BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
henriette e møller
Foto: Morten Holtum
*Seneste udgivelse

Henriette E. Møller

    Hovedforfatter
    • Andreas Tonnesen
      cand.mag., 2012

    Intro

    Henriette E. Møller kredser i sine romaner om de usagte spændinger, der rumsterer i det enkelte menneskes indre univers. Der, hvor ønsker og drømme – og ikke mindst de hengemte og uforløste konflikter, der knytter sig til barndommen og familien – brydes med virkelighedens begrænsninger. Oplevelsen af døden og følelsen af tab er gennemgående tematikker, som igangsætter romanernes handlingsforløb og giver anledning til den bemærkelsesværdige sproglige bevidsthedsstrøm, der præger Henriette E. Møllers fortællinger. En sproglig bevidsthedsstrøm, der konstant bevæger sig mellem fortidens erindringer og fremtidens forhåbninger og skaber det sammensatte fortællermæssige her og nu. Indtil videre omfatter det unge forfatterskab de to romaner “Jelne” og “Kaiser”.

    Baggrund

    Henriette Elmstrøm Møller er født og opvokset i Randers, hvor hun sammen med sine tre søstre gik på den lokale kommuneskole, Nyvangskolen. Efter gymnasietiden på Randers Statsskole var Henriette E. Møller på Testrup højskole, hvorefter hun tog til London i en periode og arbejdede. Tilbage i Danmark begyndte hun at læse nordiske sprog og litteratur i Århus, men da hun i 2000 blev optaget på Forfatterskolen, flyttede hun til København. I 2002 afsluttede Møller sin uddannelse på Forfatterskolen og vendte tilbage til studierne og fik en bachelorgrad i dansk og kulturformidling ved Københavns Universitet. Fra 2006 har Henriette E. Møller arbejdet på at få en titel som cand.it. ved IT-universitetet, men efter modtagelsen af Kunstfondens treårige arbejdslegat er studierne foreløbigt lagt på hylden, og Møller arbejder som forfatter på fuldtid.

    henriette e møller
    Foto: Morten Holtum
    • Født

      18. december 1976 i Randers.

    • Uddannelse

      Uddannet fra Forfatterskolen i 2002, Bachelor i Dansk og Kulturformidling ved Københavns universitet 2004, igangværende studier ved IT-universitetet.

    • Debut

      Jelne, 2007.

    • Litteraturpriser

      Årets Debutantpris 2007. Desuden tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2007 og Munch-Christensens Kulturlegat, 2007.

    • Seneste udgivelse

      Danskerheld. Gyldendal, 2012. Roman.

    ”Hun læner sig ud ad det åbne vindue, det er Jelne, der læner sig ud ad det åbne vindue fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar. (…) Hun står med en kasse i hænderne, hun løfter den ud ad vinduet, kassen, hendes arme er strakt ud, hun vender den med bunden opad. Kassen bliver tømt. Det går hurtigt, det tager ikke mange sekunder, så ligger alle billederne på gaden, på sneen.”

    “Jelne”, s. 5.

    Selvom året 2007 var en rigtig succes for den unge forfatter, der fik mange roser for sin debut blandt anmeldere og samtidig modtog både priser og legater, så har Henriette E. Møller også oplevet perioder med modgang. Efter Forfatterskolen fik hun afslag fra flere forlag på et indsendt manuskript, og hun overvejede i en periode sågar at stoppe med at skrive. Trods tvivlen undervejs har Henriette E. Møller længe gået med en drøm om at blive forfatter: “Jeg har altid drømt om at blive forfatter. Jeg tror, at det kommer fra min mormor, som læste mange bøger og talte meget om forfattere. Jeg tænkte, at hvis jeg blev forfatter, ville hun blive stolt af mig. Jeg har også altid syntes, at sproget var et godt redskab. Jeg var den stille pige i skolen og skrev meget dagbog. På den måde kom jeg ud med ting, jeg ellers ikke fik sagt.” [1]Dorte RemarDer er så meget sprog til mig. Interview i Kristeligt Dagblad2007-06-07.

    Udvalgte bøger

    Perspektivering

    I Henriette E. Møllers to romaner er det de kvindelige figurer og deres bevidstheder, der udgør fortællingernes rum. I romanen “Jelne” udnytter forfatteren dette rum til at beskrive den unge hovedpersons personlige søgen efter egen historie og identitet. I “Kaiser” er dette rum lagt mere kollektivt an og giver anledning til fortællingen om en families slægtskabshistorie. Møllers “Kaiser” kan således ses i sammenhæng med andre nyudkommende slægtskabsfortællinger som Kim Blæsbjergs “Rådhusklatreren” (2007), Jens Smærup Sørensens “Mærkedage” (2007) og Katrine Marie Guldagers “En plads i historien” (2008), der alle tager udgangspunkt i Anden Verdenskrig og besættelsestiden.

    Men det, der især har kendetegnet Henriette E. Møllers romaner indtil videre, er deres markante sproglige stil. Den særlige tredjepersonsfortæller, der mimer den fluktuerende bevidsthedsstrøm i romanfigurernes indre, mentale univers, er karakteristisk i begge romaner og giver klare mindelser om den klassisk modernistiske bevidsthedsstrøm-litteratur, som man finder den hos engelske Virginia Woolf . Henriette E. Møller har selv påpeget denne familiaritet og inspirationskilde på følgende måde: “Hendes [Virginia Woolfs] skrivestil flydende, abrupt og tankespringsmæssig kan jeg enormt godt lide. Hun har også en særlig alvidende fortællerstemme med et alvidende overblik, som har noget at sige og virker nærværende på en anden måde, end en jeg-fortæller kan gøre det.” [1]Dorte RemarDer er så meget sprog til mig. Interview i Kristeligt Dagblad2007-06-07. Desuden nævner Henriette E. Møller danske Christina Hesselholdt og Hans Otto Jørgensen blandt sine litterære forbilleder.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Bibliografi

    Jelne
    Jelne

    Henriette E. Møller

    2007. Roman

    Kaiser
    Kaiser

    Henriette E. Møller

    2008. Roman

    Danskerheld
    Danskerheld

    Henriette E. Møller

    Gyldendal, 2012. Roman.

    Om forfatteren

    Forfatterens forlag

    Litteratursiden

    Anmeldelser med videre

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Henriette E Møller

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Der er så meget sprog til mig. Interview i Kristeligt Dagblad

    Dorte Remar

    2007-06-07

    [2]

    Nu er jeg forfatter. Interview i Jyllands-Posten

    Jesper Stein Larsen

    2007-12-14