Jens Blendstrup

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
marts 2025

Hovedforfatter

Søren Langager Høgh
Ph.d., 2014

Jens Blendstrups værk er muntert. Tag blot værktitler som ”Bombaygryde”, ”Laterna vagina” eller ”Luskefisefortællinger”. Vi kan have svært ved at tillægge spas litterær værdi eller passe fjolleri ind i de givne kasser, vi almindeligvis sorterer det litterære sprog i. Men i Jens Blendstrups forfatterskab er humor en funklende skat, der lyser ud på livet, døden og kærligheden.

Baggrund

Det meste af Jens Blendstrups forfatterskab er rentonet biografisk. Det handler om forfatterens opvækst i den privilegerede parcelhusbydel Risskov i den nordlige del af Aarhus. I disse erindringsbøger er det i særdeleshed faderen Uffe Blendstrup – falleret psykolog, drikfældig hustyran men også ukuelig fantast – der er den centrale figur, mens brødrene og den svensk plirrende mor har mere tilbagetrukne roller.

”Leif gør store øjne. Han har slet ikke tænkt på, at han kan blive kaptajn. Kaptajn i hæren! Alt det man kan. Verden står pivåben! Ting skal bare gribes. Rækkes ud efter. Det er en mulighed, på sigt. Men han ved ikke, hvordan han klarede sin test. Han synes den var sindssyg svær – særlig det med trekanterne og firkanterne. Den med blækklatterne var ikke så svær.”

”Bombaygryde”, s. 19.

Opvæksten betyder noget for de fleste forfattere, men Blendstrups opvækst i Risskov er i en meget konkret forstand grundstenen i forfatterskabet. I et ældre interview sammenligner han forholdet med Dan Turèlls brug af Vangede i forbilledets klassiske erindringsroman ”Vangede billeder”: ”Han var jo også en forstadsdreng. Og jeg kan godt se slægtskabet, for jeg var nok lige så besat af Risskov, som han var af Vangede.” (Nicolas Jespersen: Bag havelågen bor en cirkushest. Sentura, 2006-08-24).

Foto: Miklos Szasbo

Født
1968 i Aarhus.
Uddannelse
Cand.mag. i litteraturhistorie og historie fra Odense Universitet.
Debut
Mennesker i en mistbænk. Borgen, 1994. Novellesamling.
Litteraturpriser
Dan Turèll-prisen, 2005. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 2008.Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen Legat, 2013.
Seneste udgivelse
Gud bliver til. Gyldendal, 2025. Roman.
Inspiration
Uffe Blendstrup.
Periode
Minimalisme i 1990'erne

Blendstrup betegner sig selv som et ’villavejsvidne’, og evnen til netop at bevidne barndommens pinlige og blottende begivenheder på en fjerlet og selvfølgelig måde forbinder den private historie med noget alment. Man genkender og genkendes, når man læser Blendstrup.

Forfatterens voksne liv er også indskrevet i forfatterskabet (især når vi medregner oplæsnings- og performer-værket), dog langt fra i samme systematiske grad som opvæksten. Således kan man i romanen ”Gud taler ud” (2004) forvisse sig om, at den voksne Jens Blendstrup har færdiggjort (og kun akkurat færdiggjort) en universitetsuddannelse i litteratur og historie på det, der i dag hedder Syddansk Universitet.

Sammen med forfatterkollegerne Tomas Thøfner, Martin Budtz, Morten Søndergaard, Thomas Krogsbøl m.fl. var Blendstrup blandt stifterne af det skelsættende digterkollektiv Øverste Kirurgiske i 1997. Siden dengang har Blendstrup stiftet familie, og sammen med sin kone Malene Kirkegaard, deres to døtre Liva og Wilma og hunden Susi har han boet i den lille landsby Rude på Sydsjælland; i det røde, rundbuede træhus ”Villa Pølsely” på Amager og i dag i en 1920’er-villa i Korsør. Rækken af bopæle vidner om et søgende gemyt, der nok lever i en kernefamilie men ikke uden en vis portion godmodig utilpassethed.

I et interview med Politiken siger familiefaderen Blendstrup: ”Vi har ikke nogen stue. Og hverken fjernsyn eller sofaanlæg. Nogle gange slår jeg op i IKEA og kommer ind til min kone, Malene, og siger: Skal vi ikke snart se at få denne her dejlige næsten-læder-ting? Det gider hun sgu ikke. Og i virkeligheden er jeg også rædselsslagen for at få det selv.” (Nils Thorsen: Man er sgu da bare et menneske. Politiken, 2014-12-01). Mon ikke den IKEA-sofa, der aldrig bliver anskaffet, finder vej ind i en roman en gang?

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Jens Blendstrup fortæller om "Gud bliver til". Gyldendal, 2025.

Udvalgte bøger

Toværelses med lykkelig udgang / Berlin – Øjenvidnevariationer

Digt- og fotobogen ”Toværelses med lykkelig udgang” fra 2008 er lavet i samarbejde med fotografen Lars Gundersen og gentager det greb, som Blendstrup også benyttede i ”Dame til fornuftige priser”.

”Det var meget festligt de første år, knap så sjovt de sidste, hvor man tillige var meget væk iført skrårem og totenschlæger. Man siger jo sjælen er øjets spejl. Og øret er søvnens komfur. Gør man ikke?”

”Berlin – øjenvidnevariationer”, s. 109.

”Toværelses med lykkelig udgang” består af tre dele. I første del ”Verdensfirmaet hjem kære hjem” finder man kvadratiske fotografier med firkantede tekster indeni. Tekst og fotografi adresserer forskellige huse. I et af disse huse bor Mogensen, der hulmursisolerer med svaler, og i et andet hus er der huller i murene.

Bogens anden del ”Posthus Montmartre” består af en samling breve, der ligeledes er kvadratiske. I brevene opstår komik i et uafgjort forhold mellem afsender, modtager og indhold. I den tredje del ”Voyeur Jagtstuen” skifter værket grafisk karakter. Nu er fotografierne helliget kvindekroppe uden ansigter. Små tekster giver kvinderne et navn og fortæller en lille, ofte erotisk beretning.

I tvillingebogen ”Berlin – Øjenvidnevariationer” (2012) arbejder Jens Blendstrup atter sammen med Lars Gundersen, og tekst og fotografi er igen samlet i et multimodalt udtryk. Modsat det vildt strittende udtryk i ”Toværelses med lykkelig udgang” fortæller berlinbogen en (mere) samlet og afrundet historie om storbyen Berlin, dens nutid og dens begivenhedsrige fortid. Mens Gundersens fotografier ensidigt er fokuserede på bybilledets detaljer og ornamentik og helt undviger mennesker, er Blendstrups tekster (brudstykker af) fiktive erindringer fra Berlins tumultariske historie før, under og efter Anden Verdenskrig.

Fotografierne adresserer storbyens bygningsmaterialer og deres patina, mens tekster frembringer historien, som har udspillet sig foran, bagved og imellem dette urbane eksteriør. Dokumenterende fotografier fra nutiden forbindes således med fabulerende erindringer fra fortiden i en fantasi, hvor ”tegn trængte gennem murene”, som det hedder et sted. Undertitlen og den selvbestaltede genrebetegnelse ”øjenvidnevariationer” er ikke skudt helt ved siden af.

Genrer og tematikker

Jens Blendstrup skriver i en kortform, der hverken forpligter sig på en større, dybere sammenhæng eller forsøger at vride eksistentiel sandhed ud af et forceret udviklingsforløb. Romanerne ”Bombaygryde” og ”Slagterkoner og bagerenker” er undtagelsen, hvor Blendstrup gør sig forsøget at skrive i én, lang, samlet, fremadskridende, plotorienteret tekst. Sådan er det ikke i novellerne. Sådan er det ikke i lyriske kortprosatekster i ”Dame til fornuftige priser” eller ”Kvinden adskilt i hoveddele”. Sådan er det mildest talt ikke i oplæsnings- og performer-delen af værket. Og sådan er det ikke i romanfragmenterne (eller punktromanerne, som vi også kan kalde dem) ”Gud taler ud” og ”Luskefisefortællinger”. Fælles for Blendstrups kortformer er, at fravalget af længde og tydelig, dikterende sammenhæng synes at frigive en helt unik energi, hvormed Blendstrup er i stand til at forbinde det normale og kedelige med det vanvittige og sjove. Jens Blendstrup skriver om sig selv, men ikke på den autenticitetsforhippede facon, som man ser rundt omkring i samtidig autofiktion. Nej, Blendstrup karikerer demonstrativt sig selv; vrider og drejer i det erfarede materiale, puster det op til grotesk størrelse i et stort og fjoget grin. Til tider kan det synes, som om grinet er vigtigere end erindringen, men denne gestus skal ikke forveksles med ironisk distancering. Blendstrup evner nemlig at bruge humoren (og ironien) som en gangbar omtaleform for dét, der ellers er svært at tale om på andre måder. ”Gud taler ud” er således en gennemspilning af Uffe Blendstrup som hustyran, alkoholiker og uhelbredelig kræftsyg. Med andre ord: Et traume af dimensioner. Det er forhastet og misvisende at sige, at humoren dækker over dette traume; at klovnen græder bag masken. Man kan snarere sige, at sjov og alvor mødes som jævnbyrdige partnere i et fælles udtryk. Alvoren ligger ikke neden under balladen. Alvoren er ballade og balladen er alvor. Det afsporede og fjollede rækker således ud efter livet, døden og kærligheden – i hvert fald i Jens Blendstrups forfatterskab. Ved siden af den erindrede biografi er kvinder et hyppigt frekventeret fokus i forfatterskabet. Det er både kvinder som kropsligt begærsobjekt og kvinder som mentalt modbillede til en mandligt kønnet udsigelsesinstans. I begge henseende er kvinder en slags uopnåelige mastodonter af ro, overskud og klarsyn, og netop heri er kvinder dragende interessante.

Beslægtede forfatterskaber

Jens Blendstrup har været nødsaget til at tegne sin egen bane op uden for et etableret litterært landskab, der ikke umiddelbart har levnet megen plads til Blendstrups fjollede og jokende udtryk. Og det er lykkedes. I dag er Jens Blendstrup gymnasiepensum, bestsellerforfatter og optrædende på Den Sorte Diamant og Roskilde Festival, hvilket jo er et sundhedstegn for litteraturen i Danmark. Når der er plads til sådan én som Jens Blendstrup, er det udtryk for, at dansk litteratur har det godt og stadigvæk afsøger territoriet.

Blendstrups outsiderrolle gør, at man ikke ligefrem falder over beslægtede forfatterskaber. Blendstrup er ikke litterær i den forstand, at han ikke skriver litteratur, sådan som man SKAL skrive litteratur. I stedet er der noget autonomt og uskolet originalt over værket, når nedbrydende greb møder hyggelige; når det uvorne møder det fjollede; når det uprætentiøse møder det eksistentielle. Måske er der en særlig dansk tone her? En tone som minder om Storm P’s karikerende tegneserier; om Dirch Passers overstyrede mimik; om Erik Ballings ”Olsenbanden” og den overdrevent manierede karaktertegning; om Shu-bi-duas platte folkelighed; om Casper Christensens ”Mandrilaftalen” og den asymmetrisk vanvittige dialog; om Malk de Koijns gale karneval af en sprogfest?

Det er i sammenhænge som disse, at Jens Blendstrup synes at høre hjemme, mere end det er i dansk litteraturhistorie i snæver forstand. Men det er selvfølgelig ikke helt rigtigt. Man kunne pege på Hans Scherfigs satiriske propaganda eller Gustav Wieds sorte humor eller – for nu at hoppe helt op på den store klinge – Ludvig Holbergs opbyggelige satire som foregangsmænd i sjov dansk litteratur. Endvidere er der flere lighedstræk (men også mange forskelle) mellem Jens Blendstrup og Dan Turèll. En uprætentiøs tilgang til litteratur, biografi og erindring deler de til eksempel. ”Luskefisefortællinger”s Risskov er en litterær søsterkommune til Vangede i Turèlls ”Vangede billeder” (1976).

Hvis vi tillader os at kigge fremad, kan ekkoer af Jens Blendstrups komik genfindes hos yngre forfattere som Kristina Nya Glaffey og i særdeleshed Stine Pilgaard. Måske skriver de ikke i samme gear som Blendstrup, men den velvillige modtagelse af humoren hos Nya Glaffey og Pilgaard, har Jens Blendstrup utvivlsomt gødet jorden for.