Karin Smirnoff

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
januar 2025

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., december 2021

Svenske Karin Smirnoff debuterede med et brag, da hun udgav ”Jeg tog ned til bror”, der er første bind i en trilogi om den utilpassede Jana Kippo. I et fortættet sprog fortæller Smirnoff dramatiske historier fra nordsvenske småbyer, hvor incest, vold og svigt er hverdagskost, og hvor naturen er det eneste sted, der ikke dømmer dig. Andet bind, ”Vi tog op med mor” fortsætter den knugende og ildevarslende beretning og sidste bind ”Så tog jeg hjem” afrunder den urovækkende og sært dragende trilogi.

Baggrund

Den svenske forfatter Karin Smirnoff er født i 1964 i Umeå og er vokset op i den lille by Hertsånger mellem Umeå og Skellefteå i det nordlige Sverige og senere i Södertälje. Efter at have boet i Skåne og Stockholm i en årrække er forfatteren nu bosat i Hertsånger i Nordsverige, på den gård, den optræder i hendes romaner under navnet Kippogården. Smirnoff fortæller, at hun holder meget af at vende tilbage til de små landsbyer, hvor tiden på mange måder står stille. Det er stadig et meget traditionelt liv, der leves, og det minder om tiden, da hun var barn. For at tilpasse sig det nordsvenske landliv er Smirnoff begyndt at tale langsommere, og hun er generelt tiltrukket af det mere stille liv på landet. I et interview på svensk tv fortæller hun, hvad det er, hun er vendt tilbage til: ”Jeg holder meget af friheden, som minder om den frihed, jeg oplevede i min barndom. Frihed til at være ude i naturen, have dyr, fiske og udnytte naturens ressourcer. Det betyder meget for mig. Ensomheden. Stilheden. Men jeg kan ikke leve uden storbyen, for den er vigtig på andre måder.” (Malou efter tio. TV4, 2018-11-28).

”Så svarede apostlene profeterne jesus og maria at jeg ikke havde noget valg. Ikke noget valg hvad skal det betyde sagde jeg og de svarede at mit liv allerede var udstukket og at der var en mening med de mennesker der krydsede min vej. Også med fadren spurgte jeg. Også med fadren svarede de.”

”Jeg tog ned til bror”, s. 140.

Foto: Politikens forlag

Født
24. september 1964, Umeå, Sverige.
Uddannelse
Kulturama. Umeå Universitet, 1994-95. Lunds Universitet, 2017-19.
Debut
Jag for ner till bror, 2018.
Litteraturpriser
Augustprisen, 2018. Ivar-Lo prisen, 2021.
Seneste udgivelse
Lossens kløer. Modtryk, 2025. (Lokattens klor, 2024). Oversat af: Allan Hilton Andersen. (Millennium, 8).

Karin Smirnoff arbejdede som journalist, inden hun blev træt af det og købte en træfabrik. Efter nogle år savnede hun dog skriveriet, så hun søgte ind på Lunds Universitets forfatterskole, hvor hun gik fra 2017-19. Da hun skulle skrive ansøgningen til skolen, sad hun i en bus på vej ned til sin bror, og der i bussen skrev hun sætningen ”Jeg tog ned til bror”. Ansøgningen gik igennem, hun kom ind på skolen og kunne i 2018 udgive sin debutroman ”Jag tog ner till bror”, der netop har denne sætning som sin første. Debuten blev nomineret til den prestigefulde August-pris og er fulgt op af to bind mere om hovedpersonen Jana Kippo, ”Vi tog op til mor” og ”Så tog jeg hjem”.

For den samlede Jana Kippo-trilogi modtog Smirnoff i 2020 den svenske fagforeningspris Ivar-Lo prisen for sit bidrag til den svenske arbejderlitteratur og for at realisere kollektivromanen som genre, som priskomiteen har formuleret det. Romansuiten om Jana Kippo er indtil videre solgt i mere 500.000 eksemplarer og skal også laves til en tv-serie. Smirnoff udgav i foråret 2021 romanen ”Sockerormen” på svensk.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Karin Smirnoff fortæller om ”Sen for jag hem”. Svenska kyrkan, september 2020.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Der er en dyster virkelighed i Karin Smirnoffs romaner, der kan synes håbløs, men som beskrives humoristisk og distanceret. Smirnoffs litterære verden er afsidesliggende nordsvenske småbyer, hvor der findes en tavshed til enhver situation, og hvor menneskets rå og ubarmhjertige sider råder. Begær, drift og længsler definerer samværet, ligesom løgne og hemmeligheder gør det. Men midt i omfattende omsorgssvigt, incest og overgreb er der alligevel spor af kærlighed blandet med had, og hovedkarakteren Jana er ofte i tvivl om, hvad hun føler – og hvad hun erindrer. Og hvis ens erindring spiller en et puds, hvem kan man så stole på kan formidle ens liv sandfærdigt? Og er det overhovedet muligt? Det virker til, at huller i erindringen er en overlevelsesstrategi for det skadede barn.

Naturen spiller en væsentlig rolle for Jana og for samfundet generelt: Den trænger ind der, hvor kulturen engang var, og den tilbyder Jana et tilgivende frirum. Den menneskelige natur – i form af begær, afhængighed, voldstilbøjeligheder og tilknytningsproblematikker – viser sig ofte at være stærkere end det kulturelt tillærte og accepterede. Gennem romanerne taler Jana både med dyr, døde mennesker og naturen rundt omkring sig som det mest selvfølgelige, da hendes verden ikke er afgrænset, men helt åben.

Selvom romanerne graver dybt i nogle af de mindre velfungerende dele af det svenske velfærdssamfund, er de ikke som sådan samfundskritiske. Jana arbejder i et tydeligt trængt sundhedssystem, hvor der knap er tid til en kop kaffe med patienterne, men det fremstilles mere som en præmis end som en kritik. På samme måde er religionskritikken fremstillet i skildringen af den nordsvenske menighed, uden at romanen bliver til et partsindlæg.

Med simple midler portrætterer Smirnoff mennesker, så man kan fornemme dem og deres lugt og deres mission i livet. Her kommer Jana hjem til Jussi for første gang: ”Kaffe brænde stegepande piberøg og noget kemisk. Måske brændevin. Sæbe barbersprit mug. Vådt undertøj kostald. Maskinolie læderfedt og nybagt.” (”Vi tog op med mor”, s. 28). Det er en sanselig og stemningsfuld beskrivelse af et køkken, et hjem, et menneske, en kultur, udelukkende ud fra rummets dufte. Med romanernes mange udøvende kunstnere og diskussioner af, hvad kunst er – og hvem der har retten til at definere det – bliver trilogien også en undersøgelse af det skabende menneske. Jana opfatter f.eks. ikke selv sine lerfigurer som kunst, men som ”æltede minder” (”Så tog jeg hjem”, s. 94).

Sprogligt er Smirnoffs bøger ganske originale, som de er skrevet uden anden typografi end punktum og med de almindelige grammatiske regler suspenderet. Der er næsten umærkelige skift i fortællingens tid og sted og indlejrede dialoger uden markeringer. Måske er der brug for et sprog uden regler til at beskrive et liv, hvor reglerne er sat ud af spil. Selv har Karin Smirnoff fortalt, at hun bl.a. har udeladt tegnsætning for at være tvunget til at skrive kortere sætninger og på den måde opretholde et højt tempo i romanerne.

Beslægtede forfatterskaber

Karin Smirnoff skriver en form for hjemstavnslitteratur, som man kan sammenligne med danske Erling Jepsen. I Jepsens bøger fra Sønderjyllands småbyer er der også incest, svigt og umælende fællesskaber, og han beskriver også de fatale følger, en skadet barndom har.

Svenske Åsa Linderborg har i sin roman ”Mig ejer ingen” (da. 2008) fortalt en brutal historie om at vokse op i et hjem uden overskud – men med kærlighed – og om ufuldstændige relationer mellem børn og forældre. I lighed med Smirnoff fortæller hun med en lakonisk distance til de grundtriste erfaringer af svigt og misbrug.

Den form for menighed, Smirnoff skriver frem i ”Vi tog op med mor”, minder om trosretningen læstadianisme, der har mange følgere i det allernordligste Sverige og Finland. Finsksvenske Mikael Niemi har også i flere af sine romaner været optaget af læstadianere, og i ”At koge bjørn” (2018) er den historiske vækkelsesprædikant Lars Levi Læstadius ligefrem en af karaktererne.

Hvordan det er at leve med alkoholiserede forældre, er der også mange skildringer af i litteraturen. På dansk jord har bl.a. Sissel Bergfjord og Liv Nimand Duvå i henholdsvis ”Sortedam” fra 2012 og ”Vi er vel helte” fra 2017 skrevet om at vokse op hos en mor og en far med et alkoholmisbrug. Morten Pape har i sin debut, ”Planen” fra 2015, genbesøgt sin barndoms sociale boligbyggeri med den menneskelige armod og forråelse, han mødte der. Smirnoff skriver sig ind i en lang svensk tradition for arbejderlitteratur, der fik sit gennembrud i mellemkrigstiden med Moa Martinson (1890-1864), Ivar Lo-Johansson (1901-90) og Harry Martinson (1904-78), og som i de senere år har været defineret af forfattere som Susanna Alakoski, Kristian Lundberg og Aino Trosell.