stilistisk kan man pege på den centrumløse bevægelse: I digtsamlingerne finder man hektisk bevægelse inden for de enkelte digte, understøttet af den sproglige opbygning og brugen af kolon. Novellesamlingen ”København” består af et net af bevægelser rundt i byen, og ”Kilimanjaro” zapper mellem Danmark og Afrika. Et andet stilistisk element er brugen af helt konkrete ting, og især digtsamlingerne er fyldt med genstande som brødmaskiner, en solsort og en bananpalme. På den anden side af årtusindskiftet bruger Guldager ofte tingene som sociale markører: Vi får f.eks. indirekte at vide, at det er overklassen, det drejer sig om, når personerne sættes i forbindelse med bilmærket Alfa Romeo og en fletstol.

Gennemgående temaer er Afrika, globaliseringen og dens etiske implikationer. Fremmedgørelse er et lige så vigtigt motiv, og den findes i alle afskygninger, især i nære relationer, såsom familien. Dette udfoldes detaljeret og personligt i ”Det samme og noget helt andet”.

‘Medmennesket’ er også et vigtigt tema, når Guldager f.eks. udstiller, hvordan mænd køber prostituerede – heriblandt børn – men forsøger at undgå moralske tømmermænd. I begyndelsen af forfatterskabet optræder kærligheden som en formildende faktor, men den fortrænges mere og mere af ensomhed og sjælelig forråelse, jo nyere udgivelserne er. I 2025 vender Guldager dog tilbage til tosomheden i romanen ”Først når jeg siger til”.

I mange udgivelser er familien og individets forhold til det familiære fællesskab helt central. Både i kronikker og i Køge-krøniken italesætter Guldager en klar holdning til skilsmisser. Med børnenes tarv for øje plæderer hun for, at forældre skal blive sammen for at skåne børnene for ”de følelser af splittelse og opbrud, der siden skulle blive så almindelige blandt danske børn.” (”Lille hjerte”, s. 162.) Forfatterens interesse for psykoanalyse løber som en strøm gennem de skønlitterære værker og er særskilt emne for den psykoanalytiske fortælling i ”Lysgrænsen”. Endelig er forholdet mellem orden og kaos en fællesnævner for hele forfatterskabet.

Beslægtede forfatterskaber

På spørgsmålet om, hvem Katrine Marie Guldager selv har stået i mesterlære hos, svarer hun: ”Jeg har efterabet Dan Turèll, Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt i digtene. En tømrer opfinder jo heller ikke fænomenet 'hus', hver gang han bygger et”. [2].

En ting er inspirationen til det tidlige forfatterskabs lyrik. Noget andet er den strømning, der følger det senere forfatterskabs prosaværker. Om det fortæller hun, at hun føler sig som del af en forfattergeneration, der er begyndt at skrive fortællinger, hvor personlige historier kombineres med en interesse for politik, samfund og historie. [2]. Dette slægtskab breder sig ud til samtidige forfattere som Lars Frost, Kirsten Hammann, Jan Sonnergaard, Merete Pryds Helle, Maja Lee Langvad og mange andre.

Listen over forfattere, der har undersøgt og beskrevet komplicerede familieforhold, er lang. Arvestrid og ufortalte historier er centrum for Vigdis Hjorts ”Arv og miljø” (2017), og i Per Pettersons ”Jeg nægter” (2013) spørger han til, hvad der binder mennesker sammen – og om man kan nægte at være i en relation eller tilgive den, der har såret en. Leonora Christina Skov har i ”Den, der lever stille” (2017) fortalt sin historie om et forældrepar, der vægtede normer højere end datterens lykke – og om det efterfølgende opgør fra datterens side, hvilket først var muligt, da moderen døde.