- Anne Vindumcand.mag., november 2022
Intro
Tove Ditlevsens sidste roman blev den knugende ægteskabsskildring ”Vilhelms værelse” fra 1975, hvori hovedpersonen er børnebogsforfatter Lise Mundus, som man vil kende fra ”Ansigterne”. Lise er gift med redaktøren Vilhelm, der i begyndelsen af deres ægteskab hjalp Lise ud af hendes stofmisbrug. Da hun blev rask, mistede han interessen og kastede sig i stedet over horder af unge piger til lystig adspredelse. Sammen har de sønnen Tom og husholdersken fru Andersen. Da Vilhelm har forladt familien med elskerinden Mille, sætter Lise en ægteskabsannonce i avisen: ”Efter at være sluppet ud af et langt ulykkeligt ægteskab – 51 år, men ung af sind – pragtfuld søn på 15 år – kendt navn i dansk litteratur (…)” (s. 19). Overboens unge logerende Kurt reagerer på annoncen og flytter ind på Vilhelms værelse, hvor han langsomt forsøger at iklæde sig Vilhelms manerer, bevægelser og tøj.

