Kathrine Assels

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
august 2026

Hovedforfatter

Karina Søby Madsen
cand.mag., oktober 2020

Kathrine Assels skriver skævt, kærligt og med glimt i øjet om ensomme børn og unge og deres mere eller mindre brugbare strategier til at håndtere en ikke særlig børnevenlig hverdag. Børnenes kriser er som oftest forårsaget af forældrene, og fraværende fædre, omklamrende møder eller alt for fortravlede familier går igen i forfatterskabet. Blandt andet savner Ester i ”Mester Ester”, at faren har tid til at synge med hende, og hun fylder sit hul i maven med affald fra gaden. Men ligesom hos Astrid Lindgren sørger Assels som hovedregel for at dække børnenes behov – hvad end det er via pludseligt opståede venskaber eller en livlig fantasi.

Baggrund

Kathrine Assels er født på Østerbro i København i 1972, men flyttede med sine forældre til Amager to år senere. De første skoleår tilbragte hun på Peder Lykke Skole på Amager, men da hendes mor fik job som jordemor på Faaborg sygehus i 1981, rykkede familien til Sydfyn. Her boede de i en lille landsby med omkring 700 indbyggere, og det var ifølge Assels lidt af et kulturchok.

”En bundløs brønd, en nedadvendt hvirvelvind, et uendeligt mørke. Sådan kan man bedst beskrive hullet. Nogle gange forsøger Ester at fylde det op ved at spise efterladte madrester, hun finder på gaden. Ikke så meget fordi hun har lyst, men mere fordi noget i hende siger, at hun skal. At hun på en eller anden måde kun kan fylde hullet op sådan.”

”Mester Ester”, s. 35.

Efter 9. klasse var hun på udveksling i New York i et år, hvorefter hun tog en sproglig studentereksamen på Faaborg Gymnasium. Som nybagt student arbejdede hun og rejste rundt i verden – blandt andet et år til Indonesien. Herefter vendte hun retur til København og læste Film- og Medievidenskab. Senere flyttede hun til Aarhus, hvor hun tog en masteruddannelse i Børne- og ungdomskultur.

Foto: Jensen & Dalgaard

Født
1972, Østerbro, København.
Uddannelse
BA i Film- og medievidenskab, 1996. Master i børne- og ungdomskultur, 2005.
Debut
Snydeæg. Lindhardt og Ringhof, 2008.
Litterære priser
Kulturministeriets Børne- og Ungdomspris, 2020. Dansk Forfatterforenings H. C. Andersen legat, 2023.
Seneste udgivelse
Pax. Gad, 2026.
Inspiration
Kirsten Hammanns ”Vera Winkelvir” – og alt hvad hun kan suge til sig i hverdagslivet.

Faren Sven Assels er forfatter, og hun blev tidligt fascineret af hans evne til at skabe universer og begyndte selv at tænke, at hun også havde en forfatter i maven. Som barn var hun optaget af, hvordan hun kunne skabe en historie og forme verden. I et interview på bloggen Ny Dansk Litteratur fortæller hun: ”Jeg kan huske, at det på et tidspunkt gik op for mig, at der var nogle af de børnebøger mine forældre læste for mig, hvor jeg var utilfreds med slutningerne. Men så tænkte jeg, at dem kunne jeg jo bare skrive om. Så jeg begyndte at skrive slutningerne om, og det var inden jeg rigtigt kunne skrive, så min far skrev det ned, mens jeg stod og dikterede. Så klippede jeg det ud, så det passede med en side, og så lagde jeg det om bag i bogen.” (Ny Dansk Litteratur, 2013. www.dansklitteraturnu.blogspot.com, 2013-05-01).

Igennem hele sin skoletid skrev hun. Digte, historier og indlæg i skoleblade, og hun fik for alvor blod på tanden, da hun vandt en essaykonkurrence – med en præmiesum på 24.000 kr. Kathrine Assels debut’ var en roman for voksne med titlen ”Snydeæg” fra 2008. Da hun debuterede, arbejdede hun i kommunikationsafdelingen hos Jyske Bank i Silkeborg og skrev blandt andet til ungdomsbladet 12:17. Men hun havde lovet sig selv, at hvis det lykkedes at få udgivet en roman, så ville hun sige op, og det gjorde hun – for at følge sin drøm.

”Jeg kunne mærke den stærke følelse i mig, og mens jeg var på arbejde, så sad jeg og tænkte på at skrive mit eget i stedet for. Den stemme måtte jeg lytte til for at være rigtig glad,” siger Kathrine Assels i et interview [2].

I dag bor Kathrine Assels i Gammel Rye med sine to drenge. Ved siden af forfattergerningen arbejder hun 15 timer om ugen på Museum Jorn i Silkeborg.

Udvalgte bøger

Drengen der hele tiden tabte sit ansigt & Da latterfabrikken lukkede

Kathrine Assels’ billedbog ”Drengen der hele tiden tabte sit ansigt” fra 2011 handler om Anton, der på mange måder er en helt almindelig dreng. Han leger med riddere og piller næse ligesom andre raske drenge, men han har bare det problem, at han i tide og utide går og taber sit ansigt. Og det er ikke kun i metaforisk forstand, som vi andre kender det. Nej, midt i en spændende film eller en vigtig fodboldkamp begynder ansigtet pludselig at løsne sig og glider af som en maske.

”Allerværst var det nok, når han tabte sit ansigt i badet efter idræt. Det var næsten, som om det blev skyllet af, når han tændte for bruseren. Svup. Så var det væk. Og så måtte han ned på knæ og rode rundt efter det i sæbeskummet.”

”Drengen der hele tiden tabte sit ansigt”, s. 9.

Det er selvsagt ikke særlig rart for Anton, som går og bekymrer sig en masse om, hvornår ansigtet mon falder af næste gang – for det sker selvfølgelig ofte på de mest upassende tidspunkter. En dag bliver han så træt af det, at han ikke gider samle ansigtet op, da det falder af ved et busstoppested, og i lang tid går han rundt uden sit ansigt. Men efterhånden begynder han at savne alle de sansninger, et ansigt giver, og går i gang med at lede efter det.

Bogen, der er illustreret af Cato Thau-Jensen, tematiserer barnets usikkerhed og nervøsitet for at fejle med denne meget konkrete metafor. Hverken forældre, fodboldtræner eller kammerater er til den helt store hjælp og opbakning – tværtimod skælder de ud og driller, hvilket blot forstærker Antons usikkerhed. Men til sidst møder Anton en pige, som er i stand til at se personen bag masken, og hun bliver Antons katalysator til at finde sig selv.

Der er også krise på tapetet i billedbogen ”Da latterfabrikken lukkede” fra 2013, der er illustreret af Kamilla Slocinska. Bogen handler om Claus P, som har verdens gladeste forældre, fordi de arbejder på latterfabrikken og ikke kan lade være med at tage deres arbejde med hjem. Men da latterfabrikken lukker på grund af krisen, forandres forældrene, og det er ikke længere spor sjovt i familien.

”Da latterfabrikken lukkede” behandler et voksentema om økonomisk krise og arbejdsløshed og serverer det i børnehøjde – og med barnets vanlige gåpåmod bliver det Claus P, der løfter sine forældre ud af krisen. Han finder således to fabrikker, der klarer sig godt under de nye vilkår – kolbøttefabrikken og drømmefabrikken

Genrer og tematikker

Kathrine Assels’ forfatterskab spænder vidt fra børne- og billedbøger over ungdomsromaner og til skønlitteratur. Men uanset genre skriver hun en genkendelig socialrealisme, der gransker komplekse følelser og vanskelige familierelationer.

I børne- og ungdomsromanerne bliver hovedkaraktererne ofte et spejl på en verden, der er meget lidt børnevenlig, men ofte præget af fraværende fædre, omklamrende mødre eller temmelig fortravlede forældre. Børnene reagerer med hver deres mere eller mindre utilpassede strategier. Anton taber hele tiden sit ansigt i ”Drengen der hele tiden tabte sit ansigt”, men får i stedet for hjælp kun skæld ud af forældre og fodboldtræner, og han må således selv tage ansvar for at finde et ansigt – altså en identitet –, der kan passe. I ”Mester Ester” er det forældrenes travlhed og morens konstante forsøg på at få Ester til at passe ind i et tidspresset hverdagsliv, som helst skal ligne noget fra Bo Bedre, Ester reagerer på. Hun savner sin far og har udviklet forskellige strategier for at klare morens forventninger – såsom at fylde sit indre hul med affald fra gaden.

Manglende nærvær og tryghed er også et tema i ”Månen er en højttaler”. Selv om Alvin helt nøgternt skriver om moren, der ikke vil kysse, og som mener, månen er en højttaler, ved vi jo udmærket som læsere, at det ikke er uproblematisk, og hans finurlige leg med ord og billeder kommer til at fremstå som en form for selvopretholdelsesdrift i en kaotisk hverdag, hvor han meget er overladt til sig selv og sit savn efter den ukendte far. I det hele taget er børnene meget overladt til sig selv og må selv tage ansvaret på sig – forældre er ikke meget bevendt, men i stedet som hovedregel selve årsagen til børnenes kriser.

I et mailinterview beskriver Kathrine Assels sine karakterer således: ”Jeg er vokset op med en far, der (inden han sprang ud som forfatter), i en lang periode arbejdede med ’vanskelige børn’, og jeg har også altid selv interesseret mig for psykologi og børn, der på den ene eller anden måde har det svært og netop står lidt alene med deres problemer. Jeg har mange gange haft lyst til at arbejde med sådanne børn, men min uddannelse er jo ikke møntet på at kunne det rent professionelt, så jeg har måttet nøjes med at gøre det på frivilligt plan hos blandt andet Ungdommens Røde Kors og Sindslidendes Vilkår. Men jeg har så i stedet kunnet skrive om børn, der har det svært, og det har virket rigtigt for mig.” (Karina Søby Madsen: Mailinterview, oktober 2020).

Beslægtede forfatterskaber

Kathrine Assels rammer en tendens i den aktuelle børne- og ungdomslitteratur, hvor socialrealismen er i højsædet, og børnene ofte er overladt til selv at håndtere deres problemer – ofte med mere eller mindre utilpassede strategier til følge. Savnet og de fraværende fædre, som fylder meget i såvel ”Mester Ester”, ”Veni vidi Vicki” og ”Månen er en højttaler” er også et gennemgående tema hos forfattere som Mette Hegnhøj og Mette Eike Neerlin. I Hegnhøjs ”Ella er mit navn – vil du købe det” (2014) og Neerlins ”I anden række” og ”Hest, hest, tiger, tiger” savner hovedkaraktererne venner, og de voksne hverken forstår dem eller formår at være der for dem. Fælles for de tre forfatterskaber er temaer som ensomhed, savn, sorg og fraværende voksne – og børnenes forskelligartede strategier for at klare sig på trods. Også Mette Vedsø er relevant at sammenligne med – eksempelvis bogserien om Vera, der tematiserer forældrenes skilsmisse.

Det er også oplagt at drage en parallel til de utilpassede børns forfatter par excellence, nemlig Astrid Lindgren. I adskillige værker tematiserer hun børn, der er ensomme – eksempelvis Bertil i ”Niels Karlsson-Pusling”, der er alene hjemme, mens forældrene er på arbejde, men som heldigvis får besøg af den ualmindelige Karlsson. I mange af Lindgrens værker er forældrene fraværende – ikke mindst hos Pippi Langstrømpe, der bestemt også har udviklet sine strategier til at klare livet trods savnet. Både Assels og Lindgren sørger som hovedregel for at dække børnekarakterernes behov – enten konkret, som når Mia i ”Veni vidi Vicki” bliver ven med Vicki til slut, via skæve relationer som når Ester i ”Mester Ester” møder hulemanden, eller via fantasien som når Alvin i ”Månen er en højttaler” kan bruge sin dagbog til at lege med ord og billeder.