”Kent havde skrevet et brev til den franske dykker Jacques Cousteau, om han kunne komme i praktik i syvende klasse på Atlanterhavet. Han havde skrevet det meget kort, for der er ikke meget luft på havets bund, og dykkere gider ikke læse lange breve, de har så lidt luft og så mange vrag de skal finde.”
”Luskefisefortællinger”, s. 32.
Bimse. Lille Finn. Præstepoul. Klunke. Fedesen. En neger. En dværg. Et skilsmissebarn. Karakterrækken er broget, og fortælleren ”Jens” finder både allierede og fjender blandt dem – og ikke altid i de mest oplagte konstellationer. ”Luskefisefortællinger” anskuer skolen og ”de voksne” fra barnets perspektiv. Der opstår en sprød og spids humor, når barnets logik serveres for læserens voksne og afrettede logik. En kåldolmer er selvfølgelig ”kål der er blevet dolmet så det kan spises” og sanglegsgestussen ”komfeje” vil selvfølgelig bare sige, ”at man kommer fejende. Hop nu bare”. Lad os tage én til: Fedesen ”havde engang lånt min cykel så den var sunket sammen.”
De barnlige misforståelser er monteret med høj akkuratesse og præcis timing, og man finder uundgåeligt sig selv klukleende under læsningen.
Jens Blendstrups erindringer fremskriver en drenget barndom, hvor fantasien har sin selvfølgelige anpart i realiteternes verden. ”Luskefisefortællinger” formår at tildele lømlen, ballademageren, cigaretsmugrygeren, plageånden en litterær stemme med høj autoritet. Og en ufravigelig charme. Blåmunkevejs små iværksættere fejres i en skør satire, der er brutalt udleverende men samtidig nænsomt forstående og vigtigst: Påskønnende.
Jens Blendstrup
Jens Blendstrups værk er muntert. Tag blot værktitler som ”Bombaygryde”, ”Laterna vagina” eller ”Luskefisefortællinger”. Vi kan have svært ved at tillægge spas litterær værdi eller passe fjolleri i...
Læs hele forfatterportrættet
