”Jeg er ikke god til sådan noget med veninder. Har aldrig haft en rigtig veninde. Egner mig ikke til alt det dér med at fortælle hemmeligheder og holde i hånd og gå på toilettet sammen. Er alt for blufærdig til den slags.”
”Veni vidi Vicki”, s. 48.
Romanen tematiserer nogle meget genkendelige ungdomsfølelser. Mia føler sig ensom og ikke rigtig god nok. Samtidig bærer hun på sorgen over forældrenes skilsmisse og kan ikke lade være med at håbe, at de vil finde sammen igen. Hun er temmelig vrangvillig overfor sin mor på en ret genkendelig teenageragtig måde, om end hun forklarer, at hun altid har været irriteret på sin mor på grund af morens overbeskyttende omsorg. I den periode, romanen foregår, er moren ekstra beskyttende, da en ung pige for nylig er forsvundet efter en bytur. Det er en virkelig tragedie, romanen her inkluderer, nemlig mordet på den 17-årige Emilie Meng i 2016, og Mias mor taler konstant om nyt i efterforskningen og forklarer Mia, at hun må passe ekstra godt på, for det samme kan jo ske for hende. I romanen – modsat i virkelighedens verden – opklarer politiet mordet. I det hele taget er romanens afslutning håbefuld. Mia opdager, at selv de perfekte piger har deres at slås med, og hun får hul igennem til Vicki, så det står klart, at et langt og fint venskab tager sin begyndelse.
Romanens titel peger på Julius Cæcars udbrud ’Veni, vidi, vici’ – ’jeg kom, jeg så, jeg sejrede’, som Mia lærer om i historie. I hendes hoved bliver der hurtigt tilføjet et ’k’ til ’veni, vidi, Vicki’ – ’jeg kom, jeg så, Vicki’, der bliver en slags slagord for Mia, som til sidst sker fyldest.
Kathrine Assels
Kathrine Assels skriver skævt, kærligt og med glimt i øjet om ensomme børn og unge og deres mere eller mindre brugbare strategier til at håndtere en ikke særlig børnevenlig hverdag. Børnenes kriser...
Læs hele forfatterportrættet