BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Morten Pape
Foto: Ib Helles OIesen / Forfatterweb
*Seneste udgivelse

Morten Pape

Senest opdateret
  • Birgitte Bartholdy
    journalist og forfatter, november 2025
  • Birgitte Bartholdy
    journalist og forfatter, 2024
Hovedforfatter
  • Johanne Luise Boesdal
    cand.mag. og journalist, 2015

Intro

Morten Pape rammer med sine romaner der, hvor det gør mest ondt. Med sit intense og ærlige indblik i opvæksten i Urbanplanen stiller han i Amagertrilogien, som udgøres af “Planen”, “Guds bedste børn” og “I ruiner”, skarpt på stærkt frustrerede og understimulerede samfundsgrupper.

De nyeste bøger, ”Nøglebarn” og ”Månebarn” er et tobindsværk om hans egen slægt. Her går han på opdagelse i knudemænds manglende evne til at være gode fædre og i nedbrudte mødres forsøg på at udgøre et slags anker i hjemmet, selv om de kæmper med psykiske problemer. Bøgerne kan ses om en slags forløbere eller efterfølgere til debutromanen ”Planen”.

Baggrund

Morten Pape er født i 1986 og opvokset i Urbanplanen, et ghettoområde på Amager med 2500 boliger og et område med store sociale problemer. Han er bachelor fra film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16. I flere år har han været tilknyttet Nimbus Film som blandt andet tekstforfatter og ideudvikler. Og så har han arbejdet som lærervikar på Dyvekeskolen på Amager – den selvsamme folkeskole han har gået på, og som store dele af den autofiktive debutroman "Planen" udspiller sig på.

”'Hvad laver du, Pernille?' siger jeg. 'Du skal ikke bukke dig ned sådan der som en eller anden der skal ha’ den i røven. Rank ryggen, og lad maden komme til dig. Sådan er det i livet.'

Hele bordet glor på mig, tavse, uimponerede og drøvtyggende.

'Jaja, den er go’ med dig, din yalla,' siger Jonas og går hen i køleskabet og henter ketchuppen.

’Luder’: dhillo'”

“Planen”, s. 311.

Morten Pape boede de første 20 år af sit liv i Urbanplanen, og flyttede i 2015 tilbage i to måneder for at skrive “Planen”, der udkom samme år. Året forinden, i august 2014, havde han vundet en kronikkonkurrence i Politiken med titlen “Autofiktion for alle. #Med mig selv i centrum”. Det var med udgangspunkt i den kronik – og efter sigende med interesse fra flere forlag – at romanen blev til.

portræt af Morten Pape
Foto: Ib Helles OIesen / Forfatterweb
  • Født

    24. oktober 1986 på Amager.

  • Uddannelse

    Uddannet bachelor i film- og medievidenskab og manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16.

  • Debut

    Planen. Politikens Forlag, 2015.

  • Litteraturpriser

    Bogforums Debutantpris, 2015. DR Romanprisen 2019. Politikens Litteraturpris, 2021.

  • Seneste udgivelse

    Månebarn. Politikens Forlag, 2025. Roman.

  • Inspiration

    Litterært Karl Ove Knausgård, Kim Leine, Tomas Espedal, Cormac McCarthy, Tove Ditlevsen. Som manuskriptforfatter er han inspireret af Roy Andersson, Coen-brødrene og Joachim Trier.

Omkring udgivelsen fortalte han, at bogen blev til i løbet af kun fire måneder: “Jeg skrev den på så kort tid, fordi historien var en nødvendighed for mig at fortælle, og fordi det bedste ved at skrive, det er at skrive.” [1]Live-interview af Rikke Viemose i boghandlen Thiemers Magasin, København, november 2015..

I 2018 udkom Morten Papes anden roman, “Guds bedste børn”, der blev tildelt DR Romanprisen 2019, og i oktober 2021 udgav han sin tredje roman “I ruiner”, der følger en middelklassefamilie på Amager, hvis sameksistens går i opløsning i kølvandet på Amagerbankens krak for godt 10 år siden.

I 2024 kom så hans fjerde roman, ”Nøglebarn”, der hurtigt blev fulgt op af hans femte roman ”Månebarn” i 2025. Den første handler om hans fars slægt, den anden om hans mor og mormor.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Morten Pape taler om "Nøglebarn" i interview med Forfatterweb. Oktober 2024.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Morten Papes romaner er ikke direkte politiske, men kommenterer ofte indirekte på politik igennem samtaler og begivenheder. F.eks. når han i ”Planen” med afsæt i terrorhandlingen 11. september 2001 i New York skitserer de grundlæggende kulturforskelle, der hersker i klassen på Dyvekeskolen:

“(…) måske har han opfanget noget, som jeg ikke har fordi Perker-Pape har tilbragt for meget tid med sine venner, muslimerne, den nye fjende som det er blevet mere end legitimt at lægge for had, for mindre end en måned senere sender præsident Bush sine fly og soldater fra Guds eget land ud på korstog og invaderer og tæppebomber et af Guds ubetingede fattigrøvslande (…)” (s. 348).

Genremæssigt kan alle Papes bøger kategoriseres som udviklingsromaner, hvor hovedpersonerne gennemgår svig og smerte på bunden af samfundet. Selvrefleksioner og gentagelser bruges stilistisk til at forstærke indlevelsen i de udsigtsløse omgivelser og de mange svigt.

Debutromanen ”Planen” er autofiktion, men i de følgende udgivelser, “Guds bedste børn” og ”I ruiner”, bevæger Morten Pape sig væk fra det selvoplevede. De foregår dog ligesom debutromanen på Amager, hvor hovedpersonernes verden falder fra hinanden i afmagt og udsigtsløshed. Kriminalitet, arbejdsløshed og angsten for at være uden for er med til at presse dem ud over kanten. Som Pape udtaler i magasinet Dossier efter den tredje romanudgivelse: “For mig har det været en god taktik at begynde med det allerinderste og derfra dreje mig ud ad hullet.” (Geeti Amiri, Dossier, 2021).

I ”Nøglebarn” og ”Månebarn” drejer Pape sig dog ind i hullet igen med renlivet autofiktion. På ny fokuserer han med sin jeg-fortæller på en opvækst, hvor kolde og fraværende fædre skaber psykisk ustabilitet omkring dem.

”Nøglebarn” er en beskrivelse af, hvordan Papes fars slægt går fra at være overklasse til at blive underklasse, og hvordan det gør mændene til endnu dårligere fædre. I ”Månebarn” fortæller Pape om sin mor og mormor, der begge er skadet af hans voldelige morfar. De to psykisk sårbare kvinder ”redder” ikke desto mindre deres børn og børnebørn ved at dele ud af kærlighed og støtte. Kvinderne er i det hele taget ofte heltinder hos Pape, mens mændene ofte er er de store skurke.

Beslægtede forfatterskaber

Debutromanen “Planen” er et autofiktivt værk, en fiktion brygget på forfatterens eget liv. I den henseende er det svært at komme udenom den norske forfatter Karl Ove Knausgård, som i nyere tid har været med til at gøre den autofiktive genre uomgængelig i litteraturen herhjemme. “Planen” trækker tydelige tråde til den samme bevægelse fra barndom til voksenliv, som Karl Ove Knausgård beskriver i sit seksbindsværk “Min kamp”. På handlingsplanet er der også flere sammenfald. Begge romaner følger en drengs udvikling fra barn og teenager til voksen i en stil, hvor problemerne stilles frem for læseren gennem miljøbeskrivelser og dialoger, og hvor fortolkningerne findes implicit i udeladelserne, aldrig eksplicit i teksten.

“Planen” trækker også tråde til forfatteren Jakob Ejersbos gennembrudsroman “Nordkraft” fra 2002, der med samme detaljegrad beskriver et understimuleret miljø, som er drevet af behovet for at kompensere med druk og hårde stoffer. Sproget er råt, begivenhederne voldsomme, og bunden længere nede, end flertallet måske har fantasi til at forestille sig.

I de to romaner “Guds bedste børn” og “I ruiner”, som begge har virkelige begivenheder som omdrejningspunkt, finder man et slægtskab med danske forfattere som Jesper Stein, Birgithe Kosovic og Thomas Korsgaard, der alle fortæller med udgangspunkt i virkelighedens tragedier, og som bevarer et dokumentarisk spor hele vejen igennem.

I ”Nøglebarn” og ”Månebarn” går Morten Pape på opdagelse i sin slægts fortid i en søgen efter svar på, hvorfor hans relation til sin far er så dårligt, og hvorfor hans mor fik psykiske problemer. Franske Delphine de Vigan fik sit internationale gennembrud i 2011 med ”Intet må vige for natten”, en autofiktiv sorgroman, hvor hun efter sin mors tragiske død på bunden af samfundet optrevler familiens historie for at finde ud af, hvorfor det er gået så galt. Ligesom i ”Nøglebarn” er det en fortælling om social deroute fra overklassen til underklassen i løbet af blot en enkelt generation. Herhjemme kan man nævne Katrine Marie Guldagers Køge-krønike (2010-2016), der ligesom ”Nøglebarn” og ”Månebarn” skildrer, hvordan relationelle problemer kan gå i arv fra den ene generation til den næste.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Planen
Planen

Morten Pape

Politikens Forlag, 2015.

Guds bedste børn
Guds bedste børn

Morten Pape

Politikens Forlag, 2018.

I ruiner
I ruiner

Morten Pape

Politikens Forlag, 2021.

Nøglebarn
Nøglebarn

Morten Pape

Politiken, 2024.

Månebarn
Månebarn

Morten Pape

Politikens Forlag, 2025

Om forfatterskabet

Web

PLANEN af Morten Pape

Politikens Forlag, 2015-09-30.

Der var engang en plan – Urbanplanen

Johanne Ramskov Erichsen

Information, 2015-10-31.

Morten Pape vinder BogForums Debutantpris 2015

Politikens Forlag, 2015-11-06.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Morten Pape

Kilder citeret i portrættet

[1]

Live-interview af Rikke Viemose i boghandlen Thiemers Magasin, København, november 2015.