BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Jesper Stein
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
*Seneste udgivelse

Jesper Stein

Senest opdateret
  • Julie Lystbæk Hansen
    cand.mag., marts 2025
  • Julie Lystbæk Hansen
    cand.mag., 2021
Hovedforfatter
  • Christina Aabo Mikkelsen
    cand.mag., 2014

Intro

Bydelen Nørrebro er udgangspunkt for Jesper Steins krimiserie om den hårdkogte og kompromisløse vicepolitikommissær Axel Steen. Opklaringsarbejdet, jagten på forbryderne og et kaotisk privatliv fortælles i en realistisk, rå og til tider poetisk tone, som forfatteren selv kalder ’2200 Noir’. Med romanerne ”Rampen”, ”Ædru” og ”Lejr” bevæger Jesper Stein sig væk fra krimigenren. Tidligere kendte temaer som alkoholisme og kuldsejlet familieliv formidles her gennem dels autofiktion og dels tragikomisk satire.

Baggrund

Jesper Stein er født 28. februar 1965 i Aarhus. Han er opvokset i et hjem, hvor litteraturen fyldte meget, fortæller han i et interview i Berlingske Tidende: ”Jeg er vokset op i en familie af litterater. Min far, Finn Stein Larsen, har i mange år været anmelder på Weekendavisen. Min bror, Peter, er professor på Aalborg Universitet i moderne lyrik. Vi gik op i bøger derhjemme og syntes, at litteratur var meningsfyldt. Så jeg har fra en tidlig alder anglet efter at skrive og i mange år drømt om at blive forfatter. Jeg var fascineret af rollen og syntes, at det var noget helt specielt.” [1]Henrik Dannemand JensenHan vågnede op med tømmermænd og begyndte at læseBerlingske, 2013-04-09..

”Angsten i kroppen var glemt. Lige så panisk han frygtede sin egen død, lige så meget glædede han sig til en drabssag. Den var et helle fra ham selv, en port, der åbnede sig ind til en del af livet, man ellers ikke fik adgang til, ind til mørket, hvor der gemte sig følelser, begær, længsler og svigt, som ingen kendte til.”

”Uro”, s. 13.

Da Jesper Stein var yngre, havde han de unge vilde 1980’er-digtere Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge og F.P. Jac som forbilleder. Senere læste han krimiforfattere som Ian Rankin og Henning Mankell, og han fremhæver især Michael Connelly som litterært forbillede. Jesper Stein er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996, og samme år blev han ansat ved Morgenavisen Jyllands-Posten som rets- og kriminalreporter. Under journalistnavnet Jesper Stein Larsen har han bl.a. skrevet om afrikanske gadeprostituerede, hashklubber og nogle af de mest spektakulære mordsager i Danmark. Han har desuden dækket krigene på Balkan i 1990’erne og hungersnød i Afrika.

Jesper Stein
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
  • Født

    28. februar 1965 i Aarhus.

  • Uddannelse

    Danmarks Journalisthøjskole, 1996.

  • Debut

    Uro. Politikens Forlag, 2012. Krimi.

  • Litteraturpriser

    Det Danske Kriminalakademis Debutantpris, 2012. De Gyldne Laurbær, 2015. Harald Mogensen-prisen, 2018. Læsernes Bogpris, 2021.

  • Seneste udgivelse

    Lejr. Politikens Forlag, 2025. Roman.

  • Inspiration

    Michael Connelly.

Siden 2005 har han arbejdet som kulturjournalist og skrevet om litteratur, herunder blandt andet lavet interviews med krimi- og spændingsforfattere som James Ellroy, Michael Connelly og Ian Rankin. Han skrev også madanmeldelser. I 2006 blev han medlem af Det Danske Kriminalakademi, og i 2008 skrev han sammen med Bent Isager-Nielsen, den tidligere chef for Rejseholdets Drabssektion, bestseller-biografien ”Man jager et bæst og fanger et menneske”. Jesper Stein debuterede som skønlitterær forfatter i 2012 med ”Uro”, der samme år modtog Det Danske Kriminalakademis Debutantpris.

Efter i en årrække at have markeret sig som krimiforfatter bevægede Jesper Stein sig i 2020 over i den autofiktive genre, først med romanen ”Rampen” (2020) om sin egen opvækst og forældrenes skilsmisse, siden med ”Ædru” (2022) om sit alkoholmisbrug. Den efterfølgende udgivelse ”Lejr” (2025) er ren fiktion, men tematisk meget lig de to foregående romaner, da den også kredser om kuldsejlet familieliv og livskriser.

Jesper Stein bor i dag på Amager.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Interview med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Hvidberg, marts 2022.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

”Uro”, ”Bye Bye Blackbird” og ”Solo” er politiromaner, som på realistisk vis skildrer politiets opklaringsmetoder, inkompetence og magtkampe mellem kolleger og chefer. Politiromanen adskiller sig fra den klassiske detektivroman ved, at den giver et indblik i politiet som institution og udøvende magt. Et andet træk ved politiromanen er, at man enten følger en gruppe af politifolk, der samarbejder som et team, eller man følger én opdager, i dette tilfælde vicepolitikommissær Axel Steen, som via konfrontationer med kolleger og chefer giver læseren et indblik i politiets arbejde. Axel Steen fremstilles som en mand, der er dygtig, hårdkogt og egenrådig på jobbet og desuden har et kaotisk privatliv.

Politiromanen giver også et nuanceret indblik i forskellige samfundslag og rummer større eller mindre grad af social indignation. Jesper Steins krimier giver præcise beskrivelser af den anspændte stemning på Nørrebro i dagene omkring Ungdomshusets rydning samt de forskellige samfundsgrupper, der enten tørner sammen eller lever fredeligt dør om dør i bydelen.

Axel Steens privatliv beskriver i de første romaner den moderne, fraskilte mands dilemma mellem arbejde og familie. Konflikterne med ekskonen holder gang i hans uro og dødsangst, som han forsøger at dulme med hash, hvilket er no-go for en politimand. Tematisk skildrer romanerne interne magtkampe og intriger hos politiet, og ”Uro” har som en af de første danske krimier et kritisk blik på danske PET. Det anspændte forhold mellem politiet og de autonome, bandemiljøerne og udenlandske narkogangstere er andre temaer i romanen. I ”Bye Bye Blackbird” er det den destruktive side af seksualiteten, der er temaet, da Axel Steen får til opgave at fange en sadistisk serie-voldtægtsforbryder. I ”Solo” tematiseres økonomisk ulighed, da der rettes et kritisk blik mod det private erhvervsliv, som fremstilles som en verden, der isolerer sig fra resten af samfundet, og hvor der gælder helt andre regler og retsprincipper.

Med romanerne ”Rampen”, ”Ædru” og ”Lejr” bevæger Jesper Stein sig væk fra krimigenren, men tematisk er der en høj grad af kontinuitet i forhold til krimierne i form af emner som alkoholisme, skilsmisse og opgør med en svær fortid, som i ”Rampen” og ”Ædru” er sat ind i den autofiktive ramme af forfatterens eget liv.

Beslægtede forfatterskaber

Jesper Stein fremhæver selv den amerikanske journalist og forfatter Michael Connelly (f. 1956) som inspirationskilde. Det var nærmest en åbenbaring for ham at læse ”The Black Echo” (1992) (”Det sorte ekko”, 1997) forud for, at han skrev ”Uro”. Hovedpersonen i de fleste af Connellys krimier er kriminalassistent og vietnamveteran Harry Bosch. Han er en kompleks karakter, der opklarer sager ved både at følge politiets rutiner og metoder og ved at trække på sin egen livserfaring. Axel Steen griber ligesom Harry Bosch sagerne an på sin egen måde, han har et problematisk forhold til sine chefer og jagter indædt forbryderne. Jesper Steins detaljerede beskrivelser af Nørrebro viser forfatterens indgående kendskab til bydelen, ligesom Connelly giver læseren et indgående indblik i det moderne Los Angeles.

Den skotske forfatter Ian Rankin (f. 1960) er en anden krimiforfatter, som Jesper Stein bliver sammenlignet med. Ian Rankins krimiserie handler om kriminalkommissær John Rebus, der er alkoholiseret, fraskilt og har en datter. Kriminalsagerne udspiller sig i Edinburgh, og byen beskrives som både smuk og grusom. Ian Rankins romaner kaldes for ”tartan noir”, hvilket er en særlig variant af den skotske kriminalroman. Handlingen foregår i skotske storbyer og giver et desillusioneret portræt af det moderne skotske samfund. John Rebus er en traumatiseret romanfigur, som lider af mareridt og fortrængninger. Axel Steen lider også af mareridt, strisserblues og konfronteres med fortiden, men får mulighed for at gøre regnskabet op i ”Bye Bye Blackbird”. En anden dansk forfatter, der skriver politikrimier, er Jens Østergaard, som i sine romaner om politimanden Thomas Nyland også afdækker politiarbejdet.

Jesper Steins nyere romaner repræsenterer på flere måder et selvopgør; med Steins egen opvækst i ”Rampen” og hans alkoholiske livsstil i ”Ædru”. Et lignende selvopgør finder man hos Peter Øvig Knudsen (f. 1961) i ”Min mor var besat” (2019), der ligesom hos Stein konfronterer en betændt mor-relation og forfatterens egen indre kamp – hos Peter Øvig er det depressionen, hos Jesper Stein misbruget.

En tematisk pendant til satiren over den kreative klasse i Jesper Steins ”Lejr” finder man i Linea Maja Ernsts (f. 1988) ”Kun til navlen” (2024), hvor karaktererne også er taget på sommerlejr, og emner som sex, kærlighed og opdragelse giver anledning til diskussioner og konflikter, der truer idyllen og de gode intentioner. De to romaner er portrætter af to forskellige generationer af intellektuelle og kreative, hvis idealer og principper kolliderer med virkelighedens benhårde kompleksitet.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Uro
Uro

Jesper Stein

Politikens Forlag, 2012.

Bye Bye Blackbird
Bye Bye Blackbird

Jesper Stein

Politikens Forlag, 2013.

Akrash
Akrash

Jesper Stein

Politikens Forlag, 2014.

Aisha
Aisha

Jesper Stein

Politikens forlag, 2015.

Papa
Papa

Jesper Stein

Politikens forlag, 2017.

Solo
Solo

Jesper Stein

Politikens forlag, 2018. Krimi.

Rampen
Rampen

Jesper Stein

Politiken, 2020. Romanbiografi.

Ædru
Ædru

Jesper Stein

Politiken, 2022. Romanbiografi.

City
City

Jesper Stein

Politiken, 2023.

Lejr
Lejr

Jesper Stein

Politiken, 2025.

Fagbog

Man jager et bæst og fanger et menneske
Man jager et bæst og fanger et menneske

Bent og Jesper Stein Larsen Isager-Nielsen

Lindhardt og Ringhof, 2008.

Om forfatterskabet

Book Zoo TV

Book Zoo TV interviewer Jesper Stein om romanen ”Bye Bye Blackbird” (på engelsk)

Bogforum

Jesper Stein interviewes af Olav Hergel på Bogforum 2013 om romanen ”Bye Bye Blackbird”.

Jesper Stein

Facebook-siden for Jesper Steins forfatterskab.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jesper Stein

Kilder citeret i portrættet

[1]

Han vågnede op med tømmermænd og begyndte at læse

Henrik Dannemand Jensen

Berlingske, 2013-04-09.

[2]

Krimi om serie-voldtægtsforbryder på Nørrebro er en sprogligt …

Mette Højbjerg

Politiken, 2013-06-13.