Trude Marstein

Genrer og tematikker

Tematisk holder Trude Marstein sig til en gennemgående mikroverden, selvom hun helst vil være denne rubricering foruden: ”Jeg tænker aldrig i temaer, når jeg begynder på en ny bog” [3]Søren KassebeerJeg vil vise virkeligheden på en ny måde. Interview i Berlingske Tidende2009-04-03. Læseren bringes ind i parforholdets (det potentielle han og hun), familiens (ægtefolk, mor-datter, søskende) og trivialitetens normalsfære, og forfatterskabet indeholder mange forliste ægteskaber, gryende forelskelser og magtpotente sidespring. Hverdagens vanemæssige situationer, handlinger, samtaler og iagttagelser danner grobund for og åbner op for fremskrivning af psykologiske mekanismer og genkendelige menneskelige reaktionsmønstre.

Marstein beskæftiger sig med det, vi alle kender, men som til stadighed er vanskeligt at omgå og sætte ord på. Metoden er at fremstille de næsten forudsigelige tilværelsesepisoder med et simpelt ordforråd og en meget enkel skrivestil og syntaks blottet for metaforer. Forfatteren behandler sit stof med sproglig præcision og minutiøs, afdæmpet registrering og opnår herved en særegen skildring. De næsten tilfældige, nøgterne, selvfølgelige og ofte humoristiske dialoger og øjeblikke fremstår rammende og helt uden litterær ornamentik, selvom effektfuld leg med både ironi og klicheer forekommer. Ambitionen er at skære sprogligt ind til benet for at vise virkeligheden på en ny, overraskende måde.

Beslægtede forfatterskaber

”Den litteraturen jeg liker, skremmer meg, og den henrykker meg. Den giver meg angst, og den gir meg fryd, samtidig; ofte ikke til å skille frå hverandre,” skriver Trude Marstein i essaysamlingen ”Konstruksjon og inderlighet”, der udkom i 2004.

Marstein bestræber sig på renhed, intensitet og enkelhed i sine værker og sætter derfor forfatterne Peter Handke, Dag Solstad og Jonathan Frantzen umådelig højt. Antydningens og observationens kunst, som Marstein tilstræber, møder man også hos danske Helle Helle og Pia Juul, og kollektivromanen ”Weekend”s navlepillende jeg-fortællinger finder vi i det danske skoleeksempel ”Fiskerne” (1928) af Hans Kirk, i Peer Hultbergs ”Byen og verden” (1992) og senest hos Signe Schlichtkrull ”Fogeden” (2009). Den realistiske skildring af hverdag, parforhold og menneskelig utilstrækkelighed har hun til fælles med bl.a. Ida Jessen, der både i romaner og noveller afdækker liv og lyst i præcise registreringer. Også den norske forfatter Nina Lykke skriver i sine bøger om småkvælende ægteskaber og undertrykt livslyst hos den skandinaviske middelklasse.

Trods en snæver litteratursmag, men ivrig læselyst, nævner Marstein bl.a. franske Nathalie Sarraute og østrigske Thomas Bernard som favoritforfattere. Hun er desuden en energisk læser af både norsk samtidslitteratur og litterære klassikere, ligesom hun har skrevet litteraturkritisk i den norske dagspresse og i essaysamlingen ”Konstruksjon og inderlighet”. Heri påpeger Marstein iltert svagheder ved tekster af kanoniserede forfatterkolleger som Knut Hamsun og Johan Borgen, ligesom hun kyndigt og langt mere begejstret fortolker ny norsk litteratur i detaljerede læsninger af f.eks. Anne Otterholm, Tore Renberg og Kristine Næss samt europæiske kolleger som Thomas Bernhard og Peter Handke. I essaysamlingen diskuterer Marstein polemisk såvel litteraturkritik og kvalitetsbegreber som den indiskutable sammenhæng mellem indhold og form: ”Innholdet skal, uansett hvor trivielt det er, være så unikt at formen det står i, er den eneste som kan vise det. (...) Beskrive uten å forklare, forsvare eller angi; bare vise fram, virkelighet” (”Konstruksjon og inderlighet”, s. 163).

Relaterede forfattere