*Seneste udgivelse

Anne Pedersen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022

Hovedforfatter

Kirsten Bystrup
bibliotekar, 2003

Dansk illustrator. Har hovedsageligt illustreret børnebøger.

Anne Pedersens nøjes ikke med ”at oplyse (”illustrere”) teksten”. Teksten er ikke det væsentligste, der er ikke den traditionelle rangordning mellem ord og billede i de bøger, hun illustrerer. Anne Pedersen opfatter snarere teksten som et udgangspunkt, et afsæt for sin egen personlige billedskaben. Hun dyrker det groteske, det manierede, det voldsomme. Hun dæmper ikke tonen – tværtimod. Anne Pedersen søger ikke harmoni, bruger ikke kompositionen til at styre øjet. Hun vil netop ikke bestemme, hvad der er det væsentlige i billedet. Derimod inviterer hun læseren på selvstændig opdagelse. Sagt på en anden måde, så lægger billedet op til en samtidighed i aflæsningen, som ganske godt modsvarer børns vanthed med at bruge andre, fx elektroniske, billedmediers udtryksmåder. Billedet er dynamisk – man kan gå ind i det hvor som helst. Anne Pedersen har et glimt i øjet og en ræv bag øret. Hun kan godt lide at udfordre, overraske og drille sin læser!

Foto: POLFOTO

Født
1969 i Nordjylland.
Uddannelse
Studier ved Designskolen i Kolding 1989-94 med afgang fra Institut i Visuel Kommunikation. Var ansat på tegnestuen Kontrapunkt 1994-95 og har derefter arbejdet freelance med såvel bøger til børn som andre typer af tegneopgaver.
Debut
Hr. Flugt går under jorden, 1995.
Priser
Kulturministeriets Illustratorpris. 1995 Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris 1999, hvor prisen gik til Designskolen i Kolding repræsenteret ved lærer Ken Denning, illustrator Lilian Brøgger og de fire elever Mette-Kirstine Bak, Tine Modeweg-Hansen, Cato Thau-Jensen og Anne Pedersen.
Seneste udgivelse
Doktor Madsen har et hospital. Turbine, 2022.
Inspiration
Villy Sørensen, Louis Jensen, Sven Wiig Hansen.

Udvalgte bøger

Begyndelsen

Anne Pedersen er født og vokset op i Nordjylland i den lille by, Stenhøj, hvor hendes forældre havde et husmandssted i udkanten af byen. Om sin barndom fortæller hun: ”Min barndom var god og fyldt med dejlige oplevelser fra den omkringliggende natur og et hav af kæledyr. Mine forældre var kærlige og engagerede og begge udearbejdende.” Om sin vej ind i billedet og bogen fortæller hun: ”Jeg har tegnet så længe, jeg kan huske. Det blev lagt lidt til side i teenageårene, mens jeg gik på Frederikshavns Handelsskole. Efter tre år var jeg overbevist om, at jeg ikke skulle fortsætte i den branche. Jeg vågner endnu op om natten med sved på panden og har drømt om tyske afleveringsopgaver og eksaminer i økonomistyring. Jeg er lettet over, at det er et afsluttet kapitel i mit liv. Tegneriet tog jeg op efter handelsskolen og året efter kom jeg på Designskolen i Kolding. For første gang oplevede jeg at være god til noget, og det var lige, hvad jeg trængte til. Et inspirerende miljø, hvor det var sjovt og spændende at studere.”

Grimhed er en dyd

I de syv år, der er gået mellem de to bøger om Hr. Flugt har Anne Pedersen illustreret 7 billedbøger – hvoraf hun selv er forfatter til én - samt en illustreret en letlæsningsbog og en skønlitterær fortælling. Der er tale om meget forskellige bøger, der overordnet set viser en tegner, der hele tiden afsøger nye mulige udtryksformer.

Anne Pedersen eksperimenterer hele tiden med sit billedudtryk. Hun bruger forskellige teknikker, og det er tydeligt at se, hvordan billederne ændrer sig fra bog til bog. Men ligegyldig hvilken teknik, Anne Pedersen vælger, så er alle hendes billeder karakteriseret af et bevidst opgør med de forestillinger og forventninger, man generelt har til billeder i børnebøger.

Anne Pedersens nøjes ikke med ”at oplyse teksten” som ordet ”illustrere” betyder direkte oversat. Teksten er ikke det væsentligste, der er ikke den traditionelle rangordning mellem ord og billede i de bøger, hun illustrerer. Anne Pedersen opfatter snarere teksten som et udgangspunkt, et afsæt for sin egen personlige billedskaben.

Anne Pedersens billeder ”ligner ikke” sådan som man synes billeder skal i børnebøger. I stedet dyrker hun den groteske, det manierede, det voldsomme. Hun dæmper ikke tonen – tværtimod ”støjer” hendes billeder.

Enkelhed og klarhed finder vi ikke i hendes billeder – snarere det modsatte. Hendes billeder er sammensatte, kalejdoskopiske. Anne Pedersen søger ikke harmoni, bruger ikke kompositionen til at styre øjet. Hun vil netop ikke bestemme, hvad der er det væsentlige og fremherskende i billedet. Derimod inviterer hun læseren på en selvstændig opdagelse i billedet. Sagt på en anden måde, så lægger billedet op til en samtidighed i aflæsningen, som ganske godt modsvarer børnenes vanthed med at bruge andre og især elektroniske billedmedieres udtryksmåder. Eller man kan sige, at billedet er dynamisk – man kan gå ind i det hvor som helst.

Denne mangel på alt det, man forventer at finde i børnebogens billeder provokerer – måske især den lidt ældre generation. Men når man vurderer billederne ud fra deres fortællende kvaliteter, antager provokationen andre former. Den bliver et vandmærke i sig selv. Anfægtelsen er indgangen. For den viser, at Anne Pedersen på mange måder er et barn af sin tid.

Det fragmentariske, det uharmoniske, det splittede og det kaotiske er sammen med eksperimentet alt sammen karakteristisk for det postmoderne opgør. Hertil kommer opbruddet og vildskaben i streg og udtryk. Vi finder det hele hos Anne Pedersen. Hun blæser på det vedtagne og arbejder hele tiden med at udvikle sit eget vilde og ekspressive billedudtryk.

Selv siger hun: ”Folk synes ofte, at mine tegninger er groteske. Jeg kan godt lide, når tegninger er skramlede og grove med struktur i fladen. Personerne er som regel skæve typer, lidt forhutlede med skægstubbe, det gælder både mænd og kvinder. For mig er grimhed en dyd, jeg kan ikke holde ud, hvis tegninger bliver for søde og glatte. De må gerne have lidt bid og humor.”

Billeduniverser

Anne Pedersen arbejder også meget bevidst med en gennemgående farveholdning i sine bøger og er meget omhyggelig og detaljeret i sin fortællestil. Hendes billedbøger er utroligt gennemarbejdede. Fortællingen begynder allerede på omslagsbilledet og også inderomslaget opsummerer væsentlige pointer fra fortællingen. Men samtidig dyrker Anne Pedersen det spontane i selve billedsætningen – når figurerne og scenen skal tilføjes, hvor hun skaber sit eget brogede billedudtryk.

Året efter Hr. Flugt går under jorden udsender hun Abu Kassims tøfler (1996, tekst af Ejnar Agertoft), som er en arabisk vandrehistorie og skæbnefortælling. Undertiden foregår den i Cairo, undertiden i Damaskus eller et helt andet sted. Fællestrækket er Abu Kassims hårde skæbne på grund af hans ekstreme nærighed, udtrykt i hans inderlige kærlighed til et par tussegamle tøfler.

Her er langt flere farver end i ”Hr. Flugt går under jorden” – de er lyse, lette, blå-grønne med gråt og jernoxid. Borten på omslagets billede er et gennemgående stiltræk bogen igennem – den indgår i billederne som en slags dekoration, der kan minde om kakler. Det er derudover billeder, der er fulde af ikke blot fortællende detaljer men også en aktiv og munter meddigten af illustratoren.

Året efter udkommer Makedeus og Basketskoengelen (1997, tekst af Damian Arguimbau). Det er fortællingen om Noahs ark i en uhøjtidelig og fri genfortælling, der anskuer den velkendte historie på sin helt egen måde. Her er hovedpersonerne en hare – med vokseværk i venstre bagben, en engel – med basketssko og glorie – og en loppe. Det, der imidlertid giver historien sin helt egen tone er, at teksten ligger så tæt på talesproget – det er snarere en fortalt historie end en nedskrevet fortælling.

Anne Pedersen er her mere malerisk i sit udtryk. Baggrunden er lagt på i brede, heftige penselstrøg, og figurerne er malet op med en bredere pensel. Men samtidig bruger Anne Pedersen blyanten og den lidt tyndere streg, når hun selv går ind og digter videre på teksten. Hendes forklaring på syndfloden er, kan vi se: krig, trafik, forurening og fældning af regnskoven.

Robots kone og Alberts guitar

Róbot (1999) har Anne Pedersen selv skrevet – læg mærke til, at der er tryk på første stavelse, så der kommer til at ligge et ordspil til navnet Robert! Man kan kalde historien et moderne eventyr, der bæres af sansen for det absurde univers. Hovedpersonen er robotten Róbot, der arbejder på en bilfabrik. Han er meget ensom og får samlet sig en kone af forskellige bildele. Men lykken er kun kort, for hans elskede Eva har kun øje for en smart racerbil – selvfølgelig fordi hendes hjerte er en strømfordeler fra en smart Jaguar! Imidlertid ender alt godt. For da han bliver kastet i skrotbunken får han både en masse venner – og sandelig også en kone – , som Anne Pedersen lunt konstaterer har ”et ægte tændrørshjerte!” Her er murstensvæggen på fabrikken den gennemgående, ornamentagtige ramme om hvert opslags billede, ligesom det s/h skak-ternede gulv går igen. Det giver en ensartethed men er samtidig en meget urolig baggrund for de meget detaljefyldte, fortællende billeder med en fin sans for mekanik under enhver form.

Murstenene går igen i omslagsbilledet til Den fedeste rock , (2001, tekst af Thorstein Thomsen), men her er de ikke tegnet fint med kridt. De er malet i heftige, hurtige penselstrøg og går ikke igen inde i bogen. Farveholdningen er også en helt anden – i det hele taget er der mere fart over og knald på disse billeder, der fortæller historien om Alberts fødselsdag. Han får en guitar i gave og glæder sig til at spille med vennerne. Men de voksne får hele tiden gode ideer, som gør det svært at komme i gang med at spille.

Der er megen vildskab i penselføringen og megen humor i persontegningen. Fx er Frederik – den ene af gæsterne –tegnet som en gris, hvor krøllen på halen fint svinger ud fra de korte sorte bukser! Korpigerne – Kil, Kæl og Cool – er 3 skønne missekatte, der fornøjet svinger sig på plankeværket, mens de synger.

Huse der bytter plads

Louis Jensens forunderlige fortælling om Byen hvor husene bytter plads (2001) viser igen en helt anderledes og ny side af Anne Pedersen. Det er en kort, stram tekst, der fortæller om den morgen, hvor husene i byen overraskende begyndte at bytte plads. Ingen vidste hvordan eller hvorfor, men pludselig så hverdagen helt anderledes ud og der blev vendt op og ned på mange ting. Det var svært at bringe posten ud, for hvor boede folk nu?

I modsætning til sine tidligere bøger vælger Anne Pedersen her en enkel, harmonisk opbygning, idet hun bruger det hvide papir som en rolig baggrund for sine billeder. Alle billederne har den samme størrelse, er næsten kvadratiske og udfylder kun ca. 2/3 af billedfladen. Nedenunder hvert billede står teksten. Hun arbejder med komplementærfarver, om end de er lidt ”ferske”, det er rød og grøn, tilsat hvidt, blåt og gult samt sort. Baggrunden spiller ikke slet så stor en rolle, som den plejer. Det giver billederne en lethed, som er ny for Anne Pedersens billedudtryk.

Men sædvanen tro digter hun gerne videre på teksten, ja, man kan sige, at hun skaber en parallel billedmæssig gendigtning i sine billeder. Det er meget veloplagt gjort, og det er tydeligt, at Anne Pedersen har moret sig, som når hun bl.a. tilføjer flg. tekst til sit billede af speakeren i tv-avisen, der siger: ”….Pas på din nye have. I går kl. 15.30 fandt politiet resterne af Fru Else Pelse. En kødædende plante havde tilsyneladende……” – en henvisning til Halfdans ABC. Der er også billedet af de ejere, der, som teksten siger, ”har fået et rigtigt springvand” . At det er et gran FOR rigtigt viser billedet, hvor moren holder sin lille datter for øjnene!

I sine illustrationer til romanen, Den solskoldede mor som blev byttet væk for ti kameler, (1999, tekst Bjørn Sortland) afsøger Anne Pedersen helt nye områder i sine illustrationer. Det er fortællingen om de to søskende Fredrik og Arve, der rejser på ferie i Aqaba i Jordan sammen med deres mor og hendes søster, tante Torunn. Men her vil en saudiarabisk prins købe hende og Fredrik har også sit at tænke på.

Historien balancerer mellem hverdagsrealismen og skrønen, og tegningerne passer godt til – de har den samme dobbelthed. På den ene side viser de genkendelige situationer fra historien. På den anden side giver Anne Pedersen dem det vrid, der fjerner dem fra realiteten. De er levende og fortællende, og den teknik Anne Pedersen har brugt, giver dem en helt særlig udtryksfuldhed. Illustrationerne er i s/h og kan minde om træsnit med deres kantede former og stofligheden i den sorte farve. Men teknikken er en helt anden. Figurerne er først malet op med hvidt og derefter tegnet med sort.

Billedfantasi

Alfabetbogen, Tungebrækkerbetet , med tekst af Ulla Selfort og Tine Weppler (1996) og de to gådebøger, Om dagen er jeg hel – men om natten er jeg halv (1998) og Jeg er ikke en kanonkugle (2000), begge med tekst af Jørn Jensen giver Anne Pedersen rig lejlighed til at bruge både sin rige billedfantasi og sin særlige sans for det spidsfindige og det udspekulerede.

”Tungebrækkerbetet” er en abc, der opererer med forskellige former for rim – især bogstavrim – uden nogen meningsmæssig sammenhæng. Den lever i det sprogligt lydlige. Det giver Anne Pedersen et spillerum for sin egen billeddigtning og viser ofte overraskende og af og til svært gennemskuelige billeder, hvor man virkelig skal gå på opdagelse for at finde sammenhængen med teksten.

Det samme er tilfældet i de to gådebøger. Her markerer Anne Pedersen sin evne til at tegne et billede af 3 gåder, samlet i ét billede, der brillerer ved sin egen gådefuldhed. Kigger man imidlertid efter længe nok, vil også billedet åbne sig og give svar. Anne Pedersen har et glimt i øjet og en ræv bag øret. Hun kan godt lide at udfordre, overraske og drille sin læser! Hun en særlig evne til at gå bagom teksten og finde sine egne billedtolkninger – og ofte kan man næsten fornemme, at hun sidder et sted omme bagved og morer sig!

Det er billeder, der adskiller sig meget fra Anne Pedersens øvrige produktion. Der er tale om tuschtegninger, der ganske vist går over i karikaturen. Men det groteske og det ”firkantede” er ikke så fremherskende. Det er enkle billeder, farverne er stærkere og baggrunden er heller ikke så sammensat som i mange af de andre bøger. Indimellem bruger Anne Pedersen ”skrabeteknikken” og collagen, men her langt mere afgrænset og ofte som en del af figurtegningen.

Ny illustratorgeneration

I 1999 fik Anne Pedersen atter en pris. Men denne gang fik hun den ikke alene. Hun var udvalgt til at repræsentere Designskolen i Kolding sammen med tre andre elever og sine lærere, da Danmarks Skolebibliotekarforening tildelte Designskolen deres børnebogspris.

I motivationen stod bl.a. ”Valget er faldet på ”Koldingskolen” – som man kunne kalde den – fordi den har bidraget til at skabe en ny generation af illustratorer og billedbogsmagere, som i høj grad har medvirket til at forny både fortællestil og formsprog, så den danske billedbog i dag har en modernitet, der har sikret dens liv i undervisnings- og børnekulturen. Samtidig har den nye generation været med til at sprænge den gængse ramme for billedbogens målgruppe.”

Vild ung tegner

Anne Pedersen tilhører den generation af tegnere, man har kaldt ”de unge vilde”, og som man især har forbundet med Designskolen i Kolding.

Det er karakteristisk for hende som en repræsentant for den nye unge generation af tegnere, at hun opfatter billedet i billedbogen som selvstændig kunst. Der kan være budskaber i billederne, der ikke har noget med teksten at gøre. Det er lykkedes hende at forene en glæde ved at tegne med hvad man kunne kalde en stærkere hengivelse til billedet. Hun forlænger illustrationen med sin uhæmmede, virtuose brug af elementerne farve og form. Billedbogen bliver til kunst. Der kan ligge en risiko for at glemme barnet i denne bevægelse. Men Anne Pedersen holder sig i øjenhøjde med barnet. Hendes billeder er altid illustrative og fortællende i al deres underfundighed og ekspressive udformning.

Hun har siden sin debut i 1995 vist sig som en eksperimenterende og fornyede kunstner, der gradvist har arbejdet sig frem mod en større klarhed og enkelhed, en større grad af overskuelighed, et lettere billedudtryk.

Det skal blive spændende at se, hvilken retning Anne Pedersens billeder vil tage i den næste bog.