”Jeg har aldrig fundet en flaskepost/men jeg ser stadig efter én når jeg går langs stranden./Som barn forestillede jeg mig at finde et brev i flasken/skrevet med kul/fra en styrmand der var strandet på en øde ø.”
“Buresø-fortællinger” side 33.
Det er netop associationerne, der binder digtenes forskellige tidssfærer sammen. Man aner, at der er en slags omvendt dannelsesrejse på spil – en søgen tilbage til de tabte tider i miniformat. Det er her, identiteten får sine folder, hjørner, hakker og revner. De sproglige glidninger gestalter Buresø, personerne og erindringerne, så man forstår, at erindringerne er med til at skabe identiteten hos det jeg, som fra nutiden væver Buresø-fortællinger sammen til billeder af sig selv. Selv siger Plambeck: “Ens livsbetingelser er med til at forme én. Mange af de ting, man foretager sig på et givent sted, afhænger af livsvilkårene. Forholdet til hjemstavnen er særligt, fordi fortællingerne om ens liv tager sit udgangspunkt der. Jeg tror, man bærer sin hjemstavn med sig som en måde at forstå livet på og se verden ud fra.” (David Ebershoff: “Hello Stranger”. Politiken, 2007-05-26).
Situations- og menneskeportrætter trækker vod i læserens egne erindringsbilleder, og personer som tomatwoman, skærsliber-Yrsa (den obligatoriske transvestit, der hører til i provinsbyen), skubbe-Johnny og Rav-Lassen omgås med både ømhed, humor og let tristesse.
Dy Plambeck
Dy Plambeck har siden sin debut med “Buresø fortællinger” i 2004 interesseret sig for mennesker. Særligt den tidlige del af hendes forfatterskab er befolket af provinsens originale og farverige kar...
Læs hele forfatterportrættet
