Linda Boström Knausgård

Emneord:

Senest opdateret

Michelle Mølgaard Andersen
journalist, februar 2020

Hovedforfatter

Michelle Mølgaard Andersen
journalist, 2014

Den svenske forfatter Linda Boström Knausgård skriver om menneskets skrøbelige sind – et emne, der står hende nært, da hun gennem mange år selv har kæmpet med både angst og depression. I Linda Boström Knausgårds værker er livet ikke noget ubetinget godt, for mørket ligger altid på lur og truer hverdagen og dem, vi holder af. Et mørke, der minder os om tilværelsens forgængelighed, og at vi alle før eller siden skal dø.

Baggrund

Linda Boström Knausgård er født i Stockholm i 1972. Hun er datter af den svenske skuespiller Ingrid Böström og er derfor vokset op med teaterlivet tæt inde på livet. Om teatrets påvirkning fortæller Linda Boström Knausgård til Dagbladet Information: ”Jeg har ikke læst på universitetet, men på teatret, den tekst, jeg har i kroppen, er teatrets. Jeg har læst af teatrets tekster, af Strindberg og Tjekhov, og jeg har bevaret utroligt stærke billeder af min mors optræden og forvandlinger på scenen.” [1].

”Endnu en dør at lukke. Jeg lukkede den og lukkede øjnene. Jeg kunne intet se bag øjenlågene, alt var sort, og det var sådan, jeg ville have det. Være hos mørket, som ikke sagde noget, ikke hev og sled, men lod en synke, helt ned til det sted, hvor stilheden var som et gråt hav, uden bølger, men med en metalblank overflade. I det hav badede jeg, da det igen bankede på døren.”

”Helioskatastrofen”, s. 81.

Det lå derfor i kortene, at Linda selv skulle være skuespiller. Som barn gik hun på teaterskole og spillede med i små teatertrupper, og som voksen forsøgte hun at blive optaget på skuespillerskolen. Hun nåede langt i optagelsesforløbet, men ikke hele vejen.

Men på samme dag, som hun fik at vide, at hun ikke var blevet optaget på skuespillerskolen, modtog hun et brev om, at hun var blevet optaget på Biskops Arnös forfatterskole. Linda Boström Knausgårds skæbne vendte den dag, og hun valgte at forfølge en karriere som forfatter. På forfatterskolen mødte Linda også for første gang den norske forfatter Karl Ove Knausgård. De to blev et par, da de mødtes igen flere år senere. I 2007 blev de gift, og sammen har de fire børn. Parret gik hver til sit i 2016.

Foto: Christina Ottoson Oygarden

Født
Stockholm, 1972.
Uddannelse
Har gået på Forfatterskolen Biskops Arnö og er uddannet radiodokumentarist ved Dramatiska Institutet i Stockholm.
Debut
Gör mig behaglig för såret. 1998. Digte.
Litteraturpriser
Mare Kandre-prisen, 2013.
Seneste udgivelse
Oktoberbarn. Lindhardt og Ringhof, 2020. Oversat af Charlotte A.E. Glahn.
Inspiration
Lars von Trier, Woody Allen, Françoise Sagan, Italo Calvino, Shakespeare, August Strindberg, Rufus Wainwright og Prince.

Linda Boström Knausgård debuterede som forfatter i 1998 med digtsamlingen ”Gör mig behaglig för såret”, men hendes store gennembrud kom først i 2011 med novellesamlingen ”Grand Mal”.

At der skulle gå 13 år mellem debutromanen og hendes anden udgivelse skyldes, at Linda i efteråret 1999, et år efter at hun udgav sin første roman, blev indlagt på psykiatrisk afdeling med diagnosen maniodepressiv. En sygdom hun siden har kæmpet med og som har medført flere indlæggelser. I P1-dokumentaren ”Jag skulle kunna vara USA’s president”, der blev sendt på Sveriges Radio i 2005, fortæller Linda Boström Knausgård om, hvordan det er at miste kontrollen over sig selv og sidenhen havne i psykiatrien, og om hvordan hun har kæmpet sig tilbage til livet.

Det var lyrikken, der i første omgang udløste en manisk rus hos den svenske forfatter, og derfor har hun sidenhen afholdt sig fra at skrive lyrik. ”Jeg har brug for prosaen for at have jordforbindelse. Jeg blev nødt til at opgive poesien, for jeg magtede det ikke. Når jeg skrev digte, fik jeg enorme kræfter, jeg behøvede ikke at sove, der var ingen stopklods, det hele var bare fantastisk. Den anden side er skammen og depressionen.” (Dorte Remar: Ud af mørket og ind i livet. Kristeligt Dagblad, 2012-05-03).

Linda Boström Knausgård har selv valgt at være meget åben omkring sin psykiske lidelse, men mange vil også kende til den gennem Karl Ove Knausgårds seksbindsværk ”Min kamp”, hvor han beskriver familiens liv herunder sin daværende kones sygdomsforløb ned til mindste detalje.

Ud over at skrive bøger har Linda Boström Knausgård taget en uddannelse som radiodokumentarist, lavet kortfilm og skrevet på en løbende krønike til damebladet ”Kvinner och Klär”. I 2013 udkom Linda Boström Knausgårds første roman ”Helioskatastrofen” i Sverige, romanen blev oversat til dansk i 2014. Hendes seneste roman ”Oktoberbarn” udkom i Sverige i 2019 og blev oversat til dansk i 2020.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Genremæssigt bevæger Linda Boström Knausgård sig mellem hverdagsrealisme og den psykologiske fortælling.

I ”Helioskatastrofen” trækkes der tråde til den klassiske græske mytologi og myten om Athena, mens der i ”Grand Mal” trækkes tråde til eventyrgenren. Eksempelvis i novellen ”Hvidbjørn Kong Valemon”, hvor en ung pige møder den forheksede Hvidbjørn Kong Valemon, der er bjørn om dagen og mand om natten. Novellen har en direkte reference til det norske eventyr ”Kvitebjørn kong Valemon”. Novellens overordnede tema er kampen mellem det gode og det onde, et tema der er gennemgående i hele novellesamlingen.

Fælles for Linda Boström Knausgårds værker er, at der ikke er langt mellem fantasi og virkelighed, sund og syg, lys og mørke. Kontraster som overordnet handler om forholdet mellem livet og døden. Denne sammensmeltning mellem kontraster er med til at minde os om den jordiske forgængelighed, og om at man aldrig kan vide sig sikker på, om noget varer ved. Om dette tema, har Linda Boström sagt: ”Det er jo sådan, det er. At noget sker, sker hele tiden for mennesker. Telefonen ringer: Din far er død! Alt i dig ændrer sig, rumopfattelsen, det hele. Det er den, jeg er ude efter, fortællingen mellem liv og død. Det er en helt almindelig dag, hvor noget kan ske. Fortællerstemmen i bogen er bevidst om rædslen, at tingene forandrer sig, og at forelskelsen kan holde op. På den måde er der en sammenhæng i bogen – at det er den samme bevidsthed, der taler. Det er ikke en afslappet stemme, der lever livet, og tror, at det hele nok skal gå.” (Dorte Remar: Ud af mørket og ind i livet. Kristeligt Dagblad, 2012-05-03).

Det er svært ikke at læse Linda Boström Knausgårds egen mentale sygdom ind i denne bevidsthed omkring livets skrøbelighed og i det mentale mørke, som gennemsyrer hendes værker.

I ”Grand Mal” kommer det mentale mørke til udtryk gennem angsten, angsten for hvad der sker, hvis vi tager fejl eller træder ved siden af. Angsten for det onde, der konstant lurer i kulissen og truer idyllen. I ”Helioskatastrofen” og ”Oktoberbarn” afdækkes det mentale mørke gennem depressionen. I alle hendes værker repræsenterer kærligheden til familien en stabilitet, som synes værd at kæmpe for.

Beslægtede forfatterskaber

”Helioskatastrofen”, fortællingen om pigen Anna, der gradvist lukker sig inde i sit eget depressive sind, minder på mange måder om Sylvia Plaths ”Glasklokken” (1963), hvor pigen Esther ligeledes kæmper med en svær depression. Begge piger har svært ved at finde sig tilrette i verden, som den ser ud, og begge ender de med at blive indlagt. Både ”Helioskatastrofen” og ”Glasklokken” sætter spørgsmålstegn ved den ydre moderne verden og dens konventioner.

En anden forfatter, der også har skrevet om det depressive sind, er Tove Ditlevsen. Blandt andet i digtsamlingen ”Det runde værelse” (1973), der kredser om en sindssyg piges forestillingsverden. Men også i romanerne ”Ansigterne” (1968) og ”Vilhelms Værelse” (1975), der begge handler om forfatteren Lise Mundus’ mentale sammenbrud og de vrangforestillinger, der knytter sig hertil. Ligesom Anna og Esther indlægges Lise Mundus på grund af sin sygdom.

Linda Boström Knausgårds værker har et selvbiografisk præg, det havde Sylvias Plaths ”Glasklokken” og Tove Ditlevsens værker også. De tre forfattere har alle kæmpet med depression, en sygdom der betød at både Sylvia Plath og Tove Ditlevsen endte med at tage deres eget liv. En skæbne som de deler med hovedpersonen i deres romaner, og som ligeledes også ender med at bliver Annas skæbne i ”Helioskatastrofen”.

Fortællingen i Linda Boström Knausgårds tredje roman ”Oktoberbarn” krydser spor med fortællingen i flere af hendes eksmand Karl Ove Knausgårds værker. Herunder ”Min kamp 6” (2013), hvor han skriver han om hendes sygdom, ”Om foråret” (2016), hvor han igen skriver om hendes depression og beskriver hendes selvmordsforsøg og indlæggelse og ”Om sommeren” (2017), hvor han diskret berører deres brud.

At de to forfattere, der sammen har fire børn, i deres værker kalder børnene vidt forskellige navne er med til at understrege genrens frie bevægelighed mellem fiktion og virkelighed.