BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Foto: Christoph Musiol
*Seneste udgivelse

Sissel Bergfjord

Senest opdateret
  • Redaktionen
    november 2023
Hovedforfatter
  • Anne Vindum
    cand.mag., 2014

Intro

Sissel Bergfjord debuterede i 2006 med romanen ”Min morfars stemme”, hvor hovedpersonen Kajsa forsøger at afdække hemmelighederne om sin afdøde morfar. Samme tema gør sig gældende i ”Sortedam” fra 2012, hvor en gravid kvinde rydder op i sin døde mors lejlighed og overvældes af minder og erindringer. I et sansemættet sprog og i nuancerede psykologiske portrætter undersøger forfatterskabet stedets betydning for erindringen og forholdet mellem familie og individ.

Baggrund

Sissel Bergfjord er født i København og opvokset på Nørrebro, Østerbro og i kollektiv i Søborg. Hun er vokset op med to forskellige stedfædre og sin mor, der døde i 2008. Hendes far har boet i udlandet i en årrække.

”Jeg fortryder, at jeg ikke fik fortalt dig, at jeg var gravid. (…) Du ville under alle omstændigheder ikke kunne være blevet mormor, selvom du havde levet endnu. Du ville ikke kunne holde en baby, være alene med et spædbarn i ti minutter.”

”Sortedam”, s. 23.

Efter gymnasiet gik hun på malerhøjskole i Firenze i et år, og hun er flere gange vendt tilbage til Toscana for at deltage i maler- og kunstteori-workshops. Efter et år på Det Fynske Kunstakademi i Odense tog hun en BA i kunsthistorie fra Københavns Universitet.

I 2000 var Sissel Bergfjord en uge på Testrup højskole, hvor hun dannede en skrivegruppe med to andre. To af dem gik et år sammen på en skrivehøjskole i Sverige, og Bergfjord kom ind på Forfatterskolen i 2003, hvor hun er uddannet fra i 2005.

Foto: Christoph Musiol
  • Født

    17. november 1972 i København.

  • Uddannelse

    Et år på det Fynske Kunstakademi i Odense. BA i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Forfatterskolen, 2003-2005. Forfatterskolen for Børnelitteratur på DPU, 2010-12.

  • Debut

    Min morfars stemme. Gyldendal, 2006.

  • Litteraturpriser

    Michael Strunge-prisen, 2013.

  • Seneste udgivelse

    Fiskelykken. Ombelico, 2023. Roman.

  • Inspiration

    Den amerikanske folk-countrysanger Gillian Welch og forfatterne Christina Hesselholdt, Pia Juul, Helle Helle og Ida Jessen. Rene Jean Jensen, Chresten Forsom, Dy Plambeck og Efie Beydin, Anita Krumbach, Tor Ulven, Tomas Espedal, Lyn Hejinian, Virginia Woolf og Pentti Saarikoski.

Det har altid været et ønske for Sissel Bergfjord at blive forfatter eller maler, men det afgørende var at blive optaget på Forfatterskolen: ”Jeg fik hældt en masse – for mig ukendt – litteratur i hovedet og blev bombarderet med indtryk. Jeg fik et bedre blik på at nærlæse tekster i det hele taget. Jeg tror det ville have taget mig mange år at finde det fokus, hvis jeg ikke var kommet ind. Så på den måde er jeg ikke et eksempel på, at talent alene er nok.” (Eget interview, februar 2012).

I 2006 kom debuten ”Min morfars stemme”, og Sissel Bergfjord fortæller, at det tog lidt tid, inden efterfølgeren ”Sortedam” blev færdig: ”Jeg blev bl.a. mor i mellemtiden, og måtte desuden skrive den helt om på et tidspunkt. For et par år siden savnede jeg input efter min barsel og søgte ind på Forfatterskolen for børnelitteratur på DPU og den afslutter jeg til sommer 2012. (Eget interview, februar 2012). Bergfjord fortæller, at hun næsten er færdig med en digtsamling, som hun har skrevet på sideløbende med ”Sortedam”, og at hun også skriver på flere børnebogsprojekter, når der er tid.

Der er to parallelle spor i Sissel Bergfjords arbejdsliv: Som forfatter skriver hun bøger og underviser i at skrive fiktion. Som billedkunstner maler hun og underviser i tegning og maleri. På den måde er hun både udøvende kunstner og formidler af såvel litteratur som billedkunst. Vekselvirkningen mellem de to er nødvendig for forfatteren, der siger om formidlingen af billedkunst: ”Her kan jeg dele ud af min viden og samtidig fungere i en social kontekst, hvor skrivearbejdet er mere isoleret.” [2]Peter HagmundNår mor dør af druk. Fyens Stiftstidende2012-02-21.

Skabertrangen går forrest, og i forbindelse med debuten sagde Bergfjord: ”Jeg skriver selvfølgelig også for nogen, men det at skrive er også bare det, der gør mig lykkelig. Det lyder banalt, men jeg er ikke lykkelig, hvis jeg ikke har tid til at skabe noget.” [1]Henrik DannemandHvem har lyst til ikke at blive læstBerlingske, 2006-09-09..

Sissel Bergfjord er endvidere medlem af bestyrelsen i Danske Skønlitterære Forfattere.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

En tydelig streng i Sissel Bergfjords forfatterskab er familien og den enkeltes plads i samme. I ”Min morfars stemme” var Kajsa på tur i familieerindringen og i det norske landskab for at finde spor efter sin morfar. I ”Sortedam” er det i mødet med morens efterladenskaber, at fortiden og historien bliver vakt til live. Spørgsmålet om, hvorvidt den personlige identitet er autonom eller bestemt ud fra ens ophav, lyder i begge romaner uden at give noget entydigt svar. Kajsa og Sigrid går begge på opdagelse i deres familiære ophav for at blive klogere på både historien og sig selv.

Begge bøger tager udgangspunkt i et specifikt sted, der med sine ting og stemninger sætter gang i erindringer og refleksioner. I ”Min morfars stemme” er det væggene i morfaderens hytte, der taler, i ”Sortedam” er det resterne af liv i morens lejlighed, der sætter tankerækkerne i gang. Stedet er på sin vis bærer af erindring, og i ”Min morfars stemme” noterer Kajsa, at ”Måske har det at opsøge sine rødder ikke noget med vished at gøre, ikke noget med data og årstal og begivenheder, det har noget at gøre med at opsøge steder, forsøge at betræde den samme jord.” (s. 163). Hun vil altså ikke kunne gøre de samme opdagelser og erfaringer med slægtshistorien, hvis ikke hun fysisk har befundet sig i hhv. morfaderens hytte og morens lejlighed.

Om ligheden mellem sine to bøger siger Sissel Bergfjord: ”Jeg var et stykke inde i arbejdet med "Sortedam", da jeg opdagede nogle sammentræf i strukturen med "Min morfars stemme". Jeg syntes, det var morsomt at opdage, at jeg åbenbart har en foretrukken skabelon, som jeg bygger et handlingsforløb op omkring. Der er ligheder – som at "kvinde forlader sit hjem, isolerer sig i rum tid i "et spøgelseshjem" for at få rede på sig selv og sine nærmeste – men det er to vidt forskellige bøger.” [2]Peter HagmundNår mor dør af druk. Fyens Stiftstidende2012-02-21.

Beslægtede forfatterskaber

Orienteringen mod identitet og familie deler Sissel Bergfjord med f.eks. den danske forfatter Henriette E. Møller, der i sine romaner ”Jelne” og ”Kaiser” har beskrevet, hvordan individet må lede i sin familie og sin historie for at finde sig selv.

Dy Plambeck har i sine bøger også en opmærksomhed på bevægelserne gennem en families generationer, lige som Katrine Marie Guldager i både noveller og romaner afsøger familiebånd og –relationer.

Den måde, ”Min morfars stemme” er centreret om øjeblikke og situationer frem for plot og karakterer, ligner grebet i Peder Frederik Jensens bog ”Her står du” fra 2007. Heri viger fortællingens fremdrift fra en næsten stillestående handling til en slags øjebliksrealisme, der beskriver frem for at konkludere. Norske Tomas Espedals ”Mod kunsten” er en stemningsmættet hverdagsfortælling, der ikke er båret af handling men af en undersøgelse af fortællerens ophav og dets betydning for ham som person.

Der er skrevet flere bøger (af mænd) om alkoholiske fædre, hvilket f.eks. kan ses i Jens Blendstrups selvbiografiske ”Gud taler ud”, hvor den tyranniske og drikfældige far omtales som Gud. I norske Karl Ove Knausgårds romanepos ”Min kamp” spiller den alkoholiserede far en enorm rolle, både for romanen og for hele karakteren Karl Oves liv. Men bøger om alkoholiske mødre har indtil udgivelsen af ”Sortedam” været et sjældent syn.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Min morfars stemme
Min morfars stemme

Sissel Bergfjord

Gyldendal, 2006.

Sortedam
Sortedam

Sissel Bergfjord

Gyldendal, 2012.

Fiskelykken. Ombelico
Fiskelykken. Ombelico

Sissel Bergfjord

2023

Romaner for børn

Blå vrede
Blå vrede

Sissel Bergfjord

Gyldendal, 2014.

'Fuck det' nok'
'Fuck det' nok'

Sissel Bergfjord

Jensen & Dalgaard, 2014. Illustrator: Morten H. Sørup. Billedbog.

På kanten
På kanten

Sissel Bergfjord

Alinea, 2017. Illustrator: Halfdan Pisket.

I love Louise
I love Louise

Sissel Bergfjord

Gyldendal, 2019.

Andre tekster

Clutch. Victor B. Andersens Maskinfabrik 32

Sissel Bergfjord

2005

Crostini Toscani. Kulturo 26

Sissel Bergfjord

2008

Chokolade. Kulturo 26

Sissel Bergfjord

2008

Ønsketænkning
Ønsketænkning

Sissel Bergfjord

Gyldendal, 2013.

Midlertidig opvartning. Ombelico
Midlertidig opvartning. Ombelico

Sissel Bergfjord

2021. Noveller

Om forfatterskabet

Litteraturpriser.dk

Artikler

Litteratursiden

Fangel, Gitte: Min morfars stemme. Litteratursiden, 2007-03-19.

Sissel Bergfjord: Når mor drikker

Jeppe Bangsgaard

Berlingske, 2012-02-28.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sissel Bergfjord

Kilder citeret i portrættet

[1]

Hvem har lyst til ikke at blive læst

Henrik Dannemand

Berlingske, 2006-09-09.

[2]

Når mor dør af druk. Fyens Stiftstidende

Peter Hagmund

2012-02-21

[3]

Eget interview, marts 2012.

Anne Vindum