Morten Pape

Genrer og tematikker

Morten Papes romaner er ikke direkte politiske, men kommenterer ofte indirekte på politik igennem samtaler og begivenheder. F.eks. når han i ”Planen” med afsæt i terrorhandlingen 11. september 2001 i New York skitserer de grundlæggende kulturforskelle, der hersker i klassen på Dyvekeskolen:

“(…) måske har han opfanget noget, som jeg ikke har fordi Perker-Pape har tilbragt for meget tid med sine venner, muslimerne, den nye fjende som det er blevet mere end legitimt at lægge for had, for mindre end en måned senere sender præsident Bush sine fly og soldater fra Guds eget land ud på korstog og invaderer og tæppebomber et af Guds ubetingede fattigrøvslande (…)” (s. 348).

Genremæssigt kan alle Papes bøger kategoriseres som udviklingsromaner, hvor hovedpersonerne gennemgår svig og smerte på bunden af samfundet. Selvrefleksioner og gentagelser bruges stilistisk til at forstærke indlevelsen i de udsigtsløse omgivelser og de mange svigt.

Debutromanen ”Planen” er autofiktion, men i de følgende udgivelser, “Guds bedste børn” og ”I ruiner”, bevæger Morten Pape sig væk fra det selvoplevede. De foregår dog ligesom debutromanen på Amager, hvor hovedpersonernes verden falder fra hinanden i afmagt og udsigtsløshed. Kriminalitet, arbejdsløshed og angsten for at være uden for er med til at presse dem ud over kanten. Som Pape udtaler i magasinet Dossier efter den tredje romanudgivelse: “For mig har det været en god taktik at begynde med det allerinderste og derfra dreje mig ud ad hullet.” (Geeti Amiri, Dossier, 2021).

I ”Nøglebarn” og ”Månebarn” drejer Pape sig dog ind i hullet igen med renlivet autofiktion. På ny fokuserer han med sin jeg-fortæller på en opvækst, hvor kolde og fraværende fædre skaber psykisk ustabilitet omkring dem.

”Nøglebarn” er en beskrivelse af, hvordan Papes fars slægt går fra at være overklasse til at blive underklasse, og hvordan det gør mændene til endnu dårligere fædre. I ”Månebarn” fortæller Pape om sin mor og mormor, der begge er skadet af hans voldelige morfar. De to psykisk sårbare kvinder ”redder” ikke desto mindre deres børn og børnebørn ved at dele ud af kærlighed og støtte. Kvinderne er i det hele taget ofte heltinder hos Pape, mens mændene ofte er er de store skurke.

Beslægtede forfatterskaber

Debutromanen “Planen” er et autofiktivt værk, en fiktion brygget på forfatterens eget liv. I den henseende er det svært at komme udenom den norske forfatter Karl Ove Knausgård, som i nyere tid har været med til at gøre den autofiktive genre uomgængelig i litteraturen herhjemme. “Planen” trækker tydelige tråde til den samme bevægelse fra barndom til voksenliv, som Karl Ove Knausgård beskriver i sit seksbindsværk “Min kamp”. På handlingsplanet er der også flere sammenfald. Begge romaner følger en drengs udvikling fra barn og teenager til voksen i en stil, hvor problemerne stilles frem for læseren gennem miljøbeskrivelser og dialoger, og hvor fortolkningerne findes implicit i udeladelserne, aldrig eksplicit i teksten.

“Planen” trækker også tråde til forfatteren Jakob Ejersbos gennembrudsroman “Nordkraft” fra 2002, der med samme detaljegrad beskriver et understimuleret miljø, som er drevet af behovet for at kompensere med druk og hårde stoffer. Sproget er råt, begivenhederne voldsomme, og bunden længere nede, end flertallet måske har fantasi til at forestille sig.

I de to romaner “Guds bedste børn” og “I ruiner”, som begge har virkelige begivenheder som omdrejningspunkt, finder man et slægtskab med danske forfattere som Jesper Stein, Birgithe Kosovic og Thomas Korsgaard, der alle fortæller med udgangspunkt i virkelighedens tragedier, og som bevarer et dokumentarisk spor hele vejen igennem.

I ”Nøglebarn” og ”Månebarn” går Morten Pape på opdagelse i sin slægts fortid i en søgen efter svar på, hvorfor hans relation til sin far er så dårligt, og hvorfor hans mor fik psykiske problemer. Franske Delphine de Vigan fik sit internationale gennembrud i 2011 med ”Intet må vige for natten”, en autofiktiv sorgroman, hvor hun efter sin mors tragiske død på bunden af samfundet optrevler familiens historie for at finde ud af, hvorfor det er gået så galt. Ligesom i ”Nøglebarn” er det en fortælling om social deroute fra overklassen til underklassen i løbet af blot en enkelt generation. Herhjemme kan man nævne Katrine Marie Guldagers Køge-krønike (2010-2016), der ligesom ”Nøglebarn” og ”Månebarn” skildrer, hvordan relationelle problemer kan gå i arv fra den ene generation til den næste.

Relaterede forfattere