BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.

Til en engels forsvar

197 siderUdgivet: 2017

Senest opdateret
  • Karina Søby Gulmann
    cand.mag., april 2025
  • Martine Stock
    journalist, 2022
Hovedforfatter
  • Søren Langager Høgh
    Ph.d., 2013

Intro

I Cecilie Linds debutroman ”Til en engels forsvar” (2017) møder vi Englen, der i første del af bogen, benævnt ’Krig’, beskriver hvordan denne er indtrådt i en krig, tilsyneladende mod skygger og spøgelser. Englen tegner et billede af sig selv som en beundret og feteret person: ”Jeg var et syn for guder, som sendt fra himlen. I de første uger i tjeneste vandt jeg alles hjerter.” (s. 13). Denne ophøjelse af egen rolle og indflydelse kommer også til udtryk, når englen omtaler de øvrige soldater som ’mine mænd’ og fortæller, at ”jeg er hellig/ jeg er en engel/ jeg skal hjælpe de nødstedte/ jeg skal dræbe/ jeg er en lejesoldat” (s. 24). Hvorfor englen er gået i krig, afsløres i kapitlets sidste linjer: ”i krig skal man glemme/ min pige min pige/ fordampet” (s. 47).

”Lysende, lysende måne, under den: Jeg trådte frem og meldte mig. Jeg var som regel den første til at se i øjnene: natten, kulden, fjenden. Jeg nærede ingen angst for konfrontationer.”

”Til en engels forsvar”, s. 13.

I bogens næste del, ”Englen”, fortælles der nærmere om, hvem denne pige er. Englen var engang skytsengel for et barn, kaldet Pigen, som denne forelskede sig i. I sin rolle som skytsengel overtrådte englen grænser i takt med, at ’begæret’ voksede sig større. Englen, der var overbevist om, at Pigen gengældte disse følelser, følte sig også overbevist om, at ingen kendte til deres forhold. Men det bliver afsløret, og englen straffes og forbydes at nærme sig pigen igen og forvises til en afsondret og ensom tilværelse i en lejlighed, anvist af kommunen.

”Pigen”, som er bogens tredje del, indledes med et brev, som pigen har skrevet til englen. Her fortælles det, at hun er 12 år gammel, at hun ”skubber til børn, der keder hende” og piller vingerne af dyr og slår dem ihjel. At hun aspirerer mod at blive ligesom englen – at blive den mest ”lysende” og ”smukkeste” engel på jorden. At pigen både hader og savner englen, men også, at hun er indlagt på en anstalt på grund af mistanke om storhedsvanvid, stemmer og vrangforestillinger og ’buler’, der gror i panden. Kapitlet leder frem til bogens sidste del, ”Retssagen”, hvor den endelige dom over englen skal fældes.

Cecilie Lind kombinerer i ”Til en engels forsvar” prosa og lyrik og behandler temaer som seksualitet, overgreb og grænser i et kryptisk univers. Om englen er en del af pigen – en metafor for spirende seksualitet og overgangen mellem barn og voksen – eller en særskilt figur, der forbryder sig mod pigen, er for eksempel op til fortolkning.

Cecilie Lind

I Cecilie Linds messende sprog præget af pigeunivers er ordene rytmiske og grafiske enheder, der lader sig flette ind og ud af hinanden. Hun kan også skrive let og tilgængeligt, tæt på et levet liv...

Opdag andre bøger