Per Petterson

Emneord:

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., juli 2026

Hovedforfatter

Martin Ravn
journalist, 2022

Norske Per Petterson folder stille og stærkt indre dramaer ud. Relationen mellem forældre og sønner fremskrives med en udtalt sensibilitet, og det familiære og nære står centralt i forfatterskabet. Hans prosa er kendetegnet ved en fortællestil og personskildring, der leder tankerne hen på store amerikanske realister som William Faulkner og Ernest Hemingway, mens hans enkle og sanselige beskrivelser af vinden, landskabet og stjernehimlen giver bøgerne en særlig nordisk sensibilitet. Senest har han med ”Du er hjemme nu” skildret mandlig tvivl og livets sene forsøg på at forstå det, der var.

Per Petterson blev født den 18. juli 1952 i Oslo, hvor han voksede op med en dansk mor, der arbejdede på en chokoladefabrik og en far, der først arbejdede på en skofabrik og siden som skovarbejder. Hjemmet var ikke udpræget bogligt, men Petterson beskriver moren som en intellektuel, der læste alt, hvad hun kunne slæbe hjem fra biblioteket – Günter Grass, James Joyce og Victoria Holt. Da Petterson var omkring tolv år, fik faren fingrene i en fyldt bogreol, som han tog med hjem. Petterson læste indholdet fra ende til anden.

Foto: Hreinn Gudlaugsson, via Wikimedia Commons

Født:
18. juli 1952 i Oslo, Norge.
Uddannelse:
Uddannet bibliotekar.
Debut:
Aske i munnen, sand i skoa. Oktober, 1987.
Litteraturpriser:
Nota Bene Bokpris, 1993. Oktoberprisen, 1996. Brageprisen, 2000 og 2008. Kritikerprisen, 2003 og 2008. Bokhandlerprisen, 2003 og 2012. Klassekampens Litteraturpris, 2003. Le Prix Littéraire Européen Madeleine Zepter, 2006. Le Prix Millepages, 2006. Independent Foreign Fiction Prize, 2006. Prix des Lecteurs de littérature européenne, 2007. International IMPAC Dublin Literary Award, 2007. Nordisk Råds Litteraturpris, 2009. Gyldendalprisen, 2012. Aschehougprisen, 2016.
Seneste udgivelse:
Du er hjemme nu. Batzer, 2026. (Du er hjemme nå, 2025). Oversat af Lotte Kirkeby.
Inspiration:
Karen Blixen, Ernest Hemingway, Raymond Carver.

Det varede dog nogle år, før forfatterdrømmen blev vakt. Det skete, da han var omkring 18 år, og det var især Hemingways noveller, som gav blod på tanden. Der skulle dog gå mere end 15 år, før Petterson debuterede i Lars Saabye Christensens novelleantologi “Signaler”. På det tidspunkt arbejdede den 33-årige Petterson i Tronsmo Boghandel i Oslo, og her blev han en dag kontaktet af en begejstret læser. Læseren var forlagsredaktør Torleiv Grue, der var på udkig efter mulige debutanter. Han var glad for Pettersons novelle og efterlyste mere.

Problemet var blot, at Pettersons skrivebordsskuffe var aldeles tom. For selv om forfatterdrømmen tidligt ulmede i ham, så led han i den grad af præstationsangst. Som han forklarer det: “Hvad nu, hvis jeg ikke kunne? Hvad ville der ske, hvis mit projekt kuldsejlede? At skrive er jo også et spørgsmål om selvtillid. Man kan have en frygt for at afsløre sig selv, for hvor er man, hvis man alligevel ikke kan blive forfatter.” (Carsten Andersen: Når nordmænd går i kloster. Politiken, 2005-05-10). Heldigvis vandt skrivedrømmen over angsten, og i 1987 debuterede Petterson med “Aske i munden, sand i skoen”.

”Og jeg har altid tænkt at den sindstilstand man er i påvirker den måde man går på, at en mand der har friet til kæresten og fået et ja, går anderledes end en der har fået et nej, og uanset hvor meget de mænd anstrenger sig for at se ud som om der ikke er sket noget, sætter det sig i kroppen, i benene, og for en der skriver bøger, forestillede jeg mig, ville opgaven i så fald være at fange lige præcis det, ikke forklare det, men vise det.”

”Du er hjemme nu”, s. 88.

I denne bog – som i store dele af forfatterskabet – trækker han i høj grad på sit eget liv, særligt de tidlige barndoms- og ungdomserindringer. Romanernes faderfigurer ligner Pettersons egen far, som, selvom han endnu levede, da Pettersons to første romaner udkom, hverken læste sønnens romaner eller kommenterede hans forfattergerning med et eneste ord. Både faren og moren og to af tre brødre omkom i 1990 ved Scandinavian Star-ulykken. Paradoksalt blev ulykken medvirkende til Per Pettersons internationale gennembrud. Romanen “I kølvandet” fra 2000 tager således afsæt i katastrofen – uden direkte at handle om den.

Petterson har udgivet romaner og essays, i 2026 ”Du er hjemme nu” efter en længere udgivelsespause på syv år. Han bor med sin kone Pia i det sydlige Norge.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Per Petterson på Louisiana Literature, 2016. Hør et lydklip fra 'I kølvandet'.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Per Pettersons romaner er indholdsmæssigt beslægtede, ligesom figurer går igen i flere romaner. Arvid Jansen er således hovedperson i “Aske i munden, sand i skoen”, “Ekkoland”, “I kølvandet”, ”Jeg forbander tidens flod” og ”Mænd i min situation” og optræder som biperson i “Det er okay med mig”. Han spiller endog en subtil rolle i “Til Sibirien”. Endvidere er for eksempel åbningsreplikken i “Ud og stjæle heste” en note, Arvid Jansen skriver i “I kølvandet”. Trond Sander fra ”Ud og stjæle heste” vender for en kort bemærkning tilbage i ”Mænd i min situation”.

Et andet karakteristika ved forfatterskabet er, at selvbiografiske elementer spiller en stor rolle. Den fraværende far og den rastløse danske mor, som optræder i flere af romanerne, er hentet ud af Pettersons eget liv. Og den katastrofe, som “I kølvandet” og ”Mænd i min situation” udspiller sig i kølvandet af, udspringer af Scandinavian Star-katastrofen, hvor Petterson mistede næsten hele sin familie.

Petterson fortæller i et interview, at selvom Arvid Jansen er en genkommende figur i forfatterskabet, så er han ikke den samme person hver gang: i en roman har han søstre, i en anden brødre. Det kommer an på, hvad historien kræver. Det giver Petterson en ro til at kunne koncentrere sig om fortællingen, at han ikke ved hver romans begyndelse skal opfinde en ny holdbar figur: ”Det ville være som at gå over åen efter vand”. Han føler sig altså ikke bundet af, hvem Arvid Jansen var i den forrige roman, og det er netop forfatterens frihed, der byder ham denne mulighed: ”Som forfatter kan man tillade sig alt. Bare det duer. Jeg kan lide at veksle mellem datid og nutid i samme sætning, selv om det må man jo heller ikke. Jeg kan skrive en roman med en jeg-fortæller, hvor jeg-fortælleren pludselig afløses af en alvidende fortæller. Det må man heller ikke, men hvis jeg gør det, og det lykkes, så må man godt.” (Søren Kassebeer: En mand ved navn Arvid. Berlingske Tidende, 2009-04-30).

Et genkommende element er beskrivelsen af relationer. Pettersons hovedpersoner dyrker ofte ensomheden, men selv i deres selvvalgte eksil er de aldrig helt alene. Der er altid relationer mennesker imellem, de være sig uudslukkelig kærlighed, ulmende had og gamle misforståelser, og det er dem, Petterson undersøger og sætter ord på.

Erindring er et grundlæggende spor, men mere end blot at beskrive barndommens tabte land handler Pettersons forfatterskab om at sætte ord på det afsluttede og undersøge, hvad det vil sige, at tiden går, og hvad det betyder for den måde, mennesket tænker sig selv.

Per Petterson skriver rytmisk og stramt. Han bruger ikke mange ord, og romanerne er fattige på adjektiver, men rige på egensindig tegnsætning, som giver Pettersons sprog en helt særegen rytme. Om sin tilgang til at skrive fortæller Petterson: ”At udtænke plots interesserer mig ikke. Min redaktør på forlaget Oktober, Torleiv Grue, sagde engang for længe siden til mig: »Du skal ikke skal bekymre dig om helheden, når du skriver. Du skal få delene til at skinne, så kommer resten af sig selv.« Det råd har jeg fulgt lige siden.” (Søren Kassebeer: ”Jeg måtte bare skrive”. Berlingske Tidende, 2007-08-24).

Beslægtede forfatterskaber

Intertekstualiteten i Per Pettersons forfatterskab minder om den danske forfatter Svend Åge Madsens, hvor de samme personer optræder i forskellige romaner med forskellige roller. En biperson hist kan blive hovedperson her, og en hastigt nedskrevet lap papir i én roman kan blive begyndelsen på den efterfølgende.

Pettersons afmålte, præcise sætninger og hans sparsomme brug af adjektiver har fået anmeldere til at sammenligne ham med amerikanske realister som William Faulkner og Ernest Hemingway. Petterson er inspireret af Hemingways minipoetik “Showing, not telling”, og han har i interview beskrevet, hvorledes det var igennem sin ungdoms læsning af Hemingways “Nick Adams Stories”, at han blev sig sit forfatterkald bevidst.

Ved de sanselige erindringer og den tydelige brug af eget liv minder Per Pettersons forfatterskab på flere måder om de samtidige nordmænd Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård. De tre har meget, de ikke er fælles om, men deres undersøgelser af identitet, erindring og barndom samt deres rene billeder af det, der var engang, tegner et fællesskab.

Indholdsmæssigt er Pettersons bøger fyldt med små cadeauer til forfatterens store landsmand Knut Hamsun. Forestillingen om, at det er i ensomheden, i tavsheden fra verdens larm, at mennesket bliver sig selv, finder man hos begge forfatteres romanpersoner. I ”Mænd i min situation” går Arvid Jansen rundt og rundt i Oslo, som Hamsuns hovedperson gør det i ”Sult”. Ligeledes er mennesket hos begge forfattere prisgivet vilkår, der er større end dem selv. Naturen, tiden og den klare stjernehimmel for eksempel.