”Der var ting hun måtte skjule for dem, for eksempel at hendes mangel på kærlighed ikke var fuldstændig, og at der i randen af hendes sindssygdom var en flosset, skælvende kant af noget normalt og velkendt, som ville bringe hende i fare igen, hvis nogen fik øje på den.”
”Ansigterne”, s. 133.
På psykiatrisk afdeling får hun eneværelse efter at have overfaldet en anden patient, som hun mente anklagede hende for plagiat. Stemmerne i hendes hoved er virkelige og invaliderende, og hun martres af paranoia og hallucinationer. Timerne og dagene går med at være spændt fast, få beroligende sprøjter og tale med svigefulde udgaver af Gitte og Gert gennem ristene i værelset. Langsomt begynder virkeligheden at få fat i hende igen, men hendes erkendelse af at være ved at være rask, gør hende utryg. For hvordan vil det være at komme ud i den gamle verden igen som et forandret menneske?
Undervejs bliver man som læser i tvivl om, hvad der er virkeligt – og om der overhovedet findes en objektiv virkelighed. Vi mærker Lises tvivl og samtidig hendes tro på det, hun oplever. På den måde giver bogen et vidende indblik i at være syg og være prisgivet stemmerne i ens hoved. Samtidig handler den om Gerts rituelle utroskab – ”han bedrog hende med stor energi”, som der står, om at tvivle på sine egne evner som forfatter og om længslen efter at være et andet sted. Lise Mundus reciterer sine egne digte, trykt i Tove Ditlevsens ”Pigesind” og der må formodes at være flere sammenfald mellem forfatter og karakter i dette prægnante og sårbare værk om (selv-)skabelse og det florlette gardin mellem at være syg og rask.
Tove Ditlevsen
Den danske forfatter Tove Ditlevsen levede et hårdt liv med en arbejderbarndom på Vesterbro, et turbulent kærlighedsliv med fire ægteskaber og mange og langvarige sygdomsperioder. Gennem hele livet...
Læs hele forfatterportrættet
