”tag en dag alene sagde Emil. Det er bedst for alle/ nu ligger jeg her. Bortvist/ vi har bestilt billetter til Berlin i morgen med nattoget/ jeg er i et mørkt humør/ kan ikke være sammen med hverken Emil eller børnene. Er tom. Har ikke mere at give”
”Sult”, s. 162.
Fortællingen er udformet som en dagbog, der begynder den 23. marts og slutter den 23. december, ni måneder senere, og er således fortalt i første person. I vanlig Høeg-stil – og klassisk dagbogsstil i øvrigt – er der stor forskel på kapitlernes og dagenes udformning og omfang på papiret. Den niende april lyder således blot 'Negativ test.', mens andre dage fylder side efter side. Overordnet er afsnittene dog korte, hvilket giver et let flow, der står i kontrast til den klaustrofobiske beskrivelse af et utrolig tungt behandlingsforløb.
Høeg går i rette med tabuet om fertilitetsbehandling som sådan, med udskamningen af den 'desperate' og 'skruk' barnløse kvinde i 30'erne og med fortrængningen af den modne kvindekrop fra det offentlige rum. I mere personlige afsnit lader hun en utrolig absurditet udfolde sig, som i scenen hvor Mia tager over til sin bedste veninde for at være hos hende, mens hun gennemgår en medicinsk abort: ”jeg får den tanke at proppe det udskilte foster op i mig, se om det kan leve her...” (s. 128).
Teksten indeholder flere temaer, der kunne foldes ud, men ”Sult” har ét altdominerende tema, som er livet i fertilitetsbehandling. Og det i sig selv er måske en metafor for, hvordan en fertilitetsbehandling overtager alle elementer af de involveredes liv: Alt ses i relation til projekt graviditet; det er altopslugende og sindssygt destruktivt, indtil det lykkes, hvis det da lykkes.
Tine Høeg
Vaklende voksenliv, længsel og et stormende begær hos en ung kvinde, som egentlig ”burde” have styr på sit liv og være i fuld gang med mand og børn. Tine Høegs karakterer kæmper med at finde fodfæs...
Læs hele forfatterportrættet