Foto: Rasmus Baaner / Ritzau Scanpix

*Seneste udgivelse

Cato Thau-Jensen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juli 2023
Christina Aabo Mikkelsen
cand.mag., 2015

Hovedforfatter

Carsten Berthelsen
forfatter og formand for Kulturministeriets Illustratorprisudvalg, 2001

Der sidder en stor, tyk kat i en lænestol og kigger lidt undrende på en kraftig madamme, der eksploderer af vrede. Alle slags ting og sager flyver hektisk rundt i rummet, mens katten bare sidder mageligt tilbagelænet med en gigantisk isanretning og glor på dette vanvid.

Cato Thau-Jensen er en dansk illustrator, som er kendt for sine ekspressive, groteske, humoristiske og lettere surrealistiske illustrationer. Siden debuten med billedbogen ”Og så er det godnat!” (1995) har han samarbejdet med bl.a. forfatteren Kim Fupz Aakeson. Cato Thau-Jensen tilhører generationen af ’unge vilde’ illustratorer, der blev udklækket fra designskolen i Kolding i 1990’erne, og han er én af landets mest benyttede illustratorer. Han har desuden selv både skrevet og illustreret bøgerne ”Kanuld på Mammutsletten” (2012) og selvbiografien ”Et hjem med gevær” (2007).

Cato Thau-Jensen gik først på Grafisk Skole i Århus og tog derefter til Kolding, hvor han styrede mod en uddannelse på Illustrationslinien ved Designskolen. Han er en rigtig jyde og har dog skabt en af de mest københavnske billedbøger, som tænkes kan …

Foto: Rasmus Baaner / Ritzau Scanpix

Født
9. februar 1966 i Aarhus.
Uddannelse
Grafisk Skole i Aarhus og illustrationslinjen ved Designskolen i Kolding i 1996.
Debut
Illustrationer til Kim Fupz Aakesons "Og så er det godnat", 1996.
Litteraturpriser
Kulturministeriets Illustratorpris, 2002. Blixenprisen, årets børneudgivelse, 2023.
Seneste udgivelse
General Brushane og Den lille Klæbeånd. Vild Maskine, 2022.

Udvalgte bøger

Hvem er så denne sære tegner?

Cato Thau-Jensen (f. 1966) gik først på Grafisk Skole i Århus og tog derefter til Kolding, hvor han styrede mod en illustratoruddannelse på Illustrationslinien ved Designskolen i Kolding. Her blev han undervist af sprudlende tegnere som blandt andre Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk, der i 1990’erne gav en hel generation af illustratorer impulser til at skabe nyt. Cato Thau-Jensen er ikke alene med sit talent - han blev udklækket fra ’Koldingskolen’ sammen med bl.a. Mette-Kirstine Bak, Tine Modeweg-Hansen og Anne Pedersen.

Disse dygtige ’unge’ talenter svulmer af energi, og de har givet illustratorkunsten i Danmark et løft, som både er forrygende æstetisk og sanseligt. Og der lægges farver på, så øjnene virrer. Hurra for det!

I 1999 fik Designskolen i Kolding Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris for denne indsats for at forny og (bevare) billedbogen.

Men tilbage til Cato Thau-Jensen. Han er født i Århus, men bor - i disse år - i Kolding. Han er en rigtig jyde - og har dog skabt en af mest københavnske billedbøger, som tænkes kan. Den hedder Vingekatten (2000) og udspiller sig en forårsnat, hvor statuer på museer, i parker og på bygningsværker i København bliver levende:

Hver statue, hver fanget form Hver stivnet stenfigur Kan mærke hjertets længselsstrøm Der sprænger søvnens bur

Teksten er af Cecilie Eken. Vingekatten er en stenfigur, der i natten går på jagt efter en kæreste, som han kan dele sin tilværelse med. Han sidder nemlig meget alene på en facadegesims og mangler selskab. Og minsandten om hans forehavende ikke lykkes denne magiske nat, hvor H.C. Andersen svinger rundt med en lille rødmende balletdanserinde, og hvor brolægningen bølger som et hav, så byens tårne danser cancan. Jo, Cato Thau-Jensen kan mere end sit jyske Fadervor.

Cato Thau-Jensens far var tandlæge, og der optræder - lidt traumatisk(!)- en del udtrukne tænder i hans univers, fx i Gerda Flues forfærdelige Køkken (2000), hvor kokken (Gerda Flue) skal bage en kage til hr. Kakerlak. I opskriften indgår der:

en pose søde tænder, som jeg har fået hos tandlægen. Han har trukket dem ud af munden på børn, som har spist for meget slik! .

Cato Thau-Jensen fortæller i en portrætartikel om en uhyggelig tilskikkelse, da hans far ville ha’ en tandprotese og foretrak at gøre arbejdet selv:

"Det gjorde et stort indtryk at se ham line de blodige tænder op på kanten af vasken, efterhånden som han fik hevet dem ud" (Mit yndlingsdyr er ræven i Skolebiblioteket ’99, nr. 7, oktober 1999)

Cato Thau-Jensens verden er befolket af sære væsener og fabeldyr. Men også af kække helte som Didrik i Prinsessen kom til at le (1997) med en vild tekst af Brian Møller Jensen. I dette eventyr drejes virkeligheden 360 grader, og helten Didrik foretager sig en masse forkerte ting, der dog i sidste ende viser sig at føre til den bedste løsning på alle problemer. Prinsessen kommer til at le, og Didrik vinder hende og det halve kongerige.

Den er fin, den er fin, den fin-fin-fin. synger han tilsyneladende lallende gennem hele denne raffinerede billedbog. Men jo mere irrationelt og tåbeligt han opfører sig, jo bedre flasker skæbnen sig.

Måske er dette en credo for Cato Thau-Jensen - altså, at det gælder om at opføre sig på tværs af al god smag, sæd og skik, så smiler lykken til sidst?

Og sådan er Cato Thau-Jensens billedbøger. De er både god smag og ’bad taste’, lavet både med stor kunstnerisk tæft og fanden-i-voldsk dårlig smag. Cato Thau-Jensen blæser nemlig på det kedelige, det vedtagne og det småborgerlige.

Kan du sovse en vovse?

I 1997 skabte Cato Thau-Jensen nogle kraftfulde og herlig illustrationer til to bøger Prinsessen kom til at le og Kan du sovse en vovse?. I sidstnævnte bog med vrøvlerim af Eigil Søholm demonstreres der illustrationskunst af høj klasse, for tegningerne supplerer ikke kun teksten, men udbygger dem levende. Kan du fise en vise? - tegningen viser en lille glad gris, der stikker sin rumpe helt op i en mikrofon, mens alle tilstedeværende musikinstrumenter bekymrede ser til. Kan du rime en time? - her ser man en forelsket snegl, der rimer hjerte på smerte, mens en kritisk edderkop overvåger processen.

I 1998 kom der ikke mindre end tre svendestykker fra Cato Thau-Jensen. Den danske Boghandlerforening udsendte en bog med noveller af danske børne- og ungdomsforfattere Nye gode Historier (redigeret af Kari Sønsthagen) - udsendt i anledning af en læsekampagne for børn og unge. I antologien havde man bedt Cato Thau-Jensen om at illustrere en historie af Bent Haller: Lidt har også ret, der handler om en stakkels og meget, meget fattig kone med syv sultne børn, der ikke har fået kødmad gennem hele deres barndom. Og da julen nærmer sig, ser hun sig nødsaget til at afsave sine lemmer og stege dem, så børnene kan blive bespist med noget, der ligner flæskesteg. Til sidst i denne groteske historie hopper konen op i suppegryden:

Moderen var borte, men der stod varm suppe parat til dem, fyldt med dejlige fedtperler og mørt kød. Deres mor så de aldrig mere. Hun var blevet forvandlet til et lille eventyr. Lidt har også ret .

Cato Thau-Jensen har i illustrationerne forvandlet børnene til sultne fisk med skarpe geddetænder, der sluger alt på deres vej. Så kringlet og snirklet kan en illustrator som Cato Thau-Jensen åbenbart tænke, og han har i sine tegninger udbygget alvoren i denne sære historie, der bl.a. er en allegori om den (kristne?) offerrolle og alle de tåbelige mennesker, der ikke gider tænke over, hvad de modtager.

I tegningernes dybde er der (også) en hentydning til den fortælling i Det Nye Testamente, hvor Jesus efter at have prædiket for en stor folkeskare forvandlede to fisk og fem brød, så smulerne kunne brødføde alle fem tusinde mennesker (Matthæusevangeliet, kap.14, 13-22). Moderen = Jesus ofrer sig, så børnene, dvs. alle tankeløse mennesker på denne jord, kan leve videre, som om intet var hændt?!? Har ’lidt også ret’?. Er det mon rigtigt? Var det ikke noget rigtigt, rigtigt stort moderen gjorde?, spørger Bent Haller, og Cato Thau-Jensen svarer med nogle bevægende og ekspressive tegninger.

Og så udkom - samme år - atter en bog med tekst af Kim Fupz Aakeson Pigen der krøb, om MariaMarianne, der har dette sære navn, fordi hendes forældre ikke kan finde ét, som de kan enes om. Og hun får navnet som et kompromis. Alle er tilfredse - undtagen MariaMarianne. I det hele taget er der ingen, der tager hensyn til pigen - hendes kammerater ignorerer hende, og forældrene laver mad til MariaMarianne, som hun ikke kan foredrage. De serverer deres livretter uden at spørge til hendes.

Resultatet er, at MariaMarianne ’kryber’ og svinder ind til det rene ingenting. Hun har simpelthen ingen selvværd eller identitet. Og til sidst er hun så lille, at hun kan krybe i et musehul. Men da en stor ulækker kat vil spise hende, som var hun en mus, eksploderer hun som Erna Madsen i Pernittengryn:

Jeg hedder MariaMarianne, og jeg er ingen mus, og jeg vil ikke spises af nogen dum kat!

Efter denne besværgelse svulmer hun op til fuld størrelse og kræver for første gang i sit liv, at forældre adlyder hende og serverer: 8 spegepølsemadder med ristede løg og remoulade og et stort glas saftevand. I dette opslag er MariaMarianne i centrum, og forældrene må kigge til fra sidelinjen.

Pigen der krøb er en smuk og ædel fortælling om fornedrelse og undertrykkelse, der kan ramme som boomerang tilbage i hovedet på dem, som trykker og plager.

I det meget moralske eventyr om Pernittengryn (1998) må katten yde en indsats, før den igen kan blive belønnet med moderkærlighed. Katten må først ud i den hårde, kolde verden blandt fjender og sure stoddere og bevise, at han kan fange mus, som alle rigtige katte. Man må vise viljestyrke, og under denne læreproces hærdes man i modgang...

Genrer og tematikker

Cato Thau-Jensen har illustreret billedbøger og højtlæsningsbøger, og han har både skrevet og illustreret flere bøger, f.eks. ”Kanuld på Mammutsletten” og selvbiografien ”Et hjem med gevær”. Cato Thau-Jensens illustrationer er ikke blot til for at underbygge teksterne i bøgerne, men er i høj grad medfortællende. Ifølge ham selv er det vigtigt med satire i billedbøgerne: ”Jeg kan godt lide, når det enten er meget romantisk eller meget dramatisk. Men jeg forsøger altid at lægge en satirisk vinkel på mine ting, som, jeg tror, er typisk dansk. Man lægger lidt afstand, så prinsesserne ikke bliver for sukkersøde og uhyrerne ikke alt for onde. Det er trods alt børnebøger.” [3].

Cato Thau-Jensens illustrationer er ekspressive og udtrykker hele følelsesregistret. Humoren og det groteske anvendes til at gøre fortællingerne mindre skræmmende som f.eks. monsterfamilien i ”Og så er det godnat!” og ”Den grusomme jæger”. Jægeren er en fandens karl, illustreret i stærke farver, men mødet med englen forvandler ham, så han fremstår mere kærlig. ”Kanuld og Mammutsletten” er en bog om at overleve under barske forhold i istiden, om frygt og sult, men der er en gæv humor i historien og illustrationerne, som vækker associationer til Ole Lund Kirkegaards bøger og filmen ”Ice Age”. I ”Violinspilleren” har Theodor et stort talent for at spille, men han glemmer at pleje det og bruger tiden på at købe ting og lade sig opvarte. Det med at blive opvartet har han til fælles med den dovne, forkælede kat Pernittengryn, og moralen i bøgerne er, at man må yde før man kan nyde, og at talent skal plejes. Cato Thau-Jensen har samarbejdet med forskellige børnebogsforfattere, bl.a. Kim Fupz Aakeson, hvor humoren, det groteske og det grimme får frit løb, mens ”Violinspilleren” skrevet af Marianne Iben Hansen har euforiske og melankolske illustrationer i lysere farver, som underbygger den lyriske fortælling.

Beslægtede illustratorskaber

Cato Thau-Jensen, Tine Modeweg-Hansen, Mette-Kirstine Bak og Anne Pedersen er ”de unge vilde” fra Designskolen i Kolding, som blev udklækket i 1990’erne. De er vokset op med billeder i medierne, og fælles for dem er deres ekspressive stil og deres energiske og uimponerede tilgang til arbejdet. De er alle blevet undervist af de to sprudlende og produktive illustratorer Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk, hvilket spejler sig i deres stil. Det ekspressive anvendes til at udtrykke voldsomme følelser eller en uforudsigelighed og en vekslen mellem farverne.

Lilian Brøgger har gennem 40 år illustreret et hav af billedbøger og har inspireret den efterfølgende generation af illustratorer, herunder Cato Thau-Jensen. Lilian Brøgger er med sin store trang til at udforske nyt ikke bange for at komme ud på dybt vand, og hendes illustrationer spænder vidt i deres udtryksformer. Cato Thau-Jensen bestræber sig også på at afprøve nyt for hver bog, han illustrerer, og han har samme humoristiske, groteske og farverige stil som Lilian Brøgger.

Lilian Brøgger eksperimenterer med perspektiver og rumlige virkninger, og man finder den samme slags eksperimenter hos Cato Thau-Jensen. Hans illustrationer er ikke kun på én side og teksten på en anden, men illustrationerne kan sagtens fylde flere sider, og perspektiverne bliver i nogle tilfælde forvrængede, når der skal udtrykkes bestemte sindsstemninger hos karaktererne i fortællingerne.

Dorte Karrebæk har også en omfattende produktion af børnebøger med farverige og poetiske illustrationer. Hun har haft et mangeårigt samarbejde med Oscar K., og fælles for deres bøger er, at de i modsætning til den traditionelle børnebogs forklarende stil har en mere åben struktur med mange lag, hvilket lægger op til en mere individuel fortolkning. Dorte Karrebæk og Lilian Brøggers illustrationer understøtter ikke kun teksten, men er også medfortællende, hvilket man også ser i Cato Thau-Jensens illustrationskunst.