Karl Ove Knausgård

Genrer og tematikker

Karl Ove Knausgård har med ”Min kamp” skabt et slagkraftigt stykke samtidslitteratur, hvor han med sig selv som centrum behandler aktuelle problematikker omkring køn, det svære forhold til familiemedlemmer, om ikke at være perfekte forældre og drømmen om at skabe sig noget varigt.

Et andet vigtigt element i ”Min kamp” er at genoplive fortiden, hvor det handler om at genskabe eller genskrive barndommen. Det handler om gennem skriften at analysere sig frem til en forståelse af den verden, Knausgård er kommet ud af. Det handler simpelthen om at gengive verden fuldkommen realistisk, så kedelig og banal den måtte være, men med overvejelser, der kan kaste erkendelser af sig.

I ”Ude af verden” og ”Alting har sin tid” behandles klassiske temaer som synd, fristelse og skam, sat ind i en nutidig kontekst.

En af bevæggrundene for at skrive ”Min kamp” har været at gøre det private universelt. Netop ved at skrive så privat som muligt bliver teksten almengyldig og universel, fordi vi alle er ens og er forbundet af alt det, der gælder for alle mennesker: angsten for døden og seksualiteten, kærligheden, hverdagen. Der er et paradoks i, at det, der forener os allermest, ikke er noget, vi taler om. Om den litterære sammenskrivning af livets elementer siger Knausgård i et interview i Klassekampen: ”Jeg søger en helhed: Hvad er et liv? Så søger jeg alle elementerne i det. Romanen er næsten den eneste form, som lader os tænke disse spørgsmål uden at lave en syntese.” (Oss imellem. Klassekampen, 2011-12-27).

Knausgård strækker romangenren til det yderste ved at indskrive lange essays om bl.a. kunst og litteratur. Særlig ekstremt bliver dette i ”Min kamp 6”, hvor det knap 500 sider lange afsnit ”Navnet og tallet” blandt andet indeholder en 50 siders analyse af Celan-digtet ”Tætføring” og en analyse af Hitlers ungdomsår, som de er optegnet i selvbiografien ”Mein Kampf”. Essaystikken har fået sine egne udgivelser i bl.a. ”Sjælens Amerika” og ”I kyklopernes land”.

Den norske natur fylder meget i forfatterskabet. Der er beskrivelser af alle de landskaber, fortælleren bevæger sig i, og der er en stor opmærksomhed på lyset, havet og klipperne. Denne optagethed udfoldes i årstidstetralogien, hvor Knausgård i encyklopædiske opslag registrerer og analyserer farven på den frosne jord, piletræet, vinterhimlen osv. I Morgenstjernen-serien løfter det realistiske sig ind i det overnaturlige, ligesom det enstrengede fortællerperspektiv udvides til komplekse fortællekonstruktioner.

Selvom anslaget og temaet for ”Min kamp” og det øvrige forfatterskab er både tungt og alvorligt, gennemsyres romanerne af en opløftende humor. Knausgård omtaler i ”Min kamp 6” (s. 970) selv bind 2 som en komedie, og det selvudleverende element er gennem hele forfatterskabet komisk og skarpt turneret.

Beslægtede forfatterskaber

Karl Ove Knausgård nedbryder i ”Min kamp” grænsen mellem fiktion og virkelighed. Det giver læseren en særligt autentisk læseoplevelse, som gør at man læser værket 1:1. Personer fra virkeligheden, som går igen som karakterer i det måske ikke så fiktive univers, er til gengæld blevet stødt over den måde, de fremstilles på. Der er altså en flydende grænse mellem den litterære fiktion og den virkelige verden hos Knausgård.

Knausgård nævner selv, at læsningen af dagbøgerne til Olav H. Hauge og Witold Gombrowicz inspirerede ham til at skrive løs om sit eget liv, og at dette forsøg på at udforske skismaet mellem levet liv og litteratur senere blev til 1. og 2. del af ”Min kamp”. I bind 6 skriver han: ”Mit litterære jeg var nok gombrowiczificeret, for hans dagbøger havde haft stor indflydelse på måden hvorpå jeg tænkte på identitet, socialitet og litteratur, men det var også larssonificeret, proustificeret, celinificeret, sandemosielt og udhamsuneret.” (s. 265). Det vil sige, at han vedkender slægtskab med den svenske digter Stig Larsson, de franske forfattere Marcel Proust og Louis-Ferdinand Celine, dansk-norske Aksel Sandemose og norske Knut Hamsun.

Denne sammenskrivning af liv og værk ses også hos en lang række andre forfattere. Blandt andre er kunstneren, som tidligere hed Claus Beck-Nielsen (nu Madame Nielsen), blevet hevet i retten af en figur fra romanen ”Suverænen” (2008). Forfatteren Knud Romer lagde sig også ud med personer fra erindringsværket ”Den som blinker er bange for døden” (2006).

Den selvbiografiske nøgleroman er ikke ligefrem et nyt fænomen. Gennem årene har en forfatter som Suzanne Brøgger i sit forfatterskab udstillet sit privatliv, lige som den amerikanske forfatter Henry Miller (1891-1980) nedbrød grænsen mellem fiktion og nonfiktion. Efter Knausgård kan det ikke opgøres, hvor mange forfattere, der har indskrevet sig i autofiktionen.

Selv fremhæver Karl Ove Knausgård den franske forfatter Marcel Proust (1871-1922), der i sit kæmpeværk ”På sporet af den tabte tid” (1913-27) gennem erindringen genskabte sin barndom med alle sanselige detaljer, ”men”, siger Knausgård i et interview i Information, ”Prousts tekst er så gennemkomponeret, at hver sætning er en nydelse. Hans værk er ligesom et sted, man kan gå ind i, et rum. Og hans tekst er så rigt forgrenet, den følger for eksempel vejene til Swann, til Guermantes, som to af bindene hedder, jeg snubler bare fremad i et enkelt spor.” [3]Karen Syberg”Jeg har et voldsomt kontrolbehov, og jeg er narcissist”Information, 2010-05-20.

Som kunstnerroman om Knausgårds udvikling som forfatter kan ”Min kamp” på sin vis også give mindelser om den store norske forfatter Knut Hamsuns (dog langt mindre) roman ”Sult” fra 1890, som handler om en sultende ung forfatterspires glubende appetit på kunstnerisk anerkendelse.

Efterdønningerne af en forbrydelse, som behandles i ”Ude af verden” og ”Alting har en tid”, kan også kædes sammen med Fjodor Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”. Her begår en ung mand et mord og oplever herefter en indre konflikt på baggrund af sin udåd.

Relaterede forfattere