”Jeg var alt, verden var ingenting. Det betød naturligvis ikke at jeg kunne lide mig selv, tværtimod var jeg fyldt af et had mod mig og alt mit, men hvad var hadet andet end en ny måde at omfavne mig selv på?”
”Alting har en tid”, s. 483.
Men bibelhistorien er ifølge Antonous Bellori også historien om det, man kunne kalde menneskets andet syndefald. Da Jesus blev hængt på korset, var det samtidig den straffende Gud fra det gamle testamentes endeligt. Efter at menneskene havde skaffet sig af med Gud søn, er de alene tilbage med englene, som må forsøge at gøre det så godt de kan uden Guds vejledning. Dermed kan mennesket sætte sig selv i centrum og lade videnskaben tage over – og samtidig gøre præcist som det vil uden at frygte Guds straf.
Jeg'et, som gennem romanen overvejer englenes betydning og genfortæller de bibelske fortællinger, viser sig siden at være ingen anden end hovedpersonen fra ”Ude af verden”, Henrik Vankel. I ”Ude af verden” indledte han et forhold med en 13-årige skolepige, og i ”Alting har en tid” sidder han og reflekterer over sine gerninger, fyldt med bebrejdelser og selvhad. Han har søgt isolationen på en fjern ø, hvor han bortvendt fra verden kan pine sig selv.
For Henrik Vankel er et begreb som skam ikke dækkende. Skammen er ligegyldig, da man har brug for andre mennesker at skamme sig overfor, og han er helt alene. Netop derfor har han tænkt sig at gennemgå hele kristendommens fortælling. Henrik Vankel er Kain, det gamle testamentes superskurk.
”Alting har en tid” er historien om selvtugt så stærk, at end ikke vor kulturs samlende religiøse fortælling kan bruges til at finde svar.
Karl Ove Knausgård
Norske Karl Ove Knausgård etablerede et før og et efter i litteraturhistorien, da han udgav sit selvbiografiske kæmpeprojekt ”Min kamp 1 6”. Hans monstrøse analyse af sig selv kunne affejes som et ...
Læs hele forfatterportrættet
