Foto: Baard Henriksen

*Seneste udgivelse

Dag Solstad

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2026
Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., 2020

Hovedforfatter

Jens Thorhauge
1990

Dag Solstad har etableret sig som en af Norges største romanforfattere. I 1989 fik han Nordisk Råds Litteraturpris, og i de seneste år har han fået international succes.

Dag Solstads forfatterskab kan ses som en historie om det 20. århundrede. Man kan spore en bevægelse fra de tidlige bøger med absurde gentagelser fanget i dagligdagens tomhed til en kommunistisk engageret litteratur i 1970’erne og 80’erne. Senere slår forfatterskabet over i en mere ironisk tone, som bibeholdes i den sene del af forfatterskabet, hvor skuffelsen over de store fortællinger giver plads til nogle barske, menneskelige fortællinger, hvor selve romangenren udfordres og udvides.

Baggrund

Dag Solstads stof er den norske historie fra de seneste 50 år, som han stort set selv har oplevet. Oftest ser han begivenhederne fra en anden position end de fleste, og i størstedelen af forfatterskabet er der stærke politiske elementer. Derfor opleves han bøger ofte som provokationer, der appellerer til stillingtagen.

”Jeg er kort sagt meget usikker. Hvis jeg havde haft bare en anelse om, at det, som jeg har arbejdet på siden 1992, var udtømt, og at der i grunden ikke var mere at hente dér andet end et rutineret spil for en rutineret forfatter, så havde jeg ikke været usikker. Så havde jeg uden tøven kastet mig ud i noget helt andet. Uanset hvad der måtte komme ud af det. Til trods for min tvivl om mine forudsætninger for at gøre det. Men har svært ved at forlade åstedet for mine gerninger. Jeg er ikke færdig der endnu, jeg har flere gerninger at udføre netop dér.”

”16.07.41”, s. 146.

Foto: Baard Henriksen

Født
1941 i Sandefjord i Norge.
Død
14. marts 2025
Uddannelse
Studier ved Oslos Universitet.
Debut
Spiraler, 1065. Novellesamling.
Litteraturpriser
Nordisk Råds Litteraturpris, 1989. Svenska Akademiens nordiske pris, 2017.
Seneste udgivelse
Endelig! Lykken : og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen. Gyldendal, 2026. (Endelig! Lykken, 2025). Oversat af Anne Matthiesen. Roman.
Hjemme hos Dag Solstad. Cappelen Damm, 2015. (2
02)

Den kunstneriske kraft i hans bøger betvivles dog sjældent, så provokatøren har måttet se indtil flere officielle anerkendelser i øjnene, Nordisk Råds Litteraturpris i 1989 og Svenska Akademiens nordiske pris i 2017. De høje oplagstal for hans bøger vidner om en stor læserkreds.

Dag Solstad er født i 1941 i Sandefjord i Norge. Han er vokset op under beskedne kår i provinsen og kom som ung til Oslo for at studere ved universitetet. Her kom han hurtigt ind i litterære og senere politiske kredse, der brød markant med de herskende forestillinger. Der er stærke selvbiografiske træk i forfatterskabet - ikke så meget i form af personlig bekendelse, men som generationstypisk erfaring. Opbruddet fra en kultur, et sæt af værdier, er en sådan central erfaring for forfatterskabet. Rejsen, bevægelsen, det bevidste forsøg på at gennemføre en forandring, beslutte sig for en ny form for liv, er det helt grundlæggende og gennemgående tema i forfatterskabet. Men samtidig er der en række markante brud i synet på mulighederne for personlig og samfundsmæssig forandring.

Forfatterskabet påbegyndtes i 1965. Det skildrer det norske samfund i nogenlunde den periode, Solstad har levet - men det gør det på meget forskellige måder. I 1960’erne bevæger det sig inden for modernistiske måder at forstå verden på, mens det i 1970’erne bliver grebet af troen på den proletariske omvæltning i samfundet, en tro der bearbejdes uhyre kritisk og selvironisk i 1980’ernes romaner, hvor jeg-fortælleren kommer i centrum med rablende strømme af oplevelser og refleksioner. Den bevægelse fortsætter i 1990’erne og 00’erne, hvor bøgerne i høj grad kommer til at tematisere selve det at blive ved med at skrive romaner. Selvom de ofte holdes ud i strakt, ironisk arm, bliver de almindelige og desillusionerede liv i Solstads forfatterskab alligevel ved med at være rørende og vedkommende.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Hjemme hos Dag Solstad. Cappelen Damm, 2015. (2:02)

Udvalgte bøger

Det tidlige forfatterskab

Novellesamlingen **”**Spiraler” (1965) er Dag Solstads debut. Flere af novellerne står i et tæt forhold til europæisk modernisme, f.eks. historien ’Emigranterne’: en flok emigranter rejser bortgemt i et skibs mørke lastrum frem til et lyst, lykkeligt land. I tolden får de imidlertid afslag på indrejse, fordi de mangler både bagage og penge. Derfor må de rejse tilbage. Derhjemme er alt ved det gamle. Landet er fattigt og uudholdeligt - derfor rejser de igen mod det lyse land - med samme resultat som første gang.

Denne historie har samme struktur som Sisyfos-myten, der fortæller, at Sisyfos var dømt til uafladeligt at rulle en sten op ad et bjerg, som den rullede ned ad igen, når den var næsten oppe på toppen. I europæisk modernisme ses denne myte som et udtryk for menneskets grundsituation: meningsløshed som mennesket selv må skabe mening i. Titlen ”Spiraler” angiver de tragisk begrænsede bevægelsesmuligheder.

Opfattelsen af spiralbevægelsen som tragisk, afløses i Solstads næste bog **”**Svingstol” (1967), af en mere munter holdning. Også bevægelsen i en drejestol er begrænset, men den giver hele tiden nye udsigtspositioner, der afslører menneskeskæbner. Det er sansningen af dem, bogen skildrer i korte prosastykker.

”Svingstol” blev en central bog i den modernisme, der var centreret omkring tidsskriftet Profil, og som blandt andet ville gøre op med digterens ophøjede isolation. Denne bestræbelse førte få år senere mange af forfatterne ind i en kinesisk inspireret politisk praksis.

”Irr! Grønt!” (1969) er forfatterskabets første roman. Den skildrer en måned i Geir Breviks liv, hvor han afprøver forskellige roller, som muligheder for at gebærde sig i det sociale liv, selvom han har erkendt den grundlæggende absurditet. I romanen trænger for første gang politiske elementer ind i forfatterskabet, der peger frem mod ”****Arild Asnes”, 1970 (1972), hvor Solstad gør op med modernismen og erklærer sig for den maoistisk-revolutionære linje.

Arild Asnes har et forfatterskab bag sig (der har mange fællestræk med Solstads). Han er isoleret, kørt fast i en konflikt mellem på den ene side at være erklæret socialist og på den anden side som modernistisk forfatter at repræsentere indbegrebet af borgerlig individualisme. Hans spring over kløften til en politisk praksis er i et historisk lys problematisk, men det er uhyre tidstypisk og opleves af Arild Asnes selv som et markant brud med den form for meningsløshed, der netop udtrykkes i Solstads tidligste bøger.

Ved en tilfældighed kommer Arild Asnes med i en 1. første maj- demonstration. Oplevelsen af faktisk at gå med, ikke blot være tilskuer, forandrer hans liv. Den tvivl som den nyomvendte revolutionære Arild Asnes nages af, er imidlertid ikke væsensforskellige fra modernistens. Han frygter at stå ansigt til ansigt med arbejdere, som han ved ikke er særskilt interesserede i at købe Klassekampen, som han går fra dør til dør for at sælge. Men springet er taget, og forfatterskabet går med ind i en ny fase.

Kamp og krig!

”Glem aldrig” (1974, da. udg. 1976) skildrer året 1972 frem mod den norske folkeafstemning om medlemskab af EF, med medlemmer af arbejderfamilien Nyland i centrum. Samtidig panorerer romanen hen over den norske arbejderklasses nyere historiske positioner, især som de kom til udtryk i skotøjsindustrien i Halden.

Det er en ganske bestemt fortolkning af den norske arbejderklasses historie, der kommer til udtryk her, nemlig opfattelsen af, at den er blevet svigtet. Da Håkon Nyland gik på arbejde efter krigen, var det i en sikker forvisning om, at hans arbejdsplads, konsul Halvorsens fabrik, snart ville komme på arbejdernes hænder.

Når det gik anderledes, skyldes det ifølge Solstad især, at arbejderbevægelsens ledere støttede sig til USA, en vej hvor prisen for materiel fremgang blev politisk magtesløshed. Men denne magtesløshed var ikke endegyldig. Solstad forstår nemlig Norges nej til EF som en morgenrøde for de ægte socialistiske kræfter.

Solstads fortolkning af den norske historie falder sammen med den, der blev opbygget i hans parti, det maoistiske AKP(ml), der fik ganske stor gennemslagskraft i norsk kulturliv. Solstads tilslutning til dette parti bliver af afgørende betydning for forfatterskabet.

Den store trilogi **”**Svig: Førkrigsår” (1977, da. 1978), **”**Krig – 1940” (1978, da. 1979) og **”**Brød og våben” (1980, da. 1982) fortsætter denne ideologiske linje. Romanserien skildrer arbejderklassens kamp og lidelser fra 1938 til 1944. Ved at følge nogle familier i et arbejderkvarter i Oslo, får Solstad mulighed for at vise et spektrum af typer og politiske holdninger. Konflikten mellem socialdemokrater og kommunister er central, men i virkeligheden svigter begge lejre i denne fremstilling.

Denne del af forfatterskabet rejser et uomgængeligt spørgsmål: kan man overhovedet læse romaner, der bygger på for længst knuste drømme om den kinesiske revolutionsmodel som et mønster for resten af verden - i 1980’erne? Hvis agitationen stod alene, ville svaret være nej. Men trilogien er stadig et læseværdigt værk om almindelige menneskers liv. Vi følger beboerne i Grünerløkka på fabrikken, både i produktionen og ved stillingtagen til tidsstuderede akkorder. I arbejderidrætten, til lørdagsbal, som familiemennesker, soldater og aktive i modstandsbevægelsen i Norges krigsår, der var betydeligt barskere end de danske.

Selvopgør

Med Maos død og opgøret med kulturrevolutionen i Kina smuldrede grundlaget for de europæiske maoistpartier. Omkring 1980 fremstod deres politik i vid udstrækning som fejlslagen. Morgenrøden udeblev. Det spores også i Solstads forfatterskab. 1970’ernes særlige kulturrevolutionære politiske praksis spiller stadig en central rolle som stof for Solstads romaner i 80’erne. Men nu afløses den skarpe politiske tone af satire og ironi. Forfatterskabet går ind i en ny fase, der har afklaring og selvopgør på dagsordenen.

”Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse som har hjemsøgt vort land” (1982, da. 1983) er titelpersonens rapport om det liv, der førte ham frem til og ind i det maoistiske parti. Det er en skånselsløs og utrolig morsom bekendelsesroman, hvis fiktion er meget tæt på de faktiske historiske begivenheder i sin udlevering af partiets ufattelige selvovervurdering og konsekvente virkelighedsforvrængning. Og det er en hudløs beretning om, hvor langt man kan gå i revolutionens hellige navn. Under parolen ’rejs dristigt masserne’ opgiver nogen endda deres akademiske erhverv for som ufaglærte arbejdere at agitere for klassekampen og den rette politiske lære på fabriksgulvet.

Selvkritikken blev af mange kritikere opfattet som et opgør med partiet, men de overså, at ikke alene forblev Solstad medlem, han udgav også den norske udgave af romanen på partiets forlag.

I sin næste bog, **”**Forsøg på at beskrive det uigennemtrængelige” (1984, da. 1986), understreger han denne position. Han optræder selv særdeles bombastisk som person i romanens indledningskapitel, hvor han bliver rasende på en gammel skolekammerat, der roser ham for i ”Gymnasielærer Pedersen” at være kommet til fornuft. Romanen handler i øvrigt om denne socialdemokratiske kammerats forsøg på at mænge sig med proletariatet. Hos Solstad kan der næppe komme noget godt ud af den konstellation. Den fører da også til død og ulykke og til afsløring af modsætningen mellem politiske drømme og selvforståelse, hos en af de politiske magthavere.

I romanen **”**Brudgom” (1987, da udg. 1988) tager Solstad tråden fra ”Gymnasielærer Pedersen…” op igen, men tættere på det personlige og i øvrigt også med endnu klarere selvbiografiske træk. Hovedpersonen Fjord starter som journalist på en lille socialdemokratisk avis i Lillehammer i begyndelsen af 1960’erne. Senere studerer han historie og bliver gymnasielærer. Og han tager det skridt, som Pedersen viger tilbage for: han bliver ufaglært papirarbejder og agitator for klassekampen. Senere bliver han arbejdsløs, så historielærer igen, men nu på løsarbejdervilkår.

Romanens titel refererer til, at Fjord i romanen bliver gift ikke mindre end tre gange. Dybest set tematiserer romanen, som de to foregående, den intellektuelles isolation og længsel efter folket. Fjords formælinger har tydeligt karakter af alliancer, der skal stille denne længsel. Utroligt morsom er beskrivelsen af det mislykkede ægteskab med en professordatter, mens selvironien fejrer triumfer i den tilsyneladende idylliske slutning, hvor Fjord faktisk ender i folkets favn, men i en position, som tidligere i forfatterskabet er hudflettet: med en græsslåmaskine i rækkehushaven! Skulle oprøreren være faldet til patten? Næppe. Der må komme mere. Fra samme kant. Eller en anden!

Genrer og tematikker

Dag Solstads lange forfatterskab har en bevægelse først ind i det politiske og siden ud af det. Det er også en bevægelse ud af meningsløsheden med politisk deltagelse som løftestang, en følgende desillusionering og tilbagevenden til tilværelsen som noget grundlæggende meningsløst, men der er kommet sprækker i den virkelighedsforståelse.

Hvis man på den måde kan tillade sig at opdele forfatterskabet i de tre dele, kan man også tillade sig at sige, at det, de har til fælles, er skuffelsen. Ingenting føles helt meningsfyldt nok, der er ikke nok saft at presse ud af livet, ligegyldig hvor meget man prøver.

Særligt i det sene forfatterskab bliver skuffelsen den centrale tematik, men med den drejning, at når de store fortællinger ikke lever op til deres forventninger, så bliver der plads til, at noget andet kan vise sig i sprækkerne. Det er helt og aldeles knyttet op på romanen som genre og et grundlæggende arbejde med den genre. Der er ikke tale om at splintre den, som i de klassisk modernistiske projekter, men om at strække den, udvide den indefra, insistere på mellemrummene og sprækkerne. Det kan f.eks. være som i ”16.07.41”, hvor beskrivelserne af vandreturene rundt i Berlin bliver så ekstremt præcise, at ruterne ville kunne følges som et kort. Når beskrivelserne bliver så hyper konkrete, at de kan siges at blive dokumentariske, kan det så overhovedet kaldes fiktion længere? Eller når den indre dialog hos hovedkarakteren bliver så realistisk, at den må fylde side op og side ned, er der så overhovedet tale om en fortælling? Det er subtile forskydninger i romanernes komposition, som viser den store fortællings endeligt, men til fordel for hvad? Det er ikke glædeligt, det er barske historier om små begivenheder, og måske er det ikke en optimisme, man skal lede efter hos Dag Solstad. Alligevel er der noget indsmigrende ved disse ubønhørlige portrætter, som måske bare kan siges at være deres menneskelighed. Det har med mennesker at gøre, og menneskers liv er ofte hårde. Det skal man også beskæftige sig med.

Beslægtede forfatterskaber

Dag Solstads forfatterskab har i de seneste år opnået international anerkendelse, og bl.a. den amerikanske forfatter Lydia Davis har hyldet ham, hun har sågar lært sig selv norsk for at læse og oversætte ham. Han er dermed kommet op i liga med nogle af de andre store norske forfatterskaber som Knut Hamsun og for nyligt Karl Ove Knausgård. Hjemme i Norge har hans forfatterskab længe været anset som et af de helt store, og i 1996 blev han udnævnt til en af ”De fire nye store” sammen Jan Kjærstad, Herbjørg Wassmo og Kjartan Fløgstad. Den mere tænkende, essayistiske form, som også findes i Solstads forfatterskab kan minde om den norske forfatter og lyriker Ole Robert Sunde. En anden yngre norsk forfatter, man kunne nævne, er Stig Sæterbakken, som også hyldes for sin store sproglige præcision.

Portrættet af nogle af Norges mindre byer, som man kan læse hos Solstad i bl.a. ”16.07.41”, hvor hans hjemby Sandefjord kommer til at fylde en del i den sidste del af romanen, kan man også læse om hos Mona Høvring, der bl.a. i sin roman ”Noget der hjælper” kredser om sin hjemstavn Haugesund.

I Danmark kan man måske pege på generationsfællen Kirsten Thorup, der også har excelleret i romanformen, som hun dog i ikke lige så høj grad eksperimenterer med, som Solstad gør det. Hendes eksperimenter ligger udenfor romangenren og nok særligt i hendes første udgivelser, digtsamlingerne ”Indeni – Udenfor”, ”Love from Trieste” og ”I dag er det Daisy”.

En dansk romanforfatter, som på lignende vis med Solstad, arbejder med at udvide formen indefra, kunne være Lars Frost. I hans velfærdstrilogi bestående af ”Smukke biler efter krigen”, ”Ubevidst rødgang” og ”Skønvirke” arbejdes der med genreparodier på henholdsvis knaldromanen, ingeniørromanen og femikrimien.

Af yngre forfattere kunne man pege på Jonas Eika Rasmussen og Malte Tellerup, der på hver deres måde arbejder med at skuffe genreforventningerne til henholdsvis dannelsesromanen for Eika Rasmussen i ”Huset, lageret, Marie” og den episke vandringsroman for Malte Tellerup i ”Markløs”.