Herbjørg Wassmo

Genrer og tematikker

Herbjørg Wassmo søger i sine bøger at give ord til den sprogløse dimension i mennesket, og den pågående voldsomhed i hendes metaforik slår visse steder ud i en patos, som er blevet kritiseret. I Norge har der været en vis skepsis fra akademisk side over for forfatterskabet, som i visse tilfælde er blevet placeret på grænsen til triviallitteraturen. Wassmos romaner er dog samtidig kritikerroste. Hun har som forfatter traditionsbevidst fornyet kombinationen af psykologisk roman og bred samfundsskildring. Hun har taget fat i den barske nordiske natur og de isolerede udsteder. Med respekt skildres de kulturelle rødder, der er forankret i anderledes samfund præget af slægten og arbejdets betydning. Men fortællingerne stiller sig også kritiske over for de isolerede samfunds indelukkethed.

I nogle af sine seneste romaner fokuserer Wassmo mere på nutidshistorien og moderne kvindeskikkelser, uden dog at slippe forholdet mellem nutiden og fortiden, som er en gennemgående problematik i forfatterskabet. Det gælder også hendes roman fra 2021, "Mit menneske”, hvis hovedpersoner også er præget af en opvækst i et lille nordnorsk samfund.

I Wassmos delvist selvbiografiske romaner ”Hundrede år” og ”Disse øjeblikke” er koblingen mellem hendes egen livshistorie og de kvindeskæbner, der findes i hendes slægts historie, et af omdrejningspunkterne. Forfatterskabets gennemgående tematik om det svigtede barn får her et ekstra lag, da Wassmo afslører, at hun selv som barn blev svigtet og udsat for overgreb. 20 år efter afslutningen på sin Dina-trilogi vendte Wassmo i 2017 tilbage til forfatterskabets mest kendte karakter, Dina, og hendes efterkommere. Med romanen ”Den der ser” fortæller Wassmo historien om, hvad der skete med familien efter Dinas død, og sætter et punktum for sin berømte slægtssaga. En væsentlig tematik i romanen er, at Dinas skæbne bliver livsafgørende for både hendes søn Benjamin og barnebarnet Karna. Flere generationer bærer Dinas skyld – enten ved at tie eller ved at påtage sig at vidne.

Beslægtede forfatterskaber

Som kvindelig forfatter og skildrer af kvindeskæbner placerer Herbjørg Wassmo sig i forlængelse af den type kvindelitteratur, der blev påbegyndt i 1970’erne. Wassmo har ligeledes høstet anerkendelse for at have fornyet barneskildringen – ikke mindst i forbindelse med skildringen af det barn, der oplever grundlæggende svigt. Hendes romaner indeholder både psykologiske fortællinger og samfundsskildringer, oftest forankret i isolerede småbyer i den barske, norske natur. Hun skriver om afhængighed af og respekt for omgivelsernes vilkår og det enkle liv, der her leves – som man blandt andet også kender det fra Knut Hamsun, William Heinesen og Martin Andersen Nexø.

En svensk forfatter, som også er kendt for en realistisk samfundsskildring af et lille isoleret nordisk samfund, en beskrivelse af en barsk natur og en stærk personskildring er svenske Kerstin Ekman, som især er kendt for romanen ”Hændelser ved vand” fra 1993, som hun i 1994 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for.

I en mere nutidig sammenhæng kan en norsk forfatter som Vigdis Hjorth siges at beskæftige sig med nogle af de samme tematikker, som man også ser i Herbjørg Wassmos forfatterskab. Det gælder ikke mindst Vigdis Hjorths delvis selvbiografiske roman ”Arv og miljø” fra 2016, som omhandler incest, fortielser og familiehemmeligheder.

Islandske Kristín Marja Baldursdòttir er en forfatter, der ligesom Herbjørg Wassmo har en forkærlighed for stærke kvindefigurer, og hvis bøger indeholder en psykologisk persontegning. Det kommer blandt andet til udtryk i bøgerne om barnet og siden kvinden Karitas i romanen ”Karitas uden titel” fra 2004, der i 2008 blev efterfulgt af ”Karitas – kaos på lærred”.

Endelig er den svenske forfatter Karin Smirnoff en forfatter, som i sin trilogi – der startede med romanen ”Jeg tog ned til bror” fra 2018 og fortsatte med bøgerne ”Jeg tog op til mor” (2020) og ”Så tog jeg hjem” (2021) – skildrer små samfund, den nordiske natur og dysfunktionelle familier.

Relaterede forfattere