Dy Plambeck

Emneord:

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., maj 2024

Hovedforfatter

Pia Andersen Høg
cand.mag., 2014

Dy Plambeck har siden sin debut med “Buresø fortællinger” i 2004 interesseret sig for mennesker. Særligt den tidlige del af hendes forfatterskab er befolket af provinsens originale og farverige karakterer, mens det i ”Mikael” er en dansk soldat i Afghanistan, vi møder. Med ”Til min søster” og ”Mod midnatssolen” er moderskab, søsterskab og moderne familieliv taget under hendes altid nænsomme og nysgerrige behandling, og det samlede forfatterskab spænder et menneskekærligt telt ud med plads til både de skæve og de ranke.

Autofiktion

Baggrund

Dy Plambeck er født i 1980 og vokset op i provinsbyen Buresø på Sjælland. Familien Plambeck havde kernekarakter af den kreative slags: Mor og far og bror og Dy i stråtækt bindingsværkshus i landsbyidyllen. Her var der overskud til at tage sig af dem, der ikke havde så meget. Gode historier om slægtninge med kulørte livsforløb og mere eller mindre skæve eksistenser fyldte hjemmet. Dy Plambecks bøger beskæftiger sig i høj grad med at analysere netop familien – hvad der sker, når man er forbundet uden at have valgt hinanden – og med ”Mod midnatssolen” hvordan man er (sammenbragt) familie, når man aktivt har valgt hinanden.

”Texas’ rose kaldte min faster Lillian sig, dengang hun som ung pige tog land og rige rundt og optrådte med at synge til hest. Vest, skjorte, chaps og støvler, Texas’ rose havde, hvad der skulle til for at ligne en vaske ægte cowboy.”

“Texas’ rose” s. 46.

Foto: Les Kaner

Født
Den 31. maj 1980 i København.
Uddannelse
Studier i bl.a. litteraturvidenskab på RUC og Københavns Universitet. Uddannet fra Forfatterskolen i 2004.
Debut
Buresø-fortællinger. Gyldendal, 2005.
Litteraturpriser
Klaus Rifbjergs debutantpris, 2006. Politikens litteraturpris, 2019.
Seneste udgivelse
Mod midnatssolen. Gyldendal, 2024. Roman.
Inspiration
William Faulkner, Per Petterson, Pia Juul, Herman Bang, Emily Dickinson og Fjodor Dostojevskij.
Oplæsning fra ”Mikael”
https://soundcloud.com/dagbladetinformation/dy-plambeck-laeser-op-af-sin-seneste-roman-mikael

Buresø, generelt provinsen, og familien er en slags grundvilkår, Plambeck har taget med sig over i sine historier: ”Jeg interesserer mig for de ting, der er givet til os på forhånd. Vi vælger for eksempel ikke selv vores familie eller det sted, hvor vi vokser op. Som barn er man det sted, hvor man er sat, og så må man leve sit liv der. Man er bundet til miljøet. Derfor er det interessant.” [3].

Dy Plambeck pendlede fra Buresø for at gå på Sankt Annæ Gymnasium i København som 16-årig, og året efter flyttede hun permanent til hovedstaden, der har været hendes base for rejser til Asien, Afrika, Mellemøsten, New Zealand og Australien. Som barn drømte hun bl.a. om at blive bjergbestiger, men et højskoleophold på Testrup Højskole satte gang i de litterære ambitioner og hun søgte ind på Forfatterskolen. Her dimitterede hun fra i 2004, og året efter udkom ”Buresø-fortællinger”; barndommens Buresø genbesøgt i prosadigte som blev tildelt Klaus Rifbjergs debutantpris. I 2008 udgav Dy Plambecks sin første roman, ”Texas’ rose”. I 2011 kom romanen ”Gudfar” og i 2014 ”Mikael”. Hvor moderskab og søsterskab udfoldes i ”Til min søster” fra 2019, er livslange venskaber og sammenbragte familier i centrum i ”Mod midnatssolen” fra 2024.

Dy Plambeck har udgivet flere børnebøger og har undervist i skrivning og litteratur på Krogerup, Borups og Ry Højskoler. Hun har også været med i det udvalg, der har udarbejdet Højskolesangbogens 18. udgave fra 2020, ligesom hun har skrevet tekster til flere af sangbogens nyeste sange, blandt andet adventssalmen ”Hold håbet op”.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Interview om Gudfar**

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Karakteristisk for Dy Plambecks stil i hendes første tre bøger er den til tider næsten brovtende og meget mandlige tone. Der lægges ikke fingre imellem med fysiske detaljer eller åndssvage kommentarer, og flere af de beskrevne miljøer er typisk mandeverdener som f.eks. bikerklubben Spitfire i “Gudfar”. I “Buresø-fortællinger” leger fortælleren Mily med en drenget identitet, og faster Lilian er heller ikke (kun) udpræget kvindelig i ”Texas’ rose”. Denne afsøgning af mandefællesskabet fortsætter i ”Mikael”s soldaterverden. Selv fortæller Dy Plambeck i et interview, at hun er tiltrukket af mandlige fællesskaber og er begyndt at gå på jagt sammen med ældre herrer: “Men der opstår jo også et fællesskab om at være ude i naturen og at nyde den mad, man spiser, når man er på jagt. Pludselig finder man sig selv stående i en stiv snestorm på Bonderup Mark og synes, det hele er enormt skønt.” [5]. Erfaringen af at befinde sig lige på kanten af et fællesskab er gennemgående i Plambecks forfatterskab, der med sympati og nærvær skildrer nogle mildt sagt aparte karakterer.

Denne optagethed af skæve eksistenser stammer fra forfatterens egen oplevelse af ensomhed og at føle sig udenfor: “Jeg synes altid, den har været der, at jeg har haft følelsen af at stå uden for det hele. Måske er det også typisk, at jeg godt kan lide at observere folk og lytte til samtaler imellem dem. Det inspirerer mig nok mere end at læse ti bøger om et emne.” [5].

En interesse for det kvindelige udfolder sig særligt i ”Til min søster”, hvor fødsel, moderskab og søsterskab undersøges litterært, og i ”Mod midnatssolen” med dens interesse for livslange, kvindelige venskaber og kvindekroppe forbundet gennem moderskabserfaringen.

Familie er også et centralt tema hos Plambeck, der i ”Mod midnatssolen” belyser de mange komplekse aspekter, der er ved skilsmisse og sammenbragte familier. Hun siger i bogens pressetekst: ”Det er en utopi at tro, at man kan skabe en ny kernefamilie ud af en sammenbragt familie, hvor man også hurtigere kan føle sig hjemløs og usynlig, fordi ens forankring i familien ikke er den samme som i en kernefamilie. Ens rolle skifter hele tiden.” (Pressetekst, ”Mod midnatssolen”).

Beslægtede forfatterskaber

“Buresø-fortællinger” føjer sig til et selskab af hjemstavnsskildringer fra kolleger som Dan Turéll og Klaus Rifbjerg. Titelvalget signalerer, at der er tale om tilvalgt slægtskab; det er næsten svært at sige “Buresø-fortællinger” uden at sige “Vangede-billeder” og “Amagerdigte”.

Plambecks litterære forbilleder tæller forfattere som William Faulkner, Vibeke Grønfeldt, Marcel Proust, Emily Dickinson, J.P. Jacobsen, Sylvia Plath, Pia Juul og Fjodor Dostojevskij. Netop J.P. Jacobsen spiller en rolle i ”Til min søster”, hvor hans ungdomskæreste Anna Michelsen helt konkret får ordet.

Selv er hun blevet sammenlignet med Tove Ditlevsen, Susanne Brøgger og Klaus Rifbjerg af begejstrede anmeldere, og hendes præcise og detaljerede sprogbrug minder mange steder om Hans Otto Jørgensen.

Andre værker om krig er f.eks. Anne-Cathrine Riebnitskys romaner ”Den stjålne vej” (2012) og ”Forbandede yngel” (2013), der har fokus på kvinder i Afghanistan. Henriette E. Møllers roman ”Danskerheld” (2012) handler om en kvindelig soldat fra Randers, der har gjort tjeneste i Irak, og Lars Husums ”Jeg er en hær” fra 2010 beskriver de psykologiske og mentale udfordringer, der følger den hjemvendte. Mikkel Brixvold udgav i 2014 ”Så efterlades alt flæskende”, der er en digtsamling udgivet på baggrund af krigserfaringer.

Om fødsel og moderskab kan man også læse i bl.a. Liv Nimand Duvås ”Mødrenes hus” (2022), Olga Ravns ”Mit arbejde” (2020) og Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn” (1976). Helt konkret om kejsersnit, der er et tilbagevendende motiv i ”Mod midnatssolen”, kan man også læse om i Julie Sten-Knudsens digtsamling ”Syv lag” (2021), hvis titel henviser til de syv lag, lægen skærer igennem ved et kejsersnit for at komme ind til barnet.

Norske Trude Marstein skriver om komplekst skilsmisseliv i ”Egne barn” (2024), hvor kvinden Anja og hendes nye kæreste mødes med hendes eksmand og hans nye kone til en arbejdsweekend i et sommerhus i Sverige, ligesom Monica Isakstuen i ”Raseri” (2019) skriver om både at være træt tvillingemor og være sammenbragt familie. Olga Ravn skriver i ”Celestine” (2015) om at vokse op i sammenbragte familier og om den sorg, der følger med, når familien igen skifter form: ”Min barndom var en meget lang, utrolig befolket ensomhed,” som der står (s. 78).